Sådan får du topkarakter til eksamen: 4 trin til 12-tallet

Struktur er vigtigt for at få succes med eksamen.

Struktur er vigtigt for at få succes med eksamen.

I virkeligheden er eksamenen overhøring. Lærer og censor skal høre, om den studerende kan analysere, perspektivere og give sin personlige vurdering af for eksempel en tekst, fortæller John-Erik Bang, indehaver af Bang Akademi, der siden 2006 har tilbudt studiecoaching.

Sådan får du hjernen i form til et 12-tal

Men selvom stoffet er på plads, kan eksamen godt gå galt. For det handler om at levere præcis det, som lærer og censor gerne vil høre. Derfor har John-Erik Bang udviklet en eksamensmodel, der ifølge ham selv garanterer 7 som minimumkarakter, hvis du vel at mærke har et vist fagligt niveau i faget.
»Jeg har vist den her model til undervisere, der bekræfter, at det er præcis det her, de lytter efter, når de har studerende til eksamen,« siger John-Erik Bang.
Det handler blandt andet om noget så simpelt som at sige pænt goddag og give censor et ordentligt håndtryk, inden du går i gang.

4 trin til 12-tallet

1. Kom godt fra start

Sig pænt goddag. Giv lærer og censor et ordentligt håndtryk. Begynd med at fortælle, hvilket emne du har trukket. Derefter redegør du for din disposition – hvordan du trin for trin vil gennemgå dit emne. Dernæst starter du med:
“Jeg har trukket en novelle af Herman Bang … Novellegenren er karakteriseret ved – og skiller sig ud fra romanen ved, at …”
På den måde viser du, at du kan placere teksten i en given genre, og at du er bevidst om, at der findes andre typer tekst. Det handler om at tage styring.

2. Uddyb emnet

Nu uddyber du emnet. Du fortæller om forfatteren Herman Bang, og hvad han ellers har skrevet, samt hvad der karakteriserer ham og hans stil. Hvilken litterær periode, der er tale om, og hvilke perioder der ligger før og efter.
Trin to handler om at vise, at du har de fundamentale ting på plads. Klarer du de to første trin, er du på vej til en karakter mellem 2 og 4.

3. Vis din værktøjskasse

Nu er du klar til at åbne værktøjskassen og vise, at du har redskaberne på plads.
Et eksempel på et redskab er at kunne analysere. Forklar, hvilken analysemodel du vælger, og hvorfor. Fortæl, hvordan den analysemodel adskiller sig fra andre modeller.
Det er også på dette trin, du giver en karakteristik af tekstens personer, fortæller om symboler og intertekstualitet.
Men det er vigtigt, at alle eksempler bliver sat i relation til teksten. Klarer du trin tre, er du på vej mod 7-tallet.

4. Din personlige vurdering

Skal karakteren være tocifret, er der tre ting, som er vigtige.
Perspektiver ind i pensum og vis sammenhæng mellem den pågældende tekst og andre tekster. Du er på vej mod 10-tallet.
Perspektiver ud i verden og fortæl, hvorfor Herman Bang stadig er relevant at læse i dag.
Eller drag en sammenligning med noget fra din egen verden. Nu er du på 10.
Kom med din egen vurdering. Klarer du de tre ting, er der stor mulighed for et 12-tal.
Artiklen blev bragt første gang d. 26/5 2015.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.