Færre tilfælde af frygtet sygdom blandt ældre end forventet

Vi får flere ældre i Danmark. Det har vi vidst længe.

Fra 1996 til 2015 er ældrebefolkningen på 65 år eller derover steget med 32 procent.

En af de ting, der følger med alderdommen er demens, og derfor har man også regnet med, at den voksende ældrebefolkning – nærmest parallelt – vil lede til mange flere nye tilfælde af demens.

Men det er ikke sket, skriver Videnskab.dk.

Et nyt befolkningsstudie fra Nationalt Videnscenter for Demens viser nemlig, at  antallet af nye demenstilfælde procentvis har været faldende siden 2004.

Faldet er »overraskende« ifølge studiets hovedforfatter, Lærke Taudorf, der er ph.d.-studerende ved Nationalt Videnscenter for Demens.

»Jeg synes, det er meget interessant, at vi til trods for større ældre generationer og en stigning i forekomsten af mennesker, der lever med demens, fandt, at antallet af nye demenstilfælde har været faldende,« skriver Lærke Taudorf i en mail til Videnskab.dk.

Studiet bliver publiceret i den nyeste udgave af tidsskriftet Alzheimer’s & Dementia.

Pas på – dette øger risikoen for demens markant

Første studie af sin slags i verden
I studiet har man gransket 3 nationale databaser – Landspatientregistret, Det Psykiatriske Centralregister og Lægemiddelregistret – for at få overblik over tilfælde af demens blandt ældre danskere på 65 år eller over i perioden fra 1996 til 2015.

Blandt dem har forskerne kigget efter to ting:

  • Hvor mange nye tilfælde af demens, der har været i perioden – det kalder forskerne for incidens.
  • Hvor mange der samlet set er diagnosticeretmed demens i perioden – det kalder forskerne for prævalens.

Det er første gang, at nogen har set nærmere på netop disse to faktorer inden for demensramte i en hel nations ældrebefolkning.

Færre nye demenstilfælde
Allerførst skal det deklareres, at der samlet set – altså i prævalensen – er kommet flere demensramte i Danmark fra 1996 til 2015. Antallet af nye demenstilfælde er også steget fra 1996 til 2015.

Stigningerne i de totale tal er dog forventede, fordi der er kommet flere ældre.

Den store nyhed i studiet er, at andelen af nye tilfælde af demens i ældrebefolkningen – altså incidensraten – årligt er faldet med i gennemsnit 2 procent fra 2004 og frem.

»Det er en meget glædelig overraskelse,« fortæller Kasper Jørgensen, der er neuropsykologisk fagkonsulent i Nationalt Videnscenter for Demens og en af forfatterne bag studiet, til Videnskab.dk.

For et par år siden regnede han selv med, at en ti procent større ældrebefolkning ville lede til ti procent flere demenstilfælde, fortæller han:

»Men vores undersøgelse viser, at det ikke kan udregnes så mekanisk, og det er glædeligt at vide, at der ikke er så mange demenstilfælde, som vi havde regnet med,« tilføjer Kasper Jørgensen.

Befolkningsundersøgelser ikke er designet til at fortælle, hvad der kan være årsagen til faldet.

Det påpeger Mikael Thinggaard, der er adjunkt ved forskningsenheden for Epidemiologi, Biostatistik og Biodemografi på Syddansk Universitet.

Forskerne nævner dog, at nogle af forklaringerne kan være bedre behandling af risikofaktorer for demens, de ældre er begyndt leve sundere og man er begyndt at diagnosticere mere præcist.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Ni videnskabelige råd til at undgå demens

Kan spil forbedre din hjerne?

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.