Forskere: Disse sociale medier skader kærligheden

På Tinder kan vi blive tilfredsstillet uden at involvere os i et andet menneske. Derfor har dating appen succes, siger en sociolog.

På Tinder kan vi blive tilfredsstillet uden at involvere os i et andet menneske. Derfor har dating appen succes, siger en sociolog.

Er du på Tinder, Instagram, Grinder, YouTube, Facebook eller en anden social platform? Får du likes, og bliver du matchet? Så er du en del af en kultur, som kendetegner den tid, vi lever i.

I tidens onlinekultur hungrer vi efter likes, og vi elsker at få matches. Vi iscenesætter os selv og vores liv for at blive elsket, siger filosof Anne-Marie Søndergaard Christensen til Videnskab.dk.

»Vi lever i en gennemsyret visuel tid. Vi præsenterer hele tiden os selv på billeder, og vi stræber efter, at andre ser os på den helt rigtige måde.«

»Behovet for at blive set bunder grundlæggende i et ønske om at blive elsket. Vi tror, at selviscenesættelse er afgørende for, at nogen kan elske os. Men det er en massiv misforståelse,« siger Anne-Marie Søndergaard Christensen, der er lektor i filosofi på Syddansk Universitets Institut for Kulturvidenskaber, til Videnskab.dk.

Læs mere på Videnskab.dk: Er det farligt ikke at få sex?

Vi lever i en anti-romantisk tid
Anne-Marie Søndergaard Christensen er en af forskerne bag en nyligt afholdt konference, Love Etc, på Syddansk Universitet. 

På konferencen præsenterede kulturforskere fra en række lande deres tolkninger af det moderne menneskes syn på kærlighed, som det kommer til udtryk i ungdomsfællesskaber, i ny skønlitteratur, i reality-TV og på film. 

I populærkulturen ser de tegn på, at vi lever i en anti-romantisk tid, hvor: 

  • Kærlighed er besværligt og risikofyldt.
  • Kærlighed og parforhold spænder ben for karrieren.
  • Kærlighed og sex ses som et krav eller en præstation.   
  • Kærlighed bliver forbundet med selviscenesættelse.  

Valg af partner foregår på markedsvilkår. Hvis en potentiel partner ikke lever op til vores kriterier, shopper vi videre efter en anden.    

Læs mere på Videnskab.dk: Kan videnskaben forudsige kærlighed?

Selviscenesættelse sikrer ikke kærlighed
Ifølge Anne-Marie Søndergaard Christensen fører onlinekulturen til den fatale fejlslutning, at man kan sikre sig kærlighed ved at fremstille sig selv på en bestemt måde, som man gerne vil ses af andre.    

»Men ligegyldigt hvor meget tid man bruger på at gøre sig synlig og iscenesætte sig selv, kan man aldrig være sikker på, at man bliver set, og slet ikke at man bliver elsket,« siger hun. 

Hvis man vil være sikker på at have kærlighed i sit liv, er det bedste, man kan gøre, at rette blikket udad mod andre, i stedet for indad mod sig selv og sit eget image, argumenterer Anne-Marie Søndergaard Christensen.

SoMe bringer afstand frem for nærhed
Nærhed, nysgerrighed og gensidig forståelse er en forudsætning for ægte kærlighed og for, at andre ser en, som den man virkelig er, på godt og ondt. 

Onlinekulturen, for eksempel dating apps og sociale medier, spænder ben for tætte relationer og giver et forvrænget billede af, hvad det vil sige at blive elsket, mener Anne-Marie Søndergaard Christensen:  

»I stedet for at bringe os tættere på andre mennesker, får dating apps og sociale medier os længere væk fra hinanden, for det handler hele tiden om at positionere sig selv og redigere sit selvbillede,« siger hun og tilføjer:

»Det bliver et enormt egocentreret projekt, som skaber afstand frem for nærhed.«

Andre artikler på Videnskab.dk:

Har du et ansigt, som kvinderne kan lide?

Datingforsker: Disse faktorer påvirker, om du finder den eneste ene

Små ændringer i kropsholdingen kan øge din datingsucces

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.