Oplevelser i byen
Nyheder, debat og guides fra København
Lokale ugeaviser
Københavns erhvervsavis

Hold styr på grill-hygiejnen

Brug ét redskab til råt kød og et andet til stegt kød.

Så snart vejret er bare en smule sommerligt, rykker mange madlavningen ud til havegrillen. Men maden kan let blive en bakteriebombe, fortæller Gudrun Sandø fra Fødevarestyrelsen. »Det er små ting, der kan gå galt. Der skal ikke så meget til at sprede bakterier som campylobacter fra råt til stegt kød,« siger Gudrun Sandø.

I august sidste år steg antallet af campylobactersmittede til 640 fra 160 i januar. En stor del af stigningen skyldes netop mad fra grillen, siger seniorforsker Steen Ethelberg fra Statens Serum Institut. Hver sommer laver Fødevarestyrelsen kampagner, der skal lære os at styre uden om madforgiftninger ved grillristen.

Det, vi især gør forkert, er at overføre bakterier fra råt til stegt kød, salat og brød.

Rå kødsaft er synderen

»Bakterier trives bedre i varmen, og vi ved, at der er flere campylobacter- og salmonellabakterier i kødet i sommerperioden. Mange lægger stegt kød tilbage på det fad, de tog det rå kød fra,« siger Steen Ethelberg.

Ifølge Gudrun Sandø er campylobacter den fødevarebakterie, der er anledningen til flest syge i Danmark og Europa. Bakterien findes i fjerkræ, mens salmonella mest ses i kød fra svin og kvæg og i importeret fjerkræ.

»Man skal endelig grille, bakterierne dør, når de bliver varmebehandlet, og det er simpelt at holde en god hygiejne ved grillen. Men det går også let galt, fordi vi ikke har rindende vand og rene fade ved hånden,« siger Gudrun Sandø.

Det vigtigste råd at følge er, at råt kød skal holdes væk fra alle andre fødevarer – også når kødet lægges på grillen, pensles med marinade, vendes og løftes fra varmen igen.

Fluer skader ikke

Fluer kan være irriterende, men overfører ifølge Steen Ethelberg næppe bakterier i større omfang, når de lander på vores mad. Spyfluer lægger ikke æg i friskt kød og udgør derfor ikke en sundhedsrisiko ved havegrillen.

8 TIPS: SÅDAN HOLDER DU STYR PÅ HYGIEJNEN
1. Vask hænder, før du går i gang med madlavningen – og igen hver gang du har rørt ved råt kød eller rå fisk.
2. Vask salat og grøntsager. Brug et rent skærebræt til hver ting, du skal snitte, så råt kød og spiseklar mad holdes adskilt.
3. Pas på penslen. Pensler du råt kød med marinade, må hverken pensel eller marinade bruges på stegt mad.
4. Brug to fade – et til råt kød og rå fisk og et andet til tilberedt kød og fisk.
5. Hav to sæt redskaber klar, så du ikke rører stegt kød og fisk med redskaber, der har været brugt til råt kød og rå fisk.
6. Hold orden på grillen. Sørg for, at råt kød og rå fisk ikke rører stegt kød og stegt fisk på grillen. Spis ikke halvråt kød. Kylling og hakket kød skal altid gennemsteges, mens bøffer gerne må være røde indeni, bare de ikke er rå udenpå.
7. Hold risten ren. Grillristen bliver så varm, at bakterier ikke kan overleve på den. Gør den alligevel ren, hver gang du har grillet.
8. Læg kød på køl. Der er flere bakterier i kød i varme perioder. Læg derfor kødet på køl, til kullene er klar, og sæt først tilbehør på bordet, når maden fra grillen er stegt.

Kilde: Fødevarestyrelsen og Statens Serum Institut

 

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes