Oplevelser i byen
Nyheder, debat og guides fra København
Lokale ugeaviser
Københavns erhvervsavis

Hvilken tidstype er du på jobbet?

Når kollegaen det hele, mens du konstant er presset eller overskrider deadlines? Måske er I forskellige tidstyper. Nogle planlægger og siger nej til opgaver, mens andre laver alt i sidste øjeblik.
»Alle har en præference – en måde at gå til opgaverne på, som de trives bedst med. Men det er ikke bedre at være en tidsoptimist end en tidspessimist. Typerne kan lære af hinanden, og det bedste råd er at tage de andres briller på,« siger tidscoach og forfatter Trine Kolding, der er ophavskvinde til tidstyperne.
Hun giver et eksempel fra sit eget liv.
»Jeg kom for sent til et foredrag, og som tidspessimist tænkte jeg: ‘Åh nej, nu bliver jeg fyret’. Min mand er tidsoptimist, så jeg tænkte, hvad han mon ville gøre i den situation. Det var selvfølgelig at lave sjov med, at en tidscoach kom for sent til sit eget foredrag. Og det var jo mere konstruktivt,« siger Trine Kolding og fortæller, at man godt kan være forskellige tidstyper i hjemmet og på jobbet, alt efter hvad ens kollegaer og partner er.

TIDSOPTIMISTEN (45-50%)

  • Tænker »det tager kun et øjeblik« og »jeg er færdig om fem minutter«.
  • Glemmer, at ting og mennesker tager tid.
  • Glemmer at sætte tid af til at forberede og udføre opgaver.
  • Siger ofte ja til for meget.
  • Arbejder lystbetonet og starter med de sjove eller nemme opgaver.
  • Arbejder op til deadlines og overskrider dem jævnligt.

Typen findes især blandt: ledere, sælgere, journalister og kommunikationsfolk, mennesker i kreative fag.

Optimisten: Tidsoptimister arbejder godt under pres. Når der er en time til deadline, knokler de, bliver fokuserede og får et adrenalin-rush. De er gode til at være i nuet. Men de kan være stressende at arbejde sammen med for tidsrealister og -pessimister. Og så er adrenalin-rush på lang sigt usundt og nedbrydende for kroppen.

Tidscoachens råd: Bliv bedre til at planlægge. Vurder i et par uger, hvor lang tid opgaver vil tage, og tjek bagefter, om det holdt – og hvor meget mere tid du skal sætte af.

TIDSPESSIMISTEN (5-10%)

  • Tænker »har vi nu tid nok?« og »jeg tror ikke, jeg kan nå det«.
  • Siger ofte nej af frygt for ikke at kunne nå at blive færdig.
  • Bruger meget tid på planlægning og kan nemt fortabe sig i detaljer.
  • Har det svært med spontanitet og uforudsete ting og opgaver. Lægger meget buffertid ind i planerne.
  • Afleverer til tiden eller før tid.

Typen findes især i: økonomifunktioner, koordinatorer, sekretærer og funktioner med langtidsplanlægning.

Pessimisten: Tidspessimister er gode til at planlægge og holde struktur. En pessimist vil tage højde for ting, som andre slet ikke kan forestille sig. Det gør nærmest ondt på dem at overskride deadline, for de er ekstremt pligtopfyldende. Ulempen er, at de næsten kan bruge mere tid på at planlægge en opgave end at løse den. De har svært ved at ændre planer, hvis noget uforudset sker.

Tidscoachens råd: Øv dig i at være til stede i nuet og sige ‘pyt’ til det, der ikke går som ventet. Spørg dig selv, hvad der er det værste, der kan ske. Verden går ikke under, hvis tiden skrider lidt.

TIDSREALISTEN (45-50%)

  • Tænker »min erfaring viser, at det tager xx minutter« og »hvornår er deadline, og hvor mange ressourcer har jeg?«
  • Har et realistisk forhold til tid.
  • Planlægger og strukturerer på både kort og lang sigt.
  • Sætter både tid af til at løse opgaver og til uforudsete opgaver og afbrydelser.

Typen findes i: alle brancher og jobs. Det er den mest fleksible type.

Realisten: Tidsrealisterne har det nemmest. De kan samarbejde med både tidspessimister og -optimister og er gode til at vurdere en opgaves omfang og tidsforbrug. Men med den høje uforudsigelighed i arbejdslivet i dag kan selv tidsrealister sætte for lidt tid af i planlægningen.

Tidscoachens råd: Øv dig i at være lidt mere til stede i nuet.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes