Trump presser danske boligejere

Valget af Donald Trump i USA har sat boligejerne i et dilemma.

Valget af Donald Trump i USA har sat boligejerne i et dilemma.

Med valget af Donald Trump som USA’s 45. præsident kan danske boligejere let føle sig som en lus mellem to negle.

For på den ene side er udviklingen i verdensøkonomien – og dermed også i renten på de danske boliglån – blevet mere usikker. Det taler for, at man som boligejer søger væk fra sit flekslån og sikrer sig mod rentehop ved at få sig et fastforrentet lån.

På den anden side er prisen på netop fastforrentede lån steget markant, efter at det i sidste uge stod klart, at det ikke bliver Hillary Clinton, men derimod den 70-årige forretningsmand og milliardær Donald Trump, der til januar kan flytte ind i Det Hvide Hus.

Og hvad gør man så, når man som boligejer gerne vil beskytte sin økonomi, men samtidig også vil betale en så lav rente som muligt?

10 gode råd: Sådan sparer du på boliglånet

Den gyldne middelvej
Ifølge Mikkel Høegh, afdelingsdirektør i BRF-kredit, har valget af Trump fået pilen til at pege på de boliglån, der ligger midt i spektret.

»Vi må indstille os på, at vi nu kan få væsentlig større udsving på obligationsmarkederne, og derfor kan det som boligejer være en god idé at få noget ydelsessikkerhed. Det kan man få ved at vælge et F3- eller et F5-lån, og det er nok det, der er mest attraktivt, idet de fastforrentede lån er blevet dyrere,« siger Mikkel Høegh.

Inden valget var spådommen ellers, at boligrenterne ville falde med Trump som præsident. Usikkerhed får nemlig traditionelt investorerne til at søge ly i sikre papirer såsom de danske realkreditobligationer, hvilket får kurserne til at stige og renterne til at falde. Men i stedet er det for de fastforrentede låns vedkommende gået lige modsat, da markederne i første omgang har valgt at fokusere på den politik, som forventes at blive ført under Trump.

»Hvis man laver betydelige skattelettelser og store infrastrukturprojekter i en amerikansk økonomi, der altså heller ikke har det værre, sådan som Trump har foreslået, så er der en reel risiko for, at økonomien bliver overophedet, og at inflationen bliver høj. Det har sendt renterne op,« siger Mikkel Høegh.

Sådan sparer du på dit boliglån

2,5-procentlån tilbage i folden
Rentestigningen har betydet, at det fastforrentede 2,5-procentlån med afdrag er kommet tilbage under kurs 100 og dermed er i spil igen. Samtidig er 2-procentlånet med afdrag gået fra en kurs tæt på 98 til nu at ligge omkring kurs 95. Når kursen på et boliglån falder, gør det lånet dyrere at optage, og dermed stiger den effektive rente, som lånet koster.

»Rentestigningerne betyder, at vi laver om i vores generelle låneanbefalinger,« meddeler Christian Hillingsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark.

Det gælder dog i første omgang ikke de fastforrentede med afdrag, men dem uden. Her anbefales det nu, at man vælger det fastforrentede lån på 2,5 procent, hvis man ønsker et lån uden afdrag, da det lån, der tidligere blev anbefalet, 2 procentlånet, er kommet for langt ned i kurs.

Så mange milliarder koster den amerikanske valgkamp

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes
1