Blyanter bliver til basilikum

Skriv, skriv og skriv, til blyanten bliver for kort, og smid så stumpen i en potte med muldjord. Vand, vent tre til fire uger, og så er din blyant forvandlet til en krydderurt lige til at drysse i maden. Det er konceptet bag Sprout – blyanten, der gerne vil være en plante.

»Den gør bæredygtighed meget konkret og nærværende, « siger Jonathan Løw, der sammen med to andre lancerer Sprout via hjemmesiden Plantdinblyant.dk.

Udviklet i USA

Sprout, der betyder spire, er udviklet af design- og robotstuderende fra det amerikanske universitet MIT, Massachusetts Institute of Technology.

»Vi håber, at vi på en sjov og finurlig måde kan få folk til at overveje at bruge blyanter mere, da de er langt mere miljøvenlige end kuglepenne,« lyder det fra Jonathan Løw.

Den skrivende del af blyanten er lavet af bæredygtigt træ og granit. Den har ikke noget viskelæder, men i stedet er der lagt plantefrø i enden, der kan forvandle Sprout til en krydderurt.

I Danmark kan man fra slutningen af foråret købe planteblyanten i syv varianter: basilikum, dild, koriander, mynterosmarin, salvie og timian. Men de amerikanske idémænd har allerede tilføjet flere varianter, såsom jalapenos og blomster.

Kan plantes med det samme

Hvis lysten til at få grønne fingre overstiger trangen til at nedfælde sine memoirer, så behøver du ikke at vente, til der kun er en stump tilbage,
før du sætter blyanten i jorden.

»Du kan sagtens starte med at plante Sprout. Så snart jord og vand har opløst træet i blyantens ende, og frøene er kommet ud, kan du bare tage blyanten i brug,« siger Jonathan Løw.

Derimod fraråder han at bruge blyanten som tyggepind – en vane, som mange måske kan huske fra deres skoletid.

»Der er ikke noget farligt i at tygge på Sprout, men du vil ende med at opløse træet og få plantefrø i munden, og det er måske knap så rart,« siger Jonathan Løw.

Håbet er, at den spirende blyant kan være en god indgang til at tale om genbrug, for eksempel med børn.

»Et produkt som dette kommer ikke til at redde klimaet, men det gør på en fi n og sjov måde opmærksom på
genbrug og bæredygtighed,«
siger Jonathan Løw.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.