90 procent af danskerne spiser for meget salt – test afslører, om du gør det

Danskerne kan nu lettere sikre sig, at de indtager salt i sunde mængder. Fødevarestyrelsen og Hjerteforeningen har nemlig udarbejdet en test, der giver et hurtigt indblik i, hvor man får mest salt fra, og desuden giver den nyttige tips til bedre saltvaner.

– Det er rigtig vigtigt at spise salt med måde, ligesom det er tilfældet med eksempelvis sukker. Vi håber, at den nye test kan gøre flere danskere opmærksomme på deres saltindtag og vise dem, hvordan man kan skære ned på saltet, forklarer Trine Grønlund, specialkonsulent i Sund mad og Kommunikation

15 myter: Fup og fakta om sundhed og vægttab

Tre gram mindre salt kan spare 400.000 danskere for forhøjet blodtryk
Ifølge Fødevarestyrelsens undersøgelser spiser mænd 9-11 gram salt om dagen, mens kvinder spiser 7-8 gram. Det er langt over WHO og de Nordiske landes anbefalinger på 5-6 gram dagligt.

Vores saltindtag bærer blandt andet en del af skylden for, at 38 procent af den voksne befolkning i Danmark har et forhøjet blodtryk, hvilket kan få alvorlige helbredsmæssige konsekvenser.

Vores mad bliver sødere og blødere – se, hvor skidt det er for sundheden

Heldigvis behøver det ikke være en uoverskuelig udfordring at få bedre saltvaner. Små omlægninger af kosten kan få stor betydning. Der er mange smarte valg, man kan træffe som forbruger, både når man køber ind, og når man skal tilberede de daglige måltider.

– Det kræver kun ganske små omlægninger af kosten at få bedre saltvaner. Det kan for eksempel være at skifte to skiver brød med skinke og ost om morgenen ud med havregryn med mælk og mandler eller skyr med frugt. Allerede der kan man spare op til 2,4 gram salt, så det er ikke meget, der skal til, forklarer Trine Grønlund.

Hvis danskerne skærer deres gennemsnitlige indtag af salt ned med tre gram, forventes det, at 400.000 færre danskere i fremtiden vil have problemer med forhøjet blodtryk.

Så usundt er populær børnemad

Fødevarestyrelsen vil have sundere mad på tallerkenen
Størstedelen af det salt, der ender på danskernes tallerkener, er allerede i den mad, vi køber  i supermarkedet, eller når vi spiser ude.

Derfor har både forbrugere og fødevareerhvervet ifølge Fødevarestyrelsen et fælles ansvar for at sikre, at mængden af salt, der kommer indenbords, sænkes.

– Det er vigtigt, at forbrugerne er opmærksomme på saltindholdet i de varer, de køber, men det skal også være lettere at få de sundere produkter i indkøbskurven. Derfor indgår vi i et nyt samarbejde med fødevareerhvervet og en række sundheds- og forbrugerorganisationer, som for eksempel Hjerteforeningen, hvor vi også arbejder på at skrue ned for saltindholdet i både den mad, vi køber i supermarkedet, og den mad, vi spiser ude, forklarer Else Molander, der er enhedschef i Sund mad og Kommunikation.

Ud over at skære ned på saltniveauet i den mad, vi køber, har samarbejdet til formål at gøre det lettere at vælge de sundere fødevarer, herunder flere Nøglehulsmærkede produkter, i butikkerne.

De største kilder til salt i vores mad er brød, kød og kødprodukter som for eksempel kødpålæg, men også ost bidrager med en del salt. Fødevarestyrelsen anbefaler, at du ser efter Nøglehullet, når du køber ind.

Få et indblik i dit eget saltindtag – prøv Fødevarestyrelsens test her.

Fakta – så meget salt er der i maden:

Morgenmad:

  • To skiver brød med ost og skinke: 2,7 gram
  • Omelet med grøntsager og rugbrød: 1,6 gram
  • Havregryn med mælk: 0,3 gram salt

Frokost:

  • Tre skiver rugbrød med traditionelt pålæg: 4,5 gram
  • Salat med salte ingredienser og færdigkøbt dressing: 3,6 gram
  • Salat med usaltede ingredienser og hjemmelavet dressing: 1,3 gram

Aftensmad:

  • Burger med bacon, ost og pommes frites: 6,0 gram
  • Frikadeller med kartofler, brun sovs og en salat: 2,2 gram
  • Linsesuppe med løg, gulerod, tomat og brød: 2,0 gram

Kilde: Fødevarestyrelsen

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.