Hjerteproblemer og ensomhed kan være en dødbringende cocktail

Hjertepatienter, som ofte føler sig ensomme, har en forhøjet risiko for at dø sammenlignet med patienter, der ikke føler sig ensomme.

Det er konklusionen i et dansk studie foretaget med data fra 13.446 danske patienter med såkaldt iskæmisk hjertesygdom, arytmier (uregelmæssig hjerterytme), hjertesvigt og hjerteklapsygdom.

Det skriver Videnskab.dk.

I løbet af et år var 394 af de 13.446 patienter døde, svarende til 3 procent af patienterne, og der var et mønster i dødsfaldene, afslører forskernes data.

De mandlige hjertepatienter, der havde erklæret sig ensomme, havde dobbelt så høj risiko for at dø inden for et år, sammenlignet med patienter, der ikke følte sig ensomme.

Og for ensomme kvinder var der tredoblet risiko for død inden for et år.

»Det er en overraskende stærk sammenhæng,« fortæller Anne Vinggaard Christensen, der er ph.d.-studerende ved Center for Hjerte-, Kar-, Lunge- og Infektionssygdomme på Rigshospitalet, til Videnskab.dk.

Hun er hovedforfatter på det nye studie, der netop er offentliggjort i det videnskabeligt tidsskrift Heart.

Specielt alenemænd har dårligt helbred
Studiet flugter med den store mængde forskning på området, fortæller Rikke Lund, der er professor på Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet.

Rikke Lund forsker i netop sammenhængen mellem sociale relationer og helbred, men har ikke været involveret i Rigshospitalets nye studie. Hun hæfter sig ved den meget store undersøgelsesgruppe, der mindsker den statistiske usikkerhed.

»De finder det, som vi altid finder, nemlig at det er helbredsmæssigt farligt at føle sig socialt isoleret. Specielt mænd, der bor alene, har vi altid fokus på, fordi det virkelig går hårdt ud over deres helbred. Det store spørgsmål er jo ikke, om det er tilfældet, men i stedet hvad vi skal gøre ved det,« siger Rikke Lund til Videnskab.dk.

10 tegn på depression og angst hos børn og unge – sådan opdager du det

En fjerdedel af hjertepatienter er ensomme
I det nye studie har Anne Vinggaard Christensen sammen med sine kollegaer bedt 13.446 danske hjertepatienter om at udfylde et spørgeskema, hvori de blandt andet svarede på, om de følte sig ensomme.

I den efterfølgende analyse undersøgte Anne Vinggaard Christensen, om de ensomme patienter også havde højere risiko for at dø.

Her viste det sig, at patienterne, der følte sig ensomme, havde dobbelt så stor risiko for at dø, sammenlignet med de patienter der ikke følte sig ensomme.

»Selv efter vi justerede vores resultater for andre risikofaktorer, såsom fedme, rygning, alder og andre sygdomme, var sammenhængen stadig meget stærk,« siger Anne Vinggaard Christensen

Et observationsstudie som dette kan man imidlertid ikke udpege årsagen, da det kun kan påpege statistiske sammenfald og ikke årsagssammenhænge.

Anne Vinggaard Christensen har dog et bud på, hvordan det muligvis kan hænge sammen – blandt andet at ensomme mennesker måske ikke lever så sundt som mennesker, der ikke føler sig ensomme. De ryger måske mere eller motionerer mindre, og det går så ud over helbredet.

»Teorien er, at det sociale netværk giver en følelse af tryghed, som er med til at beskytte mod stresspåvirkninger. Man har også i andre studier vist, at personer med et dårligt socialt netværk blandt andet har et dårligere immunforsvar og øget udskillelse af stresshormonet kortisol, og det er ikke godt for dem med dårligt hjerte,« slutter Anne Vinggaard Christensen.

Andre artikler på Videnskab.dk:

En ‘utilpasset’ virus rammer, når vi mindst venter det

Had ved første blik: Hvorfor er der folk, man ikke kan fordrage?

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.