Udskydelse af menstruation: Hvordan gør du, og er det farligt?

P-piller kan udskyde menstruation, men er det nogen god idé?

P-piller kan udskyde menstruation, men er det nogen god idé?

Du har med sikkerhed overvejet at udskyde din menstruation minimum en gang eller 100, siden du fik den. Det kan være, fordi du ved, den kommer, mens du er på ferie, eller fordi du måske er en af dem, der lider af voldsomme menstruationssmerter.

Årsagen til behovet for udskydelse af menstruation er egentlig ligemeget, der er bare nogle få ting, du skal være opmærksom på, inden du vælger at gøre det.

Nyheds- og livsstilsmediet MY DAILY SPACE har talt med Annemette Lykkebo, ledende overlæge på afdeling for kvindesygdomme og fødsler på Kolding sygehus, for at blive klogere på, præcis hvordan udskydelse af menstruation fungerer, hvad du skal være særligt opmærksom på, og om det er farligt.

Læs også på MY DAILY SPACE: Præventionsbattle: Hvad er bedst? P-piller eller spiral? 

Spring din menstruation over med p-piller
Det er faktisk utrolig nemt og overskueligt at udskyde sin menstruation, da det eneste, det kræver, er, at du ikke holder den sædvanlige pause med dine p-piller, når du har taget pillerne i de tre uger, som der er til i en pakke.

Kort sagt vil det sige, at du bare skal begynde på en ny pakke, når du ikke har flere piller tilbage i din nuværende.

Dog er der en ting du, ifølge Annemette Lykkebo, skal være opmærksom på:

– Du kan udskyde din menstruation med langt de fleste piller, men der er nogle piller, der ikke er egnet til det. Der findes flere forskellige slags p-piller, og dem, der bruges til udskydelse af menstruation, skal indeholde det samme hormon i alle p-piller i pakken.

– Langt det fleste har det, men nogle adskiller sig. Så det er vigtigt at være opmærksom på, om de p-piller, du får, er egnet til det her.

Læs også på MY DAILY SPACE: Symptomer på skedesvamp: Oplever du ulidelig kløe, svie og rødme?

Du behøver ikke bløde hver måned
Der er i mange år blevet rådgivet om, at man altid skal have sin menstruation reglmæssigt, når man er på p-piller, men det er ikke tilfældet længere.

Ifølge Annemette Lykkebo er det faktisk en myte, at du skal have en blødning hver eneste måned, for det behøver du overhovedet ikke, fortæller hun:

– Da man lavede p-pillerne i sin tid, tænkte man, at man ville efterleve den naturlige cyklus. Normalt i en cyklus bliver livmoderslimhinden tyk, således at den er klar til at modtage et æg, hvis man bliver befrugtet. Men hvis ægget ikke bliver befrugtet, så skubber livmoderen den tykke slimhinde ud, og det er så det, der er menstruationen.

For at visualisere, hvad der sker med din krop under din menstruation, sammenligner Annemette Lykkebo livmoderen med en form for ballon: Det er på indersiden af ballonen, at slimhinden sidder fast, men hvis du ikke bliver gravid, skubber ballonen den tykke slimhinde ud, hvilket er menstruationen.

– Når man bruger p-piller, så vokser slimhinden meget, meget langsommere, og fordi den vokser så langsomt, kan man udskyde sin menstruation, da det først er efter 2, 3, 4 måneder eller flere, at den bliver så tyk, som hvis man ikke fik p-piller. Så når den når den tykkelse, får man en pletblødning, fordi slimhinden nu har vokset sig så stor, at den skal ud.

Læs også: Underlivsordbog: Vulva, vagina, fisse, skede, venusbjerg… Hvad er hvad?

Du kan udskyde din menstruation, så længe du vil
Hvis du tidligere har overvejet en udskydelse af din menstruation, har du helt sikkert oplevet, at din mor eller en veninde har fortalt dig, at det måske ikke er den bedste idé, og at det er virkelig usundt for din krop.

Denne udbredte opfattelse skyldes ifølge Annemette Lykkebo, at det var den rådgivning, der blev givet, da p-pillen kom på markedet. Men det er slet ikke nødvendigt længere:

– Der er ikke noget i vejen for at have en lang cyklus. Den kan vare tre måneder, men den kan også sagtens vare længere. Vi anbefaler faktisk kvinder, der får smerter under menstruation at have den så lidt som muligt. Når der så kommer en pletblødning, så holder du en pause, og så starter du igen. Nogle ved ikke med sikkerhed, hvornår pletblødningen kommer, så de beslutter selv at holde pause for eksempel hver tredje måned.

Læs hele artiklen om at udskyde menstruation på MY DAILY SPACE.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes