4 grunde til, du har brug for søvn

Vi bruger omkring en tredjedel af et døgn på at sove, og kroppen har da også hårdt brug for det. Årsagerne til, at kroppen har brug for søvn, har altid interesseret forskerne, og de har også fundet flere af dem.

Et studie fra University of Rochester Medical Center har eksempelvis konkluderet, at et særligt udrensningssystem i hjernen næsten er 10 gange mere aktivt, når vi sover, end når vi er vågne.

Det kunne altså tyde på, at hjernen ’bærer skraldet ud’ i løbet af natten. Og denne proces kan måske forklare søvnens energigivende egenskaber, forklarer Maiken Nedergaard, der er læge, studieforfatter og leder af universitets Center for Translational Neuromedicine.

Hvor varmt er dit soveværelse? Her er temperaturen, der er bedst at sove i. Læs om den på Søndag.dk

Huffington Post har her samlet nogle årsager til, at vi har brug for søvn hver nat:

  1. For mere effektivitet

– Alle arter har tidspunkter, hvor de har brug for at være aktive, og hvor de ikke har. Du kan se, at arterne optimerer perioderne med inaktivitet ved at tilpasse sig omgivelserne, siger Jerome Siegel, der er søvnforsker ved UCLA.

Han undersøgte flere dyrearter og fandt bl.a. ud af, at den brune flagermus sov 20 timer om dagen og kun er vågen ved skumringen, hvor møl og myg er mest aktive og som dermed lettere kan fanges.

– Hvis den var vågen i længere tid, ville den bruge mere energi og ville dermed ikke have så stor succes med at jage, og hvis den var vågen om dagen, ville den udsætte sig selv for farlige rovfugle, der kan se bedre, end den selv kan, forklarer Jerome Siegel.

Derfor må du godt tage en middagslur + 5 andre facts om søvn på Femina.dk

  1. For at bevare energi

Forskere mener, at søvnen kan være en måde at bevare energi på. Kaloriebehovet falder nemlig, når vi sover, så det er måde for kroppen at spare ressourcer på, når føden er knap, siger forskere fra Harvard Medical School.

  1. For at reparere

Kroppen har brug for søvn for at have ro og mulighed for at reparere skaderne, som kroppen har fået i løbet af dagen. Det viser forskning fra Harvard Medical School.

Forskerne peger på, at mange genoprettende processer i kroppen såsom muskelvækst, reparation af væv, proteinsyntese og frigivelsen af væksthormon sker mest eller kun, når vi sover.

Forskning har også konkluderet, at søvnen fordobler produktionen af særlige reparationsceller i hjernen. Den dybe søvn, som vi hver nat i perioder er i, er ifølge mange forskere den del af søvnen, hvor flest reparationer finder sted.

Sådan vil kvinder helst sove. Læs hvordan på Søndag.dk

  1. For at lære og huske

Søvnen er ganske vigtig for vores evne til at huske og lære – også for børns udvikling.

Forskere har testet teorien ved at lade testdeltagere udføre en hukommelsesopgave såsom at lære teksten til en sang eller en liste med ord udenad og herefter enten sove eller holde sig vågen. Og de personer, som huskede bedst, havde taget en lur, siger læge Harvey B. Simon om undersøgelsen.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes