Er Greta Thunberg god for klimadebatten?

Den 16-årige klimaaktivist Greta Thunberg sparker fakta ind i klimadebatten – og gør det så effektfuldt, at det endda ser ud til at inspirere forskere til at engagere sig.

Sådan lyder meldingen fra Esben Bjerggaard Nielsen, der forsker i klimaretorik ved Aarhus Universitet, skriver Videnskab.dk.

»Jeg ser en større trang til at tale mere direkte hos en del forskere, for eksempel gennem flere offentlige forskeropråb,« siger Esben Bjerggaard Nielsen, lektor på Institut for Kommunikation – Retorik ved Aarhus Universitet til Videnskab.dk.

Glen Peters fra Cicero Senter for klimaforskning i Norge er imponeret over, at klimabevægelsen har indtaget verdensscenen på ét år.

»Greta Thunberg har ikke gjort det alene, for der har været masser af spirende frø rundt omkring i verden. Men hendes timing har været perfekt,« skriver Glen Peters, forskningsdirektør i Cicero Senter for klimaforskning i Norge, i en mail til Videnskab.dk.

Læs mere på Videnskab.dk: Ny FN-rapport: Det er stadig muligt at holde den globale opvarmning på 1,5°C 

Aktivister støder videnskaben fra sig
På den anden side, bemærker Glen Peters, ender ivrige aktivister i kølvandet på Greta Thunberg med på nogle fronter at støde videnskab og forskere fra sig.

»Jeg oplever som noget nyt, at videnskabsfolk faktisk bliver angrebet for at fortælle, hvad vi ved om klimaet. Mange aktivister går ud over, hvad forskningen kan sige, og det får nogle forskere til at lave upopulære modsvar,« skriver Glen Peters i sin mail.

Et eksempel på, hvor aktivister kan gå for langt, er snakken om, at vi har 12 år til at handle, før katastrofen er en realitet.

Den slags retorik ligger ud over, hvad forskere og IPCC rent faktisk siger, og det kan ende med at skade klimakampen, fordi folk får urealistiske billeder af verdens tilstand, som i sidste ende kan få dem til at føle, at de ikke kan stole på budskaberne.

Læs mere på Videnskab.dk: Derfor skal vi passe på med at tale om, at vi har ’12 år tilbage inden klimakaos’

Greta-angreb kan kortslutte debat
Esben Bjerggaard Nielsen fortæller, at han har meget sympati for Greta Thunberg og hendes kamp for klimaet.

Men han ser også en retorisk ulempe i, at hun efterhånden er blevet en nærmest ikonisk frontfigur for aktivisterne.

»Det giver modstandere af grøn omstilling, hvad enten årsagen er ideologisk eller økonomisk, en person at gå efter i stedet for at gå efter videnskaben.«

»Jeg frygter på en måde, at vi kommer til at fjerne fokus fra vores viden om klimaet, og hvordan vi bør handle, fordi det kommer til at handle om Greta Thunberg som person,« siger Esben Bjerggaard Nielsen.

Læs mere på Videnskab.dk: Misogyni, vrede og de ord, visse mænd bruger til at beskrive Greta Thunberg 

Ingen afgørende handling efter Greta-protester
Mens det er usikkert, om Greta Thunberg generelt gavner formidlingen af god videnskab, er det lidt mere tydeligt, at hendes kamp for opmærksomhed om klimaet endnu ikke ser ud til at have den store effekt på de politikere, hun taler til.

Mennesker udleder samlet set kun mere og mere CO2, uanset at forskere og aktivister råber højt om, hvor vigtigt det er at sende færre drivhusgasser ud i atmosfæren. Og vi aner ikke, om eller hvornår tendensen vender.

»Om mere fokus til klimabevægelsen med tiden bliver omsat til mere handling er umuligt at sige. Vi må vente og se. Virkeligheden er, at vi ikke ved, hvordan vi får lande til at handle. Hvis vi vidste, hvordan vi gjorde det, ville de være i gang nu,« konstaterer Glen Peters.

Andre artikler på Videnskab.dk:

FN’s klimatopmøde manglede en afgørende ingrediens: Klimahandling 

Stor succes med grøn omstilling: Hele verden kan lære af lille by i Island

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.