Feder mere end chips: Så usundt er dit ’sunde’ slik

Selvom lækkerier fremstår sundere på indpakningen, er de ofte smækfyldt med kalorier, kan ernæringsekspert Preben Vestergaard konstatere.

Selvom lækkerier fremstår sundere på indpakningen, er de ofte smækfyldt med kalorier, kan ernæringsekspert Preben Vestergaard konstatere.

En pose med tørrede stykker banan – det kan da ikke være så fedende? Og et stykke chokolade uden tilsat sukker kan vel ikke sætte sig på sidebenene …

Se, hvor usundt det sunde slik er nederst i artiklen

Sådan vil mange forbrugere ifølge ernæringseksperter tænke.

»Men det er helt forkert. Der er jo flere kalorier i bananchips end i almindelige chips, og et stykke chokolade uden tilsat sukker feder lige så meget som en helt almindelig chokoladeskildpadde med cremefyld pr. 100 gram,« siger kandidat i human ernæring og lektor på Københavns Professionshøjskole Preben Vestergaard.

Forsker: Derfor er snydedage vigtige for din slankekur – og STOP så med at tælle kalorier

Han har for Søndagsavisen gennemgået en række produkter for at se på, hvad der er flest kalorier i.

»Producenterne gør meget for at markedsføre produkterne, så det ser så uskyldigt ud som muligt. De skriver ‘uden tilsat sukker’, fordi sukker har været udskældt, fordi vi får for meget af det. Men de skriver jo ikke, at det til gengæld er fyldt med fedt. De her produkter skal man i hvert fald ikke spise, hvis man vil tabe sig,« siger han og bakkes op af ernæringsekspert Marie Steenberger.

Søndagsavisen har også kigget på vores drikkevarer:  Se her, hvor mange kalorier der er i dine drikkevarer

Vi tror på producenten
»Hvis pakken signalerer, at det her er sundt eller light, så spiser folk mere af det. De tror på producenten, men glemmer at se på deklarationen og tænker: Super, det kan jeg godt spise uden at tage på. Men når der for eksempel står ‘uden tilsat sukker’, skal man være kritisk. For er der faktisk færre kalorier i?« spørger hun.

Har man hang til mørk chokolade, kan man spare godt 50 kalorier pr. 100 gram ved at vælge Nellie Dellies fra Toms uden tilsat sukker i stedet for en anden mørk chokolade. Men skal man bare have stillet chokoladesulten, er en chokoladeskildpadde eller en Mars mindre fedende end Nellie Dellies, hvis man måler pr. 100 gram.

Toms: Vi markedsfører ikke Nellie Dellies som et slankeprodukt

‘Sundt slik’ giver ikke vægttab
Hverken den tørrede frugt, myslibarer eller chokolade uden tilsat sukker bør indgå i kosten, hvis man skal tabe sig, mener Preben Vestergaard.

»Hvis man spiser noget af det her som alternativ til slik, fordi man skal tabe sig, så har man helt misforstået det. Man skal spise et stykke frugt i stedet. Problemet er, at vi lever i en kultur, hvor vi spiser mere og mere af det her. Det er blevet hverdag, men det bør ikke indgå i en daglig kost. Det er kammet over, så vi skal hygge os 24 timer i døgnet,« siger han og tilføjer:

»Et eller andet sted ved vi godt, at det er problematisk. Så producenterne fjerner sukkeret, for så tror vi forbrugere, at vi bedre kan tillade os at spise det. Men det slanker ikke mere. Derfor bør vi ikke spise det til hverdag.«

sund1

sund2

sund3

sund4

sund5

Artiklen blev bragt første gang d. 14/4 2016.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes