Geo om kræft og skilsmisse: Mit liv er ændret for altid

Geo havde ellers forestillet sig det hele i detaljer: NU skulle han endelig frikendes efter kræftsygdommen. Høre fra overlægens egen mund, at nu var han RASK.

Femårskontrollen skulle fejres på Riget med champagne og chokolade sammen med datteren Effie, hans nye kæreste, hans mor og hans søster. Festen blev aflyst.

Ikke fordi han havde fået tilbagefald. Men fordi ny forskning desværre viser, at lige præcis den kræfttype, han er blevet behandlet for, har en øget risiko for at komme igen.

– Så de skal holde øje med mig i 30 år yderligere. Når jeg er 72, skulle jeg være rask! siger han med bidende ironi.

Geo har skrevet en bog, ”Hva’ så nu?”, fordi det var den følelse, han stod med efter først testikelkræft og siden lungekræft og kemo. Han ville gerne beskrive, hvordan en kræftsygdom forandrer livet for altid.

Hvordan han efter at have mistet sit lange hår – sit ”brand” som standupper – først ikke turde gå på scenen, fordi han var blevet skaldet og sårbar og ikke længere kunne se sig selv halvfuld, blødende efter et stage-dive og udstødende høje lyde. Så han måtte genopfinde sig selv.

Opmærksomme læsere vil måske have bemærket, at der stod ”hans nye kæreste” lige før. Sidst jeg interviewede ham, var han gift med Effies mor, men på Geos gadedør står der temmelig kryptisk ved dørklokken: ”Geo & Effie – Lægen”. For ”Hva’ så nu?” udviklede sig i selve skriveprocessen også til en usædvanligt åben bog om ægteskabelig krise og skilsmisse. Mænd, der får testikelkræft, har statistisk større risiko for at blive skilt end mænd med andre kræftformer, siger Geo, og han passer til statistikken.

Lægen er Geos nye kæreste, som hedder Ditte, og som han konsekvent kalder Lægen – de mødtes på en bar i Aarhus efter Geos skilsmisse fra Effies mor på et tidspunkt, hvor han havde lovet sig selv, at han aldrig mere skulle leve i et fast forhold …

Geo lettet over sin fars død: Jeg frygtede, han ville skade min datter

Hvad skal bogen?
– Efter sådan et forløb stiler man efter at komme tilbage til det sorgløse liv, det liv, man kender. Det kommer man bare ikke. Det kom meget bag på mig. For det første skulle jeg pludselig til at genoverveje, hvad jeg lavede professionelt. For det andet var jeg blevet prikket til. Jeg var blevet gjort opmærksom på: Du har altså en udløbsdato, hvad skal du nu i livet, er du glad for at være, hvor du er i det? Det er voldsomt store ting. Jeg havde også dårlig samvittighed over for min datter, som har set alle de her sygdomsting og syntes, jeg skulle gøre det så godt som muligt for hende hele tiden. Og ja … jeg begyndte også at overveje: Er det ægteskab, jeg er i, det, jeg skal være i? De ting står der ikke noget om i alle de brochurer, man læser på hospitalet. Det er godt, hvis bogen kan hjælpe folk til at være opmærksomme på, at der sker noget med livet bagefter.

Så bogen er Geos udvidede brochure til mænd og kvinder i samme situation?

– Ja. Jeg synes, de brochurer på hospitalet er så polerede og sterile. Jeg tænkte, det kunne være sjovere for folk at se det hele lidt mere råt for usødet. Jeg tror, det kommer bag på alle familier, hvor meget sådan noget ændrer på familiestrukturen.

Hvad gjorde sygdommen ved dit ægteskab?
– Det GIK jo ikke forrygende i forvejen. Men så tænker man: Nå, men vi har et barn, og skal vi ikke lige prøve, og det har jo været godt engang. Når man så opdager, at der er tidsbegrænsning på, begynder man at tænke: Er det det her, jeg vil spilde mit liv på? Man begynder i en helt anden grad at tænke: Hvad er godt i det her, og hvad er dårligt? Vi prøvede i tre år, der gik tre år, før vi blev skilt. Jeg tror bare, at sådan en sygdomsperiode er med til at give det et ekstra skub. For man kan altid gå og tænke: Vi har jo et barn sammen, og alle har problemer, og det er også rart, at der kun er halv husleje. Men pludselig bliver man ligeglad med halv husleje. Pludselig er penge ligegyldigt. Så vil man bare hellere være lykkelig og bo i en mindre lejlighed. Sådan en sygdomsperiode sætter virkelig toget med tanker i gang.

– I den periode på syv-otte måneder, hvor jeg får det konstateret og bliver opereret og er i kemo og nogle måneder efter – dér var vi gode, dér skændtes vi ikke, vi kæmpede mod sygdommen. Men så snart det var overstået, gik det bare tilbage til, hvad det havde været og endnu værre.

Hvad siger eks’en mon til at være del af en bog, der blandt andet handler om optakten til skilsmissen? Geo var begyndt på den, mens de stadig var sammen, og en dag han og Effie tog til en fødselsdag, blev hun hjemme for at læse, hvad han indtil da havde nået at skrive.

– Hun syntes, det var for personligt. Så jeg ved ikke … jeg ved faktisk ikke. Jeg har ikke sådan rigtig kontakt med hende, jo, vi snakker praktisk sammen om Effie, men vi er ikke personlige venner mere. Men jeg håber jo ikke … altså jeg synes ikke, jeg skriver noget om hende, som man ikke ville kunne holde til at høre.

I bogen beskriver han, hvordan han en dag – efter endnu en ophedet diskussion skriver et brev. Brevet starter med sætningen ”Jeg vil skilles”. Han putter det i lommen. Går med det i tre uger. Indtil en aften, hvor en begyndende diskussion lurer og får ham til at tage beslutningen. Han giver hende brevet, beder hende læse det og advarer hende om, at det ikke er rar læsning. Den aften er det slut.

Geo efter kræften: Ikke sjovt at være kendt og syg

Svigerfars morgenkåbe
Det siges jo, at ”mænd finder en ny, og kvinder finder sig selv”. Men Geo fandt ikke en ny. Han fandt sig selv. Før han så fandt en ny. Og det var slet ikke planen.

– Jeg var SÅ træt af kvinder.

Nå? Der er et billede i bogen. Fra påsken 2017. Af Lægen og Geo – han er i badekåbe og med udpræget morgenhår. De sidder ved et spisebord. Geo siger:

– Jeg sidder i min kommende svigerfars morgenkåbe, og Lægen og jeg skriver bryllupsinvitationer. Da jeg kom tilbage til det kontor, jeg deler med nogle andre, fortalte jeg, at jeg havde været i Aarhus hos min svigerfamilie, og viste dem billedet. De var helt smadrede af grin og sagde: ”Det er halvandet år siden, du sagde: ”Jeg skal ALDRIG i forhold mere, og jeg HADER kvinder, og hvis jeg endelig skal, så skal vi aldrig bo sammen, og vi skal have et åbent forhold, og jeg skal bare ikke binde mig mere!”. Og nu sidder du i din svigerfars morgenkåbe og skriver bryllupsinvitation-
er …”. Men jeg er lykkelig, ikke?

Måske børn på vej
– Jeg er jo noget steril dernede. Det er en underlig ting, at man ikke bare kan gå i gang og se, hvad der sker.

I en dybfryser på Riget står 12 ”strå” med sædceller tilhørende Christian Geo Heltboe. De er hans eneste mulighed for at sikre sig genetiske arvinger. Han nåede at redde en portion sædceller før kemoen – i et lille dertil indrettet rum på Riget med verdens dårligste og mest slidte pornoblad som eneste hjælpemiddel.

– Men der er jo risiko for, at de dør, når de bliver tøet op. Det gør mig sådan helt huuu … Vi vil jo gerne have børn. Det er planen. Jeg vil virkelig gerne have et barn eller to mere. Give Effie en bror eller søster, og giv Lægen et barn. Lægen har ikke børn endnu, forhåbentlig får hun det med mig.

Er der mere mælk?

Lisbeth Wulff og Rasmus Botoft: Vi havde en affære

Geo siger, at han simpelthen ikke kan huske situationer, hvor han har grædt – før sygdommen.

– Nu skal der intet til, og især når det er noget med børn. Før var jeg også så bange for, hvad folk tænkte, hvis jeg viste noget personligt offentligt og egentlig måske også privat. Nu er jeg så bedøvende ligeglad. Man bliver så dejligt ligeglad med, hvad folk tænker. Jeg synes virkelig, jeg er blevet mere følsom. Jeg HAR jo også fået fjernet halvdelen af min mandighed – måske har jeg mindre testosteron … Lægen siger også, at hun nogle gange er så irriteret over, at jeg altid vil tale om de store ting. Livet. Hvor vi vil hen. Hun vil bare også tale om vejret en gang imellem. Og om vi har mere mælk. Men jeg vil ikke spilde tiden! Vi skal tale om STORE ting. Hun bliver prøvet! Hun er en prøvet dame.

Vi må have Lægen på banen. Så her kommer Ditte. Lillebitte med stort smil. Geo siger om hende, at hun ”selv i regnvejr bare stråler og er så smuk”.

Hvordan tør du binde an med en mand med Geos bagage?

Ditte: – Med sygdommen, tænker du? Jeg er meget optimistisk anlagt. Når man forelsker sig i en, kan man jo heller ikke tænke rationelt. Men i mit job tænker jeg selvfølgelig meget rationelt, og han HAR fået kemoen, og det går godt, og han har det godt. Derfor tænker jeg ikke så meget over det.

Hvad kan du lide?

Ditte: – Haha, jamen alt, tror jeg. Mest af alt, at han er sød og meget omsorgsfuld. Og så er han bare sjov, det er bare en fest at være sammen med ham.

Geo: – Lagde du mærke til, at hun ikke sagde: ”Han er pæn”?

Ditte: – Jeg synes, du er MIDDELpæn – kan man sige det sådan?

Geo: – Hold da kæft …

Ditte: – Jamen, man tager jo ikke nogen for det ydre!

Geo: – Tak. Det var rigtig fedt, du kom forbi …

Så griner de. Og Ditte går igen. Og nej, siger Geo, han taler ALDRIG med Lægen om sygdom, for ”det kan hurtigt komme til at handle om sygdom, det hele, især hvis den ene er læge”. Geo siger også:

– Jeg friede til Lægen, 12 timer efter at hun var flyttet ind. Jeg har jo vidst længe, at jeg gerne ville giftes med hende, for nu har jeg mange års erfaring med kærlighed, og jeg kunne mærke, at den følelse, jeg har for Lægen, er den vildeste, jeg nogensinde har haft. Jeg var ikke i tvivl.

Geo viser nye sider af sig selv. Øver BRUDEVALS, er helt indforstået med, at han og Lægen selvfølgelig, som traditionen foreskriver, sover hver for sig natten før brylluppet. 23. september siger Geo og Lægen ja til hinanden.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes