Har man ret til kuldefri fra arbejdet?

Kan det blive så koldt på arbejdspladsen, at man har ret til at gå hjem og holde fri?

Kan det blive så koldt på arbejdspladsen, at man har ret til at gå hjem og holde fri?

Hver sommer, når varmen endelig sænker sig over Danmark, spørger mange kollegaer hinanden med sved på panden: ‘Er der ikke noget, der hedder varmefri?’

Nu nærmer årets koldeste periode sig, og så kan man tilsvarende spørge, om man har ret til kuldefri fra arbejdet.

Vi har fået arbejdsmiljøkonsulent i HK/Privat Heidi Lisette Bille til at fortælle om rettigheder under forskellige temperaturer.

Her er danskernes mest udbredte lidelser, der koster flest sygedage

Det siger reglerne

Har man ret til kulde- og varmefri?

»Nej. Du har ikke ret til at holde helt fri fra arbejde, hvis der bliver meget koldt eller varmt på jobbet. Men arbejdsgiveren skal sørge for at sikre medarbejderne bedst muligt mod ubehag og sundhedsfare, både når det er ekstremt koldt og ved hedebølge.«

Hvordan skal temperaturen være?

»I arbejdsmiljølovgivningen er der krav om, at arbejdsgiveren skal sørge for en passende temperatur i arbejdsrum. Arbejdstilsynet anbefaler, at der er 20-22 grader inden døre, hvis man har stillesiddende arbejde. Det er den temperatur, de fleste oplever som behagelig.«

Se listen: Hvornår har du ret til fri med løn?

Hvad hvis fyret går, og der bliver 10 grader på kontoret?

»10 grader er ikke acceptabelt at arbejde i, hvis man har kontorarbejde, så her har arbejdsgiveren en forpligtelse til at sørge for en midlertidig løsning. Det kan for eksempel være at opvarme hver arbejdsplads med en varmeblæser eller mobil radiator. Hvis det ikke er muligt, skal arbejdsgiveren sørge for eksempelvis termotøj.«

Men hvor koldt må der være?

»Her er der tre niveauer. Har du et stillesiddende eller stillestående arbejde, bør temperaturen ikke komme under 18 grader. Har du et arbejde, hvor du bevæger dig moderat, bør temperaturen ikke komme under 15 grader. Og har du et arbejde, hvor du kropsligt anstrenger dig meget, bør temperaturen ikke komme under 10 grader.«

Sur eller glad smiley? Anmeld din arbejdsplads på nettet

Hvor varmt må der være?

»Temperaturen må ikke overstige 25 grader under normale forhold. Det betyder, at er der eksempelvis hedebølge, må man acceptere en højere temperatur. Er luftfugtigheden på 40-60 procent, skal medarbejderne have passende pauser, når temperaturen er over 35 grader ved stillesiddende arbejde og 32 grader ved fysisk arbejde. Pauserne skal kunne holdes ved lavere temperatur. Hvad der er passende pauser, er en konkret vurdering.«

Må man sidde i træk?

»Træk og store temperaturforskelle kan hurtigt blive ubehagelige, så arbejdsmiljølovgivningen siger, at varmen skal reguleres på en måde, så de ansatte ikke udsættes for træk eller kuldestråling. Derudover skal temperaturen i løbet af en arbejdsdag helst være konstant, og der bør ikke være en forskel i temperaturen på mere end tre-fire grader mellem hoved og fødder.«

Hvis arbejdsgiveren ikke hjælper?

»Så skal man gå til arbejdsmiljørepræsentanten for at sikre, at det bliver behandlet i arbejdsmiljøorganisationen. Hjælper det ikke, kan man tage fat i sin fagforening eller i sidste ende Arbejdstilsynet.«

Så mange tier om smerte på jobbet

Går det i hårdknude, så kontakt arbejdstilsynet
Arbejdstilsynet kan kontrollere, om forholdene på arbejdet er i orden:
»Hvis man ikke kan få løst sine arbejdsmiljøproblemer med ledelsen og arbejdsmiljørepræsentanten, kan man klage anonymt til Arbejdstilsynet. Ring eller skriv om de temperaturproblemer, man oplever. Så har vi mulighed for at komme på uanmeldt kontrolbesøg. Vurderer vi, at temperaturen i arbejdsrummet er for høj eller for lav, kan vi afhængig af årstiden og årsagen give et påbud. Er problemet mere alvorligt, kan vi give et strakspåbud, og så skal arbejdsgiveren i gang med at løse problemet med det samme,« siger jurist i Arbejdstilsynet Ingo Jensen.

 

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes
1