Økohavneren: Det sværeste er at få økologisk slik

Artiklen kommer fra vores økoavis

Fra vores økoavis

Økoavis

48-årige Bibi Nørgaard er glad for, at bagerne er begyndt at blive økologiske, så hun ikke skal bage alt selv.

48-årige Bibi Nørgaard er glad for, at bagerne er begyndt at blive økologiske, så hun ikke skal bage alt selv.

om økohavneren

Bibi Nørgaard er 48 år og bor sammen med sin mand Rolf og pigerne Saga på fem år og Cleo på otte år i en lejlighed på Vesterbro.

Angstfrit kød og mad uden kemi. Det er nøgleordene for 48-årige Bibi Nørgaard.

Før Bibi Nørgaard fik børn, drak hun masser af hvidvin, kæderøg og skænkede hverken kemi eller økologi en tanke. Nu tænker hun næsten ikke på andet.

”Det begyndte, da vi skulle have børn og sætte små uskyldige væsener i verden. Især Rolf er totalt økofascist, og ALT skal være øko – jeg er lidt mere laissez faire, og pigerne må godt komme til fødselsdag og spise det, der er. Men vi siger ikke noget til ham,” siger Bibi Nørgaard.

Hun er ”vesterbroer om en hals” og ville ikke kunne trække vejret i provinsen. Hun drømmer om at være selvforsynende, men det kræver, at hun flytter på landet, og det vil hun ikke, selvom hun har familie i det nordjyske.

Økohavneren: Det ændrede mit forbrug at få en baby

Bliver ikke drillet mere
Da hun begyndte at leve økologisk for otte år siden, hvor den ældste datter blev født, var det tidskrævende og besværligt. Dengang var hun også lidt en enspænder i forhold til at leve økologisk, men nu bliver hun ”heller ikke drillet så meget mere”, og det er blevet noget lettere, synes hun.

”Jeg bagte brød og boller hver dag – helt barselsagtigt. Men det var virkelig en jagt at få økologiske ting – jeg var i fire-fem butikker. Nu går jeg bare ned i SuperBrugsen i Matthæusgade. De er møgsøde, og hvis der er noget, man mangler, bestiller de det hjem. Jeg går altid efter sidste salgsdato-boksen og køber meget der.

Så kan jeg tænke: ’Hvad skal vi have til aftensmad’, og så opdager jeg en nedsat øko-medister. Ja, hvad tror du selv, så? Så er det bare at købe noget grønkål og hjem og lave grønlangkål til,” siger Bibi Nørgaard.

Hun savner et supermarked, hvor alt er økologisk, og man ikke skal tænke over det. Til gengæld er hun glad for, at bagerne er begyndt at blive økologiske.

Økohavneren: Det handler om at sende et signal

Bagerdygtigt i Istedgade har lige fået det fineste økomærke, der betyder, at den er 90-100 procent økologisk. Så nu kan Bibi Nørgaard også købe kager med hjem.

”Jeg kunne jo aldrig komme hjem med en kage, fordi Rolf ikke vil have det, hvis det ikke er økologisk. Nogle gange tog jeg emballagen af og løj for ham. Men nu kan vi få økologisk othellokage, som han elsker. Og nede i Brød på Enghave Plads har jeg fået dem til at bage et hvidt formbrød, som er helt økologisk. Det bruger vi til toast, for pigerne kan ikke lide brød, der er for speltet,” siger Bibi Nørgaard.

Hun kører gerne langt for at få økologisk slik til pigerne fredag og lørdag, og i Urtehuset på Alhambravej er der økologisk bland selv-slik, ligesom hun også kører til LØS

Market i Saxogade, hvor en pose med chokoladeovertrukne popcorn koster 85 kroner.

”Men så ved man også, at det er i orden, og de får ikke sådan noget blåt, klamt noget fra en tvivlsom slikbutik,” siger Bibi Nørgaard.

Økologi giver os bedre varer

Dyrene må ikke lide
Hjemme er det kun en flaske med tabasco, der ikke er økologisk. Tandpasta, shampoo, creme og rengøringsmidler er alle kemifri og økologiske. Og så sætter Bibi Nørgaard ikke tænderne i kød fra dyr, der ikke har haft det godt.

”Angstfrit kød, tak! Jeg kan ikke have de der store produktionsfarme, hvor dyrene lider. Og hvis jeg ikke kan få det økologisk, fordi det ikke findes eller er for dyrt, så undværer vi,” siger Bibi Nørgaard, der også gør meget ud af at spise rester og bruge alt på for eksempel en kylling.

”Nogle gange kan man få sådan en stor øko-kylling til en 50’er, fordi det er sidste salgsdato. Så spiser vi den, og jeg koger fond på resten, som jeg fryser ned, så får man sådan en dejlig sovs,” siger hun.

Den dårlige samvittighed i det ellers økologiske hjem, hvor selv akvariefiskene lever bæredygtigt med genanvendeligt vand, hænger over køkkendøren: Den grønne spand, – en såkaldt Kabell-spand – som Københavns Kommune med daværende teknik- og miljøborgmester Morten Kabell i spidsen har tilbudt alle københavnere til at sortere køkkenaffald i.

”Den er helt håbløs. Poserne er for små, og de falder sammen. Det eneste, jeg har fået ud af den spand, er en masse bananfluer.”

bibis øKO-tips

ØKO-SPARETIP
”Jeg tager tidligt ned i SuperBrugsen hver dag og går i deres bokse med datovarer. Der finder jeg en masse økologisk, som jeg enten bruger med det samme eller fryser ned. Og vores tøj er fra loppemarked eller genbrug fra familie og venner.”

YNDLINGS-ØKOSPISESTED:
”Vi spiser aldrig ude, for Rolf synes ikke, det er økologisk nok – selv de steder, der siger, at de er økologiske. Og så sparer man også penge.”

YNDLINGS-ØKODRIKKEVARE:
”Økologisk ginger beer med øko-lime og mørk rom. Det er en møglækker drink.”

DET BEDSTE VED AT LEVE ØKOLOGISK:
”Det er, at vi ikke er så meget syge. Jeg tænker meget på kroppen og alle de 400 E-numre, vi undgår på daglig basis. Jeg kan blive helt dårlig, hvis pigerne rører ved nogle citrusfrugter, der ikke er økologiske.

DET SVÆRESTE VED AT LEVE ØKOLOGISK:
”Det er helt klart slikket, og så har det været svært at lave sjove og sunde madpakker til pigerne. Men heldigvis er der kommet flere små ting som figenstænger og sådan noget, der er økologisk. Og så køber jeg alt pålægget billigt og fryser det ned, til vi skal bruge det.”

SKØNHEDSTIP UDEN KEMI:
”Jeg bruger altid økologisk solsikkeolie til kroppen. Jeg kan slet ikke have alle de cremer – hvor forsvinder det hen?”

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes