Myte eller sandt: Kan man drikke hjernen ud?

Hvor mange hjerneceller ryger der på en brandert? Ingen. Myten om, at alkohol slår hjerneceller ihjel, holder ikke.
»Hjernecellerne bliver fulde, og alkoholindtag påvirker forskellige dele af hjernen, for eksempel hjernebarken, der er den del af hjernen, hvor blandt andet vores mentale færdigheder og motoriske evner sidder, men der er intet videnskabeligt bevis for, at alkohol slår hjerneceller ihjel,« siger Bente Pakkenberg, forskningschef ved Stereologi og Neurovidenskab på Bispebjerg Hospital.
Hun har tidligere undersøgt netop hjernebarken hos henholdsvis mænd, der var døde af alkoholmisbrug, og mænd, der ikke havde noget misbrug.
»Der var absolut ingen forskel på antallet af hjerneceller, « siger Bente Pakkenberg.

Hjernen kan gendannes
Det betyder dog ikke, at det ikke påvirker hjernen at lade flasken styre dig gennem livet.

»Hjernen skrumper ved et massivt alkoholmisbrug, hvilket kan føre til hukommelsessvigt. Men hvis man holder op med at drikke, kan den restitueres,« siger Ulrik Becker, professor ved Statens Institut for Folkesundhed.
Processen med at gendanne hjernens fulde førlighed er dog langvarig. Den kan tage mellem fem og ti år, alt efter hvor påvirkelig personen har været. Alkoholmisbrug handler nemlig ikke kun om mængden, men i høj grad om genetik.
»Den væsentligste faktor er, hvorvidt man er udstyret med en genetisk øget følsomhed over for alkohol. Man ved, at nogle meget tidligt bliver afhængige, og at de ofte har forældre eller bedsteforældre, der er afhængige,« siger Ulrik Becker.

Hold dig til grænsen
Men skal man så slet ikke bekymre sig i forhold til de små grå og glæden ved at nyde gode druer og gyldne dråber?

»Så længe du holder dig under genstandsgrænserne, er der ikke noget videnskabeligt bevis for, at alkohol skader hjernen. Undersøgelser har faktisk vist, at et moderat alkoholforbrug kan forebygge demens,« siger Ulrik Becker.
Sundhedsstyrelsens anbefalinger lyder, at kvinder maksimalt skal drikke 14 genstande om ugen og mænd maksimalt 21. Så en lille brandert i ny og næ skader altså ikke.
»Lad mig hellere sige, at den største risiko er de ting, du foretager dig, mens du er fuld, når du dingler rundt uden kontrol over hverken hoved eller ben,« siger Bente Pakkenberg.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.