Kan du spise den mugne mad? Se, hvilke fødevarer du bør kassere straks

Hele posen skal smides ud, hvis du opdager mug på bare én skive rugbrød.

Hele posen skal smides ud, hvis du opdager mug på bare én skive rugbrød.

Det kan føles super ærgerligt at smide to kilo melon ud, fordi en lille hvid plet har taget plads på den ene side. Men kan man bare skære mugpletten væk og bruge resten? Og hvad med brune, snaskede blade på salathovedet – er de skadelige?

Søndagsavisen har spurgt Ulf Thrane, der er lektor i mykologi – læren om svampe – på DTU Bioengineering.

Tomater, løg, broccoli og 17 andre fødevarer: Se, hvilke mugne fødevarer du bør kassere

»Skimmelsvamp bliver man ikke akut syg af ligesom salmonella og listeria, som man kan få ved buffeten, og som giver opkastning og diarré.

Skimmelsvamp laver i stedet giftstoffer, som kan give betændelsestilstande, svækket immunforsvar og kræft på lang sigt, ødelægge lever og nyrer – og kan give fertilitetsproblemer,« siger han.

»Immunsystemet bliver ødelagt en lille smule, for hver gang vi spiser svampegifte, og det vil betyde, at vi lettere bliver forkølede og syge af alle de bakterier og vira, der er i luften,« tilføjer Ulf Thrane.

Disse fødevarer kan være farlige: Sådan behandler du dem rigtigt

Derfor kan du roligt spise skimmelost

Blåskimmelost er tydeligt angrebet af blå-grøn mug. Alligevel sælges den i butikkerne som en delikatesse.

Den er nemlig ikke giftig, forsikrer Ulf Thrane, lektor i mykologi – læren om svampe – ved DTU Bioengineering.

»Blåskimmelosten opstod, da folk gemte ost i huler i området Roquefort i Frankrig. Ostene mugnede, når de blev angrebet af svampen Penicillium roqueforti, men den svamp er ikke skadelig, når den vokser på ost, og man kan derfor roligt spise blåskimmelost,« forklarer Ulf Thrane.

»Men hvis den samme svamp vokser på rugbrød, der ligesom ost er et lidt surt miljø, laver den giftstoffer. Og dem skal man ikke spise. Derfor er svampen også et problem for brødfabrikker,« siger Ulf Thrane.

Ældre spiser mere muggen mad
En undersøgelse fra YouGov for Søndagsavisen viste sidste år, at 85 procent i løbet af et år har oplevet at købe frugt eller grønt, der enten ikke var helt friskt eller decideret dårligt eller råddent.

Ifølge Selina Juul fra bevægelsen Stop spild af mad er mange usikre på, om det er o.k. at skære muggen væk og spise resten af maden. Der mangler viden og oplysning, mener hun.

»Især ældre mennesker har det med at skære muggen af brødet og spise resten. Bedstemor og bedstefar har levet under krig og krise og værdsætter maden højt. Men de kan også blive for sparsommelige, for det er uheldigt, hvis de spiser noget, der kan ødelægge deres immunforsvar, som i forvejen er dårligere hos ældre,« siger Selina Juul og fortæller, at det forholder sig modsat med den unge generation.

»Mange yngre ved ikke så meget om, hvad de kan spise og ikke spise, så de smider ting ud for en sikkerheds skyld. Og det er også ærgerligt, for det fører til et større madspild end nødvendigt,« siger Selina Juul.

Sådan undgår du mug i syltetøj

Skal man smide det hele ud?

Det er ikke usædvanligt, at en enkelt vindrue, et blåbær eller tomat i bunden af bakken er muggen. Man behøver ikke kassere hele bakken af den grund. Pil de mugne fra, og skyl de andre godt – og tør dem, for vand fremmer væksten af skimmelsvampe.

Hvis en enkelt i en bakke har været muggen, skal de andre spises lidt hurtigere end ellers, for de vil have skimmelsvampesporer på sig, også selvom de er skyllet, og derfor kan de hurtigere danne ny skimmel.

Smid de bløde madvarer ud
Det er nok de færreste, der vil spise den synlige hvide eller grønne mug, der kan optræde på madvaren. Men selv om man skærer en mugplet væk, kan der sagtens være usynlige svampegifte i resten af madvaren.

Det er derfor forskelligt fra fødevare til fødevare, om det er sikkert at skære muggen væk og spise resten.

»Hovedreglen er, at bløde, flydende og saftholdige madvarer skal smides ud, hvis der er mug på. Her spreder svampesporerne og giftstofferne sig hurtigt, og i en muggen appelsin kan der være milliarder af svampesporer. Hvis der er mug på leverpostejen eller syltetøjet, ved du ikke, om det er nok at skære tre centimeter væk, for du kan ikke se, hvor svampen stopper. Her skal man være konsekvent og smide hele madvaren ud,« siger Ulf Thrane.

Disse fødevarer tåler ikke køleskabet

må man spise grønne, spirede kartofler?

Hvis kartoflen har spirer, kan disse fjernes, og kartoflen kan spises. Men grønne kartofler skal man ikke spise, for de indeholder giftstoffer – det har dog ikke noget med skimmel at gøre.

Kilde: Ulf Thrane, lektor, DTU

Osten kan godt overleve mug
Til gengæld kan man være lidt mere rolig, når det kommer til faste fødevarer.

»I hårde ting som for eksempel gul ost er svampen længere tid om at sprede sig. Derfor kan man godt skære en mugplet i hjørnet plus nogle centimeter væk og stadig spise osten,« siger han.

Ulf Thrane understreger, at skimmelsvampene – ud over at danne giftstoffer – ofte har en bismag eller lugt, der vil gøre det ubehageligt at spise de angrebne fødevarer. Rådet fra Ulf Thrane lyder derfor:

»Man skal bruge sin sunde fornuft. Lad være med at være hysterisk, men kassér fødevaren, hvis du er i tvivl. I Danmark går vores økonomi jo ikke nedenom og hjem, fordi vi smider en tomat eller et æble ud i ny og næ.«

kan man koge mug væk?

Hvis æbler, pærer og bær har lidt mugpletter, kan man ikke bare skære muggen væk og bruge resten til at koge. De fleste svampe vil godt nok dø, når man koger æbler til æblemos, men de giftstoffer, der allerede er dannet, bliver ikke påvirket. De overlever.

Man må derfor aldrig bruge mugne æbler til at lave grød eller æblekage – heller ikke, selvom muggen er fjernet. Det samme gælder tomater til tomatsovs.

Kilde: Ulf Thrane, lektor, DTU

Dårlig frugt og grønt

85 % har i løbet af et år købt frugt eller grønt, der enten var dårligt, ikke var helt friskt eller var råddent, i supermarkedet.

Kilde: YouGov, 1.006 svar, januar 2016

Artiklen blev bragt første gang d. 12/1 2018.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes
1