Jagten på øko-fastfood

Artiklen kommer fra vores økoavis

Fra vores økoavis

Økoavis

Den økologiske hotdog fra DØP mangler saft og kraft og kontrast i smagskomponenterne.

Den økologiske hotdog fra DØP mangler saft og kraft og kontrast i smagskomponenterne.

Fastfood kan både dulme tømmermænd, ledsage fodboldkampe i tv og være en håndsrækning på en travl eller doven dag. Men hvad gør man, hvis man sværger til økologi?

Det er ikke ligetil, selvom man bor i Danmarks hovedstad og økologiske centrum. For selvom der ligger en del økologiske spisesteder i København, er der ikke mange af dem, der gør sig i danskernes klassiske fastfoodfavoritter som pizza, burgere og hotdogs.

Faktisk er det overraskende svært at finde, selvom man tager Google og Ø-mærkets hjemmeside til hjælp.

Vi fandt dog frem til burgerstedet Cock’s & Cows, pølsevognen DØP og pizzastedet Neighbourhood. Og sendte to af vores mad- og forbrugerjournalister ud for at prøvesmage de tre økologiske spisesteders klassiske fastfood.

Hvordan klarer det fastfoodtesten målt op mod den konventionelle fastfood, som vores reportere er vant til?

Test af havregryn: Discountvare og en økologisk deler sejren


DØP – HOTDOG

Der er dømt helt klassisk pølsevogns-setup, da vi ankommer til Døp ved Rundetårn.

Masser af mennesker, der vader frem og tilbage foran vognen, og masser af duer, der på klassisk gribbemanér cirkler rundt om pølsevognen og venter på, at ristede løg, pølsebrød og andet falder til jorden fra uforsigtige gæster.

Også betjeningen er klassisk. Der er to mennesker i denne verden, der har pligt til at smalltalke med kunderne: frisøren og manden i pølsevognen.

I dette tilfælde er det så en ung kvinde i pølsevognen, men hun svigter ikke sit hverv. Hun taler lidt om vejret og det ringe antal kunder på så kold en dag, mens hun fint sætter hotdoggen sammen stykke for stykke.

Og da vi så stiller os lidt til side for at spise vores hotdog, bliver vi omringet af duerne, der gør deres bedste for at stresse os til at tabe lidt mad på jorden. De er rutinerede og får også lidt at spise på denne onsdag eftermiddag.

Det spiste vi:
Ristet hotdog, 35 kroner
Klassisk pølse, rug-pølsebrød, ketchup, grov sennep, grov remoulade, rå og ristede løg samt agurkesalat

Er det økologisk?
Det er 100 procent økologisk.

Louises bedømmelse:
”Vi beder om en ristet hotdog med det hele, så der mangler egentlig ikke noget. Alligevel efterlader ’indianer i kano med krigsmaling og åkander’ et kedeligt indtryk. Brødet er lidt grovere end det normale hvide pølsebrød, men det har en høagtig eftersmag. Pølsen smager mere af kød end normalt, og det ville være positivt, hvis det ikke var for en bismag, der er svær at placere. Helhedsindtrykket er bittert-syrligt og mangler den sødme, der normalt kommer fra ketchup og pølsebrød. I det hele taget savner jeg kontrast i smagskomponenterne. Helhedsindtrykket er ikke spændende og saftigt, snarere monotont.”


Niels’ bedømmelse:
”Det hele er sådan set til stede: pølse, brød, ketchup, sennep, remoulade, ristede og rå løg. Men alligevel er det, som om der mangler noget. Det hele bliver lidt for pænt og rent og ikke mindst tørt for min smag. Der mangler noget af den vildskab og ustyrlighed, der skal være i en hotdog med det hele, hvor ingredienserne er ved at flyde ud mellem hænderne på mig fra første bid. Den her hotdog mangler noget saft og kraft. Mere smag, mere snask, tak.”

På menuen:
Den Økologiske Pølsemand (DØP) ved Rundetårn har alle klassikerne på menukortet – ristet hotdog med det hele, herunder grove versioner af sennep og remoulade, fransk hotdog eller pølse med brød og tilbehør.

Tilbehøret kan for eksempel være rodfrugtmos eller grønlangkål og syltede rødbeder. Der er et bredt udvalg af pølser, der ud over klassisk-, grill- og ostepølse tæller pølser af okse, høne, ged og vegansk. Man kan skylle efter med økologisk kakaomælk eller sodavand.

Økologi og sundhed følges ad


NEIGHBOURHOOD – PIZZA

Det er de mange kugleformede lamper i loftet, der først og fremmest springer i øjnene, da vi træder ind i Neigh­bourhoods lokaler på Frederiksborggade.

Den store bar bagest i lokalet, trapperne ned til garderoben og lædersofa-båsen lige foran indgangen giver ligesom de lidt syrede kuglelamper et club-feel, som understøttes af den afdæmpede loungemusik, der siver ud i lokalet.

Til venstre for indgangen står en ung mand bag en stor Apple-skærm. Vi spørger, om vi selv skal tage plads, hvortil vi får et nik og et: ”Det gør I bare”.

Kort efter kommer den samme unge mand iført en stram sort handske og lægger menukortene på bordet. Vi bestiller, og efter 15 minutters ventetid kommer han med vores pizza. Servicen er fin og præcis, stemningen er afslappet og cool.

Det spiste vi:
Spicy Italian Salami, 145 kroner
Krydret italiensk salami, syltede chillier, bagte rødbeder, tomat-passato, mozzarella, frisk spinat, rød Kristian-ost.

Er det økologisk?
Pizzaerne er 100 procent økologiske.

Louises bedømmelse:
”Vi vælger det tætteste, vi kommer på en ’normal’ pizza – pølse, chili og rødbede. Pølsen er i tykkere skiver og har mere struktur end normal pepperoni. Pølsen smager faktisk af kød, og man fornemmer gode råvarer. Chili­smagen bider uden at slå luften ud, der er lidt rucola og babyspinat, rødbederne supplerer smagsmæssigt rigtig fint og har lidt bid. Mozzarellaen er koncentreret i små klatter, og en kraftigere smagende og duftende fast hvid ost er revet ud over. Her savner jeg lidt klassisk smeltet ost. Pizzaens primære problem er bunden – og prisen. 145 kroner er i overkanten (eller over kanten) for en pizza, hvor dejen er så tynd, at den bliver blød og slasket under fyldet på midten, mens den meget brede kant bliver så sprød, at den splintrer ved berøring og mest smager af knasende mel.”

Niels’ bedømmelse:
”Helt grundlæggende har det her ikke voldsomt meget med en klassisk pizza at gøre, hvis du spørger mig. Det kan bedre betegnes som en samling gode og smagfulde råvarer lagt oven på en ekstremt tynd plade dej. Så tynd, at den i midten er drivvåd og ved skorpen er så tør, at den smuldrer ved en forholdsvist let berøring. Der er sådan set masser af smagfulde råvarer, og de supplerer hinanden godt. Men skal det her sammenlignes med en klassisk pizza, som man kan nyde til en tredjedel af prisen i Roms Trastevere-kvarter eller blot en af de pizzaer, man bestiller fra en del andre pizzariaer i København, når man vågner med tømmermænd, så er vi langt fra skiven.”

På menuen:
Neighbourhood er økologisk gourmetpizza og cocktails. Man kan ikke bestille en klassisk pepperoni-pizza eller den med skinke og champignon.

Smagskombinationerne er specielle – for eksempel æble og bacon eller blåskimmel, parmaskinke og figen. Pizzaen kan spises på stedet eller tages med hjem.

Der er også fire forretter/snacks, tre salater, tre desserter og brunch på kortet, herunder flere alternativer for vegetarer. Neighbourhood ligger i Frederiksborggade og på Istedgade i København.

Økohavneren: Det sværeste er at få økologisk slik


COCK’S & COWS – BURGER

Denne frostkolde dag ved frokosttid har en del københavnere fundet indenfor i varmen i de røde sofabåse, der leder tankerne hen på en amerikansk diner.

Maden er også bygget op om amerikanske fastfoodklassikere som burgere, fritter, mayo og milkshake – rigtig herremad, og det tør vi godt sige i disse kønspolitisk korrekte tider, for ud af 21 gæster er én kvinde.

Resten af klientellet ved træbordene mellem de rå murstensvægge er yngre, velfriserede mænd i skjorte og pullover.

Selvom der er travlt, og de tre medarbejdere i køkkenet for enden af det lange lokale ikke ligger på den lade side, er der høflig og opmærksom betjening, og vi får historien om, hvordan restauranten startede i andre lokaler længere henne ad gaden.

Det spiste vi:
Classic Cow, 89 kroner
Bolle, bøf, tomat, salat, agurkesalat, rødløg, ketchup og mayonnaise.

Pomfritter, 35 kroner pr. stk.
Økologiske salted fries, økologiske salt & vinegar fries.

Er det økologisk?
Er i gang med økologisk omlægning. Bollen er økologisk, det samme er salaten og pomfritterne. Dyppelsen er ikke økologisk. Kødet er fra fritgående kvæg, men ikke økologisk kvæg.

Niels’ bedømmelse: 
”En rigtig god burger. Bollen er velproportioneret og blød. Fyldet er saftigt, og salaten er frisk. Ingredienserne er sat sammen, så de supplerer hinanden godt og giver en rigtig saftig og velsmagende bid. Kødet fylder meget visuelt, men ikke nok smagsmæssigt. Jeg kan godt lide, når kødet virkelig træder frem i en burger, og her forsvinder bøffen en lille smule for mig. Bevares: Bøffen er god, hvis man isolerer den, men i burgerens helhed kunne den godt brage endnu mere igennem smagsmæssigt. Pomfritterne er også gode. Sprøde udenpå, bløde indeni. Salt and vinegar-fritterne var især imponerende.”

Louises bedømmelse:
“Bøffen er det største aktiv her. Den har tydelig smag af grill, og så er den saftig. Det er positivt, at man kan vælge mellem fire slags brød, men hverken fuldkornsbollen eller standardbollen, som vi prøver, er noget særligt. I det hele taget er bøffen det mest bemærkelsesværdige i en burger, hvor tomat, salat, agurkesalat og rødløg heller ikke udmærker sig i forhold til så mange andre burgere. I vores to burgere er den ene bøf stegt medium, den anden gennemstegt. Det er vi ikke blevet spurgt om, men hvorfor ikke gøre det til et valg, når nu der er så mange andre valgmuligheder? Pomfritterne har lidt skræl og er tynde, fine og sprøde. Dem med smag af salt og vinegar tager toppen af fedmen, og det er klædeligt.”

På menuen:
En burger er ikke bare en burger hos Cock’s & Cows. Inden kokken smækker bøffen på panden, skal der foretages en række valg. Skal burgerbollen være glutenfri, fuldkorn, almindelig eller lavet på kartoffel?

Skal fritterne være twister, almindelige eller smage af chili eller salt & vinegar? Skal vores mayonnaise smage af bbq, blue cheese, sennep eller noget fjerde?

Menukortet rummer også forretter (eksempelvis bbq-ribs), vegansk og vegetarisk burger, et par salater og andet klassisk tilbehør som løgringe og coleslaw.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes