Undgå stress – sig nej, hjælp og pyt

Foto: Colourbox

Kan du sige nej, hjælp og pyt? Det lyder nemt, men når stresscoaches skal hjælpe ansatte, der er brudt sammen med stress, er det netop ofte problemet.

»Jeg sidder tit over for stærke, kloge mennesker, som er så bange for at bede om hjælp. De vil næsten hellere blive så stressede, at de får hjertebanken og ikke kan finde hjem, end de vil bede om hjælp til de opgaver, de ikke kan overkomme. De føler, at det er et nederlag og en falliterklæring at bede om hjælp,« siger psykoterapeut Bente Fischer-Nielsen, der er jobtrivselskonsulent i fagforeningen Krifa.

Sig nej til andre og ja til dig selv

Men det er ikke kun ordet ‘hjælp’, der volder danskerne problemer på arbejdet. Vi er også for dårlige til at sige nej, mener stresscoach og leder af Forebyg Stress Bjarne Toftegård.

»Mange er dygtige til at sige ja, men dårlige til at sige nej. Men man skal huske, at hver gang man siger ja til en arbejdsopgave, siger man nej til noget andet. Hvis opgaven, man siger ja til, betyder, at man skal arbejde mere, er det fritiden eller familien, man dermed siger nej til. Husk på, at ved at sige nej til andre siger man faktisk ja til sig selv,«siger Bjarne Toftegård, der også hylder ordet pyt.

»Pyt er et fantastisk godt dansk ord. Hvis du har et problem, som du ikke kan gøre noget ved – enten det er derhjemme, i trafikken eller på jobbet – skal du øve dig i at lægge det fra dig rent mentalt. Når man bliver god til at sige pyt, vil man automatisk blive meget mindre irriteret. Jo oftere man får det gjort, jo hurtigere virker det, og jo nemmere er det. Alle kan lære at sige pyt,« siger Bjarne Toftegård.

Ifølge Bente Fischer-Nielsen handler det om at vælge sine kampe.

»Der vil altid være situationer, vi ikke har magt til at ændre, og kampe, vi ikke kan vinde. Her er det vigtigt at sige pyt, så vi ikke spilder vores kræfter,« siger hun.

Sig nej, hjælp og pyt

1. Øv dig i at sige nej. Husk, at

når du siger ja til en ekstra

arbejdsopgave, siger du

dermed nej til noget, du

måske hellere selv vil.

2. Vær ikke bange for at bede

om hjælp. Lav testen: Hvis

en anden kom og bad om

hjælp, ville jeg så synes, at

det var o.k.? Er svaret ja, kan

du også selv tillade dig at

bede om hjælp i situationen.

Det kan for eksempel

være hjælp til at prioritere

dine arbejdsopgaver.

3. Når du bliver irriteret over

noget, skal du handle på det

– og kan du ikke det, skal du

sige pyt. Hvis du ikke siger

pyt, risikerer du at sidde

fast. Pyt er at komme videre.

4. Skriv ned, hvornår du sidst

har sagt nej, hjælp og pyt på

jobbet, og hvordan det var.

5. Tænk på, hvordan chefen

og kollegaerne reagerede.

Mange vil opleve, at det var

helt o.k.

KILDER: BENTE FISCHER-NIELSEN,

BJARNE TOFTEGÅRD OG

DANSK JOURNALISTFORBUND

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.