Er du introvert? Få 10 gode råd til at passe på dig selv

Helt overordnet siger man, at forskellen på at være introvert og ekstrovert handler om, om man får energi af at være alene eller af at være sammen med andre mennesker.

Hvor ekstroverte får energi af at være sammen med andre, lader introverte bedst op alene.

Men husk: Det kan godt snyde. Som introvert kan du f.eks. godt føle dig træt og derfor tro, at du har brug for at være alene, men måske dækker din træthed over ked af det-hed eller understimulering, og så har du i virkeligheden måske bedst af selskab.

Ligesom det eneste, en ekstrovert med tre små børn drømmer om, kan være alenetid, mens en introvert, der bor alene, kan længes efter selskab.

Derfor er det heller ikke altid helt sort/hvidt, om man er ekstrovert eller introvert. Men hvis du ikke er i tvivl om, at du hører til den sidste gruppe, så får du her 10 gode råd fra psykoterapeut (og introvert) Ilse Sand til at være glad i hverdagen som introvert, så du på den måde passer på dig selv.

1# Du skal ikke bare indordne dig

Der er en række uskrevne regler i vores samfund, der gør det svært for en introvert person at agere i forhold til sin natur: Fester er sjovt. Man bør takke ja til en invitation, hvis man kan komme.

Uanmeldte gæster skal inviteres indenfor, osv. Og det kan være svært for den introverte f.eks. at sige, at det ikke passer én at få besøg lige nu, når der står et vennepar ude foran døren med en flaske vin i hånden – også selv om det at få besøg føles decideret ubehageligt, fordi man lige sad fordybet i en god bog.

Derfor går mange introverte også på kompromis med sig selv, hvilket på sigt fører til lavt selvværd, fordi de prøver og prøver at opføre sig som forventet og derfor sidder tilbage bagefter med følelsen af at have opført sig kunstigt.

Introverte har brug for at lytte indad og i højere grad følge egne signaler og værdier frem for blot at følge den store flok. Derfor skal du som introvert heller ikke indordne dig, men lære at sige til og fra.

F.eks. hvis du gerne lige vil have et praj, før folk har tænkt sig at komme på besøg. Når du på den måde står ved dig selv, kan det paradoksalt nok ofte give ro og overskud til at undersøge, om du kan komme nogle af dine udfordringer til livs.

Når andre holder op med at udfordre dig, får du nogle gange lyst til at udfordre dig selv.

Introvert eller ekstrovert? Måske er du begge dele – læs om de ni tegn her

2# Læn dig op ad andre introverte

Selv om du måske føler dig anderledes end folk omkring dig, er du langtfra alene. Undersøgelser har vist, at 30-50 procent af os er introverte.

Og selv om det kan lade til, at verden i dag er funderet på ekstroverte værdier, hvor det handler om at være fremme i skoene, så ser det altså ikke sådan ud alle vegne.

F.eks. vil du sandsynligvis opleve, at folk bliver mindre ekstroverte, jo mere du kommer ud på landet. Derudover har de sociale medier også gjort det nemt for introverte at komme i kontakt med hinanden. F.eks. er der store (særligt udenlandske)

Facebook-grupper, hvor du kan hente opbakning og diskutere ting som det at gå ud at spise alene – en ting, nogle introverte godt kan lide, men kan have svært ved at gøre.

På den måde har tiden gjort, at det er blevet nemmere at tale om det at være introvert og ikke lade sig kue af ekstroverte værdier.

3# Lad ikke din introverthed blive en sovepude

Selv om du er introvert, så brug det ikke som en undskyldning for stilstand. Du udvikler dig, og tiden ændrer sig.

Enhver ny alder eller livssituation har sine muligheder og udfordringer og kræver, at du forholder dig til dig selv og måske lærer at håndtere det, du slås med, på nye måder.

Hvis du, hver gang du støder ind i en begrænsning, tænker, at det skyldes, at du er introvert, risikerer du at gå glip af de muligheder, livet har at byde på.

4# Vælg den rigtige motion

Som introvert kan det være anstrengende at være en del af en større gruppe, fordi der er så mange relationer, du skal overskue, og så mange mennesker at forholde sig til.

Derfor kan holdsport som håndbold eller fodbold også virke utiltrækkende. Mange introverte mænd fortæller også, at det mest anstrengende ved at gå til f.eks. fodbold er den øl, man forventes at drikke sammen med de andre bagefter træningen og kampene.

Derudover er der også en del introverte, der ikke er særligt konkurrencelystne, hvilket vil sige, at de ikke spiller for at vinde, men for at have det sjovt, og så kan det jo være lidt svært at være en del af et hold, hvis de andre ikke har det på sammen måde.

Af de ovenstående grunde vil mange introverte derfor også finde sportsgrene som yoga, atletik, badminton og løb mere tiltrækkende, fordi man enten er alene eller sammen med få andre.

5# Find ro på storrumskontoret

En udfordring for mange arbejdende introverte er storrumskontoret. For at undgå den forstyrrende larm, der kan følge med, sidder nogle introverte med høretelefoner på, der kan dæmpe støjen og give dem mulighed for at koncentrere sig.

Heldigvis er der også kommet en mere udbredt forståelse fra arbejdsgivernes side om, at det kan være svært for introverte at arbejde optimalt, når der ikke er ro omkring dem.

Derfor er der også nogle, der får lov til at arbejde hjemme en dag eller to om ugen eller får en bærbar, de kan tage med sig ind i et mødelokale, når opgaverne kræver særlig koncentration.

Få gode råd til, hvordan du kan lære at sige nej på en pæn måde.

6# Find balancen

På arbejdspladsen har man jo kolleger, og når der er frokostpause, føler mange introverte, at de skal sidde ved det store bord sammen med dem, selv om de måske har mest lyst til at gå en lille tur eller sidde ved et mindre bord med en enkelt kollega eller to.

Dér skal man selvfølgelig give sig selv lov til at gøre det, der gør, at man slapper bedst af, samtidig med at man skal være opmærksom på, at det er en balancegang, for de fleste vil jo også gerne føle sig som en del af flokken.

Et kompromis kan være, at man sidder ved det store bord, men giver sig selv lov til at sidde i sine egne tanker.

7# Giv dig selv lov til at gå tidligt fra festen

Fester er ikke altid fest, når man er introvert. Faktisk kan de være temmelig anstrengende. Når du går til fest, kan du gøre det lettere for dig selv på én eller flere af følgende måder: Skab mulighed for, at du kan gå tidligt hjem uden at få dårlig samvittighed.

Allerede når du takker ja til indbydelsen, kan du f.eks. sige, at du håber, det er o.k., du ikke bliver så længe. Under festen kan du gå måske ind i et stille rum, når du lige trænger til en pause, eller sætte dig sammen med en lille gruppe.

Og husk: Selv om der er introverte, der foretrækker at gå tidligt, så er der altså også introverte, der kan lide at blive til festen ud på de sene nattetimer, fordi det ofte er dér, samtalerne bliver mere vedrørende, og dem vil de gerne være med til.

 Er du introvert? Så kan du sikkert genkende disse ubehagelige situationer

8# Sæt telefonen på lydløs

Er man introvert, holder man af at fordybe sig. Og når man er fordybet i f.eks. en kreativ proces, kan et telefonopkald være meget forstyrrende.

Især hvis den, der ringer, vil have dig til at tage stilling til et eller andet. Derfor er et godt råd at gøre som mange andre introverte: Sæt telefonen på lydløs.

9# Dyrk ikke-stimulerende aktiviteter

Som introvert har du ofte brug for at ”aflade” dig selv med aktiviteter, der giver mening uden at være stimulerende, så du får tid og ro til at bearbejde dine tanker og følelser.

Her er nogle af de aktiviteter, du som introvert måske kan have glæde af at kaste dig over: Strikning, løb, yoga, fodbad, tale med mennesker, som er gode lyttere, skrive dagbog, være kreativ, lave mad.

10# Tag hensyn til de ekstroverte

Ekstroverte kan ofte blive nervøse, når de er i kontakt med introverte, fordi de ikke kan finde ud af, hvor de har personen. De kan ikke lure, hvad der foregår inde i hovedet på dem, fordi de ikke taler så meget.

Derfor kan det være en god idé, at man som introvert siger, hvad man har brug for, f.eks.: Jeg har ikke lyst til at sige så meget, men jeg nyder at være her.

Eller: Hvis jeg ser lidt fraværende ud indimellem, er det, fordi jeg er optaget af mine egne tanker. Det har ikke noget med dig at gøre.

Kilde: “Introvert eller særligt sensitiv – guide til grænser, glæde og mening” af Ilse Sand.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes