Derfor må du kun spise ét stykke kødpålæg om dagen

For meget nitrit, som blandt andet findes i kødpålæg, kan give kræft.

For meget nitrit, som blandt andet findes i kødpålæg, kan give kræft.

Vi er en nation, der traditionelt svælger os i spegepølse, leverpostej og skinke, når vi spiser frokost i kantinen eller smører madpakker til vores børn. Og en madpakke kan nemt indeholde flere madder med kødpålæg.

Men Fødevarestyrelsen anbefaler, at du ikke indtager mere end et enkelt stykke om dagen, fordi det typisk både indeholder meget mættet fedt og salt og ofte konserveringsmidlet nitrit, der kan give kræft.

»Forarbejdet kød over en bred kam er ikke sundt for os. Ofte er det røget, speget, saltet meget og tilsat nitrit, som er klassificeret i den højeste kategori, når vi ser på sammenhængen mellem indtagelse af det og tarmkræft,« siger seniorforsker i Kræftens Bekæmpelse Anja Olsen.

Hun går så langt som til at sige, at man faktisk bør undgå det til daglig.

Læs mere: Fang kræften tidligt: 7 tegn du skal holde øje med

»Det er noget, der hører til ved særlige lejligheder. Man skal så vidt muligt vælge det mindst forarbejdede kød,« siger hun.

Nitrit er traditionelt noget, som industrien har benyttet, da det hæmmer væksten af nogle bakterier og dermed forekomsten af botulisme – også kaldet pølseforgiftning.

»Det handler udelukkende om fødevaresikkerhed, selvom vi får skudt i skoene, at det er for at farve kødet rødt. Men nitrit er altså det stof, der mest effektivt kan forhindre væksten af den bakterie, der fremkalder botulisme,« siger kommunikationsansvarlig i Tulip Jacob Hvid Fejrskov.

Læs mere: Dyr leverpostej er alt for salt

sådan kan du smøre en sund madpakke

Brug princippet ‘hånden’. Når du skal sammensætte den lækre og sunde madpakke, anbefaler Fødevarestyrelsen, at du går efter princippet ‘hånden’. Her repræsenterer de fem fingre hver en ingrediens, som tilsammen giver et varieret måltid.

Læs meget mere her: Sådan smører du den bedste madpakke

  • Grønt – gnavegrønt, salat eller pålæg.
  • Brød – helst rugbrød eller fuldkornsbrød.
  • Pålæg – magert kød, ost eller æg.
  • Fisk – mindst én slags fiskepålæg.
  • Frugt – det friske og søde.

god-madpakke

Hvis du helt vil undgå pålæg med nitrit, skal du købe økologisk pålæg.

Kilde: Fødevarestyrelsen

Farver kødet rødt

Nitrit har også den bieffekt, at det giver produkter som skinke og hamburgerryg den rødelige farve i stedet for den kedelige grå, det ellers ville have. Og mangeårig ekspert i ernæring ved Professionshøjskolen Metropol Preben Vestergaard Hansen køber ikke Tulips forklaring.

»Den bekymring for bakterier, man havde i gamle dage, skyldtes nogle helt andre hygiejneforhold, som vi håndterer meget bedre i dag. Derfor peger mange eksperter på, at vi sagtens kan undvære nitrit,« siger han.

Læs mere: 10 ting, du rører hver dag, der er klammere end toilettet

Konserveringsmidlet er da heller ikke tilladt i økologiske fødevarer, og det har ikke betydet, at der har været udbrud af botulisme. Tulip slår dog fast, at der er regler, der regulerer området, og dem følger man.

»Vi har jo en fødevarelovgivning i Danmark, der sætter nogle grænseværdier op og regulerer det meget restriktivt,« siger Jacob Hvid Fejrskov.

Men både myndigheder, fagpersoner og forskere anbefaler altså, at du skærer ned på kødpålæg, bacon og andet forarbejdet kød. For det bliver pumpet med vand og kemi.

»En udskæring til hamburgerryg er jo i sig selv meget lille. Man skærer fedtet og kammen fra, og så er der en lille smule tilbage, som man tilsætter salt, lage og nitrit, så den bliver saftfuld, saltet og rød,« siger Preben Vester­gaard Hansen.

Men du kan sagtens smøre en god madpakke uden, påpeger ernæringseksperten.

»Brug i stedet fiskepålæg, magert kød og gnavegrønt,« siger han.

Læs mere: Forskere: Madpakken er på vej helt ud

Artiklen blev bragt første gang 14/8 2015.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes