Cape Towns vinstokke tørster – men økologi hjælper

Artiklen kommer fra vores økoavis

Fra vores økoavis

Økoavis

Tre års tørke har næsten tømt vandreservoirerne i Vest-Kapprovinsen i Sydafrika, og 11. maj er udnævnt til ’Day Zero’ ─ den dag, hanerne må lukkes.

I tørkeramte områder som Olifants River, hvor vingårdene kun har modtaget 17 procent af deres normale vandforsyning, frygter bønderne en halvering af årets høstudbytte fra de tørstende vinstokke.

I Stellenbosch, provinsens vigtigste vindistrikt, er bladene lidt grønnere efter nogle tordenbyger, men vandforsyningen er beskåret med 40 procent. Det er et alvorligt problem for en vingård som Meerlust, der under vinhøsten har brug for omkring 15.000 liter vand om dagen.

Men der er undtagelser, fortæller det engelske vinmagasin World of Fine Wine, der har besøgt Reyneke Wines vest for byen Stellenbosch.

Der var en slående forskel på vinstokkene med grønne blade og pæne drueklaser fra gårdens egne vinmarker, der har været i økologisk drift i 15 år, og så klaserne med små solbrændte druer fra marker på en nabogård, som Johan Reyneke havde købt for nylig.

Øko-kaffe vinder frem

Har evne til at binde vand
Forskellen skyldes mængden af humus i den økologiske vinmark. Humus består af organisk materiale dannet ved bakterier, svampe og regnormes nedbrydning af naturgødning og kompost på afklip fra beskæring af vinstokkene og bundfald fra gæringskarret.

Jord med masser af humus hænger godt sammen, hæmmer jorderosion under kraftige regnskyl og har en formidabel vandbindende evne.

Humusrig jord skaber en vandreserve i jordbunden, som vinstokkens rødder kan trække på i tørkeperioder.

Det gør vinstokke med roden i humusrig jord mindre udsatte for tørkestress, der kan give klaser af små druer med tyk drueskal og en større mængde druekerner i forhold til mængden af saftigt druekød.

Sammen med et lavere udbytte kan tørkestress udløse en tilstand, hvor druernes sukkerindhold fortsætter med at stige, mens den fysiologiske modning går i stå.

Vin lavet på stressramte druer vil have en højere alkoholstyrke, men et lavere indhold af betydningsfulde duft- og smagsstoffer.

Sprøjtegift skræmmer københavnerne mest

Klik for større skema.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes