EU-politikere forgylder sig selv: Så meget får de

Medlemmerne af Europa-Parlamentet kan se frem til en klækkelig stigning i blyantspengene, hvis nyt forslag vedtages.

Medlemmerne af Europa-Parlamentet kan se frem til en klækkelig stigning i blyantspengene, hvis nyt forslag vedtages.

De får allerede 387.000 skattefrie kroner til kontorhold, og i 2016 kan de danske EU-politikere sandsynligvis se frem til 19.000 kroner mere om året i såkaldte blyantspenge.

I hvert fald hvis det står til parlamentets største gruppe EPP, som er den kristne og konservative partigruppe i  Europa-Parlamentet.

De har foreslået en stigning på fem procent i det samlede budget, der inkluderer både blyantspenge og penge til aflønningen af medarbejdere.

Et forslag, som EU-kilder mener, vil blive stemt igennem i parlamentet i april.

Dansk Folkepartis medlem af parlamentet Anders Vistisen kalder det for absurd:

»Det endnu mere absurde er, at man udbetaler pengene ud i den blå luft uden at vide, om de havner i medlemmernes egne lommer. Fem procent er ret mange penge ekstra at kunne stikke i lommen.«

Der skal nemlig ikke afleveres bilag for blyantspengene, og de bliver heller ikke brugt til aflønning af medarbejdere, da det er et andet budget.

Desuden er det defineret meget bredt, hvad de må bruges til.

det siger de…
»Det er helt uhørt, at parlamentet vil forhøje blyantspengene. Især taget i betragtning, at der ikke er nogen som helst kontrol med, hvad pengene bliver brugt til. Vi har ikke brug for at få flere skattekroner til at købe blyanter.«
Rina Ronja Kari, Folkebevægelsen mod EU
»Vi kommer ikke til at stemme for flere penge. Hvad enten det er blyantspenge eller yderligere sekretariatsbistand. Det har jeg slet ikke behov for.«
Jens Rohde, Venstre
»Det vil være passende for politikere at holde tilbage, når resten af befolkningen skal gøre det. Det er absurd, at vi skal give os selv denne her lønforhøjelse.«
Anders Vistisen, Dansk Folkeparti

Nu skal de kompenseres

Argumentet fra EPP er, at pengene har været fastfrosset under krisen, og at MEP’erne derfor nu skal kompenseres for årene med tilbageholdenhed.

Men det argument holder ikke, mener Anders Vistisen:

»Det er billigt sluppet, for der er ingen naturlov for alle andre i samfundet, der siger, at de lige pludselig skal have fem procent mere i løn, fordi de ikke har fået lønstigninger under krisen.«

Søndagsavisen har forsøgt at få en kommentar fra den eneste danske parlamentariker i EPP-gruppen, den konservative Bendt Bendtsen.

På grund af sygdom har han sendt en enkelt kommentar på mail:

»Jeg mener ikke, at reglerne for midler til kontorhold skal ændres. Når der de senere år har været debat om at hæve disse midler, har jeg været imod – og det vil jeg også være, hvis nogen foreslår det igen,« skriver han.

SÅ MEGET TJENER EN PARLAMENTARIKER
Grundløn: 59.866 kroner pr. måned. Heraf betales, hvad der svarer til almindelig dansk indkomstskat.
Dagpenge: 2.280 kroner dagligt skattefrit. Udbetales når et medlem er noterer ved et møde , og går til lejlighed i Bruxelles, hotel i Strasbourg og dobbelt husførelse.
Blyantspengene: Cirka 32.250 kroner skattefrit pr. måned. Der skal ikke afleveres bilag for pengene, og der står i vejledningen, at listen ikke er udtømmende, men pengene kan blandt andet bruges på kontorudstyr, fri telefon til ansatte med mere. I princippet kan man stikke pengene i lommen.
Varigheds- og afstandsgodtgørelse: MEP’erne får en godtgørelse pr. km, de bor fra Bruxelles eller Strasbourg, hvilket cirka giver MEP’erne 2.500-5.000 kroner
udbetalt pr. måned – må ikke forveksles med rejsegodtgørelse.
Møde uden for EU: 1.135 kroner pr. dag.
Eksempel på, hvad en MEP’er kan få udbetalt på en måned: 99.715 kroner efter skat, hvilket er mere end statsministeren.

Kilde: Europa-Parlamentet

 

Oplevelser i byen
Minby.dk - nyheder fra København
Lokale ugeaviser
Københavns erhvervsavis

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.