Madrester skal ses som bonusmad

Kom overskydende pasta i en bøtte og sæt den i køleskabet. Foto: Colourbox

Rester bliver ofte forbundet med kedelig mad, kold mad og rugbrød. Og mange af os får slet ikke brugt resterne fra køleskabet, som i stedet ender i bunden af skraldespanden.
Men forbrugere skal i langt højere grad lære at se madrester som noget positivt og en bonus. Det mener Selina Juul, som er stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild af Mad.
»For er der mad tilbage fra aftenen før, så behøver du ikke bruge tid på at skulle handle ind og lave mad fra bunden,« påpeger hun.
20-25 procent af den mad, vi danskere køber ind i supermarkedet, ender alligevel i skraldespanden. Det svarer til, at vi smider hver femte indkøbspose ud.
»Vi bruger oceaner af tid på at købe mad til skraldespanden. Cirka et kvarter af den time, du er ude at handle, går til spilde. Det er tid, man kunne bruge mere effektivt på sit arbejde eller til at være sammen med familien,« siger Selina Juul.
»Så rester skal ses som bonusmad. Rester har en lidt negativ klang, hvorimod ’bonus’ indikerer, at vi ikke behøver at handle, lave mad fra bunden og bruge vores tid unødigt.«
Når man skal undgå at smide rester ud, anbefaler rådgiver ved Stop Spil af Mad Birte Brorson først og fremmest, at man er opmærksom på et par væsentlige ting.
»Allerede mens du laver mad, kan du begynde at tænke over, hvad du kan bruge det til, hvis der bliver noget tilovers. Og hvis der så bliver noget tilbage, skal du få det på køl, så det forbliver friskt og kan bruges igen.«
Brug internet eller app
For Resten-appen fra Forbrugerrådet giver tips til opskrifter, så du kan forvandle dine madrester til ny dejlig mad og spare penge. Har du for eksempel noget makrel tilbage, kan du gå ind under fisk og se, hvad du kan lave med dine rester af makrel. Vil du blive inspireret yderligere, kan du finde opskrifter på internettet.
Husk at være kreativ

Gode råd til dine madrester:

1. Mange rester kan puttes i pandekager, pitabrød eller anvendes som tærtefyld. Det kan du enten spise til aftensmaden eller give ungerne med i madpakken.
2. Organisér dine rester. Køb bokse og bøtter, så du kan fylde dine rester i dem og sætte dem ind i køleskabet eller fryseren.
3. Madspild er meget afhængig af, hvad du spiser. Det vigtigste er, at du tænker fantasifuldt og kreativt. Det er det samme  tankesæt, der går igen: Du kan riste, du kan bage, du kan brase, du kan putte det i noget.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.