Økohavneren: – Det handler om at sende et signal

Emma Slebsager er 28 år og bor på Nørrebro sammen med sin kæreste, Jonathan, og deres søn, Otto.

Emma Slebsager er 28 år og bor på Nørrebro sammen med sin kæreste, Jonathan, og deres søn, Otto.

Om ugens økohavner

Emma Slebsager er 28 år og bor på Nørrebro sammen med sin kæreste, Jonathan, og deres søn, Otto.

Hun studerer psykologi på Københavns Universitet og er medstifter af web­magasinet Sustain Daily og blogger om bæredygtig mad på Emmaslebsager.dk

– Når jeg handler i dag, zoomer jeg bare ind på de økologiske varer og lukker alt andet ude. Jeg forholder mig ikke til prisforskellen, men kun til prisen på den økologiske vare. Jeg køber ikke en aubergine, hvis ikke den er økologisk, forklarer 28-årige Emma Slebsager, der er medstifter af webmagasinet Sustain Daily, som fokuserer på bæredygtige hverdagsvaner.

Beslutningen om at omfavne økologi var længe undervejs og skete gradvist. Første skridt tog hun i 2010, da hun kom på højskole, hvor hun blev vegetar. Det øgede hendes bevidsthed om kødforbrugets konsekvenser for klimaet.

Næste skridt tog hun ved hjælp af litteratur. Da hun var flyttet hjemmefra, begyndte hun at bruge ”meget tid” på at fordybe sig i bøger om fødevareproduktion, madtraditioner og de klimamæssige konsekvenser af at spise kød. Bøger, som hun ”slugte råt”.

– Det gjorde indtryk på mig. Vi bruger vores landbrugsjord på en måde, som er enormt hård ved vores jordklode. Pesticidrester i grundvandet. Det CO2-aftryk, der kommer fra vores kødforbrug. Alle de her fakta gjorde virkelig et stort indtryk, siger Emma Slebsager.

Så hun tog en beslutning. Hun ville købe økologisk, selvom hun ”er klar over, at det ikke er den gyldne løsning på alle problemer”.

– Men økologi er en bedre løsning end det konventionelle. Så for mig handler det her om at sende et signal til supermarkederne, producenterne og det system, der producerer vores mad: Jeg som forbruger er klar til at betale for et produkt, som passer lidt bedre på vores verden,” siger Emma Slebsager.

En fed sidegevinst
Men hvad med sundhed og pesticidrester? Emma Slebsager er netop blevet mor og er nu del af en lille familie med kæresten Jonathan og sønnen Otto.

Det plejer at være ankomsten af en baby, der motiverer mange danskere til at tænke mere over pesticider i kosten og vælge økologien til.

– Sundhedsdelen er selvfølgelig en fed sidegevinst, men jeg er mere motiveret af at tænke på, hvordan vi driver rovdrift på jorden. Der er økologi helt klart et skridt i den rigtige retning, siger Emma Slebsager.

øko-tips

Økosparetip
”Jeg bruger den app, der hedder Too Good To Go. Der kan man få brødposer fra Emmerys’ økologiske bageri fyldt med brød, boller og kager til 39 kroner. Sådan en pose holder i hvert fald i en uge eller to hjemme hos os. Vi putter det i fryseren og spiser det løbende. Det er virkelig billigt.”

Yndlings-økospiseted
”Jeg er ret vild med Mirabelle på Guldbergsgade ved siden af Empire Bio. Der er ikke så meget at vælge imellem, men det kan jeg faktisk godt lide. Man får det, der er den dag. Jeg er ret glad for dagens grønne ret eller deres hjemmelavede pasta. Og så serverer de en lækker cider. Jeg har været der fire-fem gange og anbefaler det altid, hvis nogen beder mig om et tip til et godt spisested.”

Yndlings-økodrikkevare
”Der må jeg anbefale Tuborg Rå. Den koster det samme som andre øl, og så er den økologisk og ufiltreret. Det er en god øl, og den skulle folk tage at prøve.”

Det bedste ved at leve økologisk
”At vide, at jeg lever i tråd med mine værdier som person.”

Det værste ved at leve økologisk
”I klimanørdede diskussioner kan man godt blive skudt i skoene, at man har taget et dårligt valg for klimaet, fordi økologi i nogle situationer kan være lidt værre end konventionelt landbrug i forhold til brug af ressourcer. Det irriterer mig. Jeg synes,
at man skal se det i forhold til fordelene for miljøet, og at det giver færre pesticider
i grundvandet.”

Det sværeste ved at leve økologisk
”At finde god takeaway, som er økologisk. Jeg savner altså nogle helt normale pizzeriaer eller andre takeawaysteder, som er økologiske.”

Jeg springer oftest økologi over, når …
”Når jeg spiser hjemme hos andre eller er inviteret ud at spise. Jeg spørger ikke folk, om det er økologisk mad, de serverer. Jeg kunne ikke finde på at vælge sociale arrangementer fra, fordi jeg vil spise økologisk. Så hvis jeg ikke selv har stået for maden, er det ikke altid økologi, og det har jeg det fint med.”

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.