Nyt tøj kan give allergi for livet

Uvasket nyt tøj indeholder så mange kemikalier, at det kan være sundhedsskadeligt. Foto: Scanpix

Næste gang du køber tøj og står og tripper for at komme hjem og prøve det, så tænk dig om en ekstra gang. Nyt uvasket tøj indeholder nemlig så mange kemikalier, at det kan være direkte sundhedsskadeligt at tage på.

»Der bliver brugt mellem et halvt og helt kilo kemikalier til at fremstille en enkelt T-shirt, og selvom de fleste kemikalier er vasket ud, når tøjet kommer ud i butikkerne, kan der stadigvæk være rester tilbage. I de kemikalier, man finder i tekstiler, kan der eksempelvis være stoffer, der er kræftfremkaldende, giver skader på nervesystemet eller som er hormonforstyrrende,« siger Louise Fredsbo Karlsson, der er AC-tekniker i Miljøstyrelsen.

Den mest hyppige og umiddelbare konsekvens er dog allergiske reaktioner med udslet og kløe. Det kan blive fremprovokeret både af farvestoffer i tøjet, formaldehyd, der gør tøjet glat, eller andre kemikalier, der eksempelvis stiver jeans.

»Man risikerer at få kontaktallergi ved at tage nyt og uvasket tøj på. Det betyder, at hvis du eksempelvis samler en allergi op for formaldehyd i din nye skjorte, vil din krop efterfølgende reagere, hver gang du kommer i kontakt med formaldehyd i dine cremer, din shampoo, dit toiletpapir osv. Allergien bliver simpelthen permanent,« siger Eva Daniel, toksikolog i Astma-Allergi Danmark.

Én vask gør forskellen

I en undersøgelse, som Miljøstyrelsen offentliggjorde i 2011, svarede otte ud af ti danskere, at de godt ved, at nyt tøj skal vaskes, før man tager det på. Alligevel er det kun fire ud af ti, der rent faktisk gør det.

»Der skal ikke mere end én vask til, så har man altså vasket mellem 50 og 80 procent af kemikalierne ud, og så er risikoen for at få kemikalier på huden markant nedsat. Så en enkelt vask gør en stor forskel,« siger Louise Fredsbo Karlsson.

Eva Daniel fra Astma-Allergi Danmark opfordrer også kraftigt til, at det nye tøj bliver vasket, før det bliver taget i brug.

»Bare det, at man vasker tøjet en enkelt gang, kan betyde, at man slipper for en vedvarende og irriterende allergi, så det er bare med at huske det og få det gjort.«

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.