Lightsodavand mistænkes for at give smerter i én bestemt kropsdel

For meget lightsodavand mistænkes nu for at give blæresmerter.

For meget lightsodavand mistænkes nu for at give blæresmerter.

Det er muligt, at lightsodavand ikke sætter sig på sidebenene, men til gengæld mistænkes de populære læskedrikke nu for at være skyld i kraftige smerter i blæren.

»Fænomenet har vist sig mange steder. Personer, som drikker store mængder lightsodavand, klager over smerter. Når de holder op med at drikke de sukkerfrie sodavand, forsvinder deres smerter igen,« forklarer Steen Walter, professor og dr.med. på urologisk afdeling på Odense Universitetshospital.

Det er sødemidlet aspartam, som findes i langt de fleste typer lightsodavand, der mistænkes for at være skyld i smerterne. Smerterne føles ofte som en blærebetændelse, men der kan ikke påvises bakterier ved undersøgelse. Ifølge Steen Walter påvirker sødemidlet aspartam et tyndt beskyttelseslag på blærens slimhinde, og dermed opstår smerterne.

Han forklarer, at der stadig kun er sparsom viden på området, og forholdet skal stadig videnskabeligt påvises ved flere undersøgelser, men indicierne er overvældende.

Fem piger blev kureret

På urologisk afdeling på Odense Universitetshospital har Steen Walter og hans kollegaer selv ‘kureret’ fem kvinder for blæresmerter ved at bede dem om at stoppe deres store indtag af lightsodavand.

De havde alle weekendjob på tankstationer, hvor de måtte indtage lige så meget sodavand, som de ville. Kvinderne drak store mængder lightsodavand og klagede over blæresmerter i dagene efter. Da lægerne bad dem drikke noget andet, forsvandt deres symptomer.

20 engelske læger og sygeplejersker udførte desuden i 2007 et forsøg på sig selv, hvor nogle blev bedt om at drikke vand, andre almindelig sodavand og de resterende lightsodavand. Også her oplevede gruppen, der drak lightsodavand, øget ubehag i blæren og skulle desuden tisse oftere.

Tjek for aspartam

Kig, om aspartam står under ingredienserne i din light-sodavand. Hvis ikke, så tjek efter e-nummeret E951. Det dækker over aspartam.

Der findes adskillige produkter, som indeholder sødemidlet
aspartam. Herunder tyggegummi, nogle fedtfattige frugtyoghurter og marmelade.

Ukendte konsekvenser

Steen Walter siger, at man endnu ikke ved, om der kan være kroniske lidelser forbundet med at drikke lightsodavand. Man ved heller ikke, hvor meget man skal drikke, for at der opstår smerter.

»Jeg vil tro, at nogle er følsomme over for det. Andre er mindre følsomme. Der vil også være nogle, som slet ikke oplever symptomer, uanset hvor meget de drikker,« siger han og forklarer, at han ikke umiddelbart vil advare mod at drikke lightsodavand.

»Vi ved simpelthen for lidt om det endnu. Der skal mere viden på området.«

Aspartam har også været mistænkt for at kunne medføre andre lidelser, for eksempel blærekræft, men det har EU’s fødevarepanel EFSA afvist.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.