Oplevelser i byen
Nyheder, debat og guides fra København
Lokale ugeaviser
Københavns erhvervsavis

Økologi giver os bedre varer

Økologer var de første til at genintroducere kornsorter som emmer og spelt.

Økologer var de første til at genintroducere kornsorter som emmer og spelt.

Måske vælger du økologisk for at få sundere mad. Måske vil du gerne have, at dyrene har det godt, eller måske tænker du, at økologi er bedre for naturen.

Men det er faktisk ikke sikkert, at økologien på alle punkter kan leve fuldstændig op til forventningerne.

Økologiens succes sætter for eksempel også økologiske dyrehold under pres til at producere mere, og selvom der er giftrester i mange konventionelle afgrøder, fastholder myndighederne, at det ikke er et sundhedsproblem.

Og der er ganske vist op til 30 procent flere dyre- og blomsterarter i og omkring økologisk dyrkede marker, men skal vi producere de samme mængder økologisk som konventionelt, viser de fleste undersøgelser, at det vil kræve mere plads, og det kan sætte naturen under pres.

Vi er vilde med øko-havregryn – se hele listen over vores foretrukne øko-fødevarer

Så hvorfor vælge økologisk?
”Økologien har et stort potentiale til at løse en række samfundsproblemer, men den har en række punkter, hvor den kan blive bedre endnu, blandt andet i forhold til klimapåvirkning og dyrevelfærd,” siger centerleder Niels Halberg fra ICROFS, Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer.

”Men det er også vigtigt at fastslå, at økologerne gør det godt og er optaget af at forbedre. Selve den økologiske tankegang er med til at drive innovationen i landbruget, fordi økologerne hele tiden prøver at blive bedre og finde nye måder at gøre tingene på. For eksempel er flere af de tekniske løsninger til ukrudtsbekæmpelse, som også kan bruges i det konventionelle landbrug til at nedsætte forbruget af gift, udviklet af økologerne,” siger Niels Halberg.

Andre eksempler er gamle kornsorter som emmer og spelt, som økologerne var de første til at genintroducere, og som nu har givet en række nye brødsorter.

Irma har fået nyt øko-supermarked

Skaber bedre produkter
Fødevarepolitisk seniorrådgiver Camilla Udsen fra Forbrugerrådet Tænk ser økologien som kreative benspænd, der giver bedre produkter.

”Jeg kan huske, da vi første gang købte økologiske klementiner i butikkerne op til jul. De var sure, halvtørre og kedelige. Nu er de økologiske blevet bedre og mere smagfulde end de konventionelle. Jeg oplever efterhånden ofte, at de økologiske varer er bedst. Økologerne er nødt til at finde andre måder at skabe kvalitet på, og den innovation er vigtig i hele fødevarebranchen.”

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes