Jomfruhinden: Myter og fakta om kønskransen og en synligt mistet mødom

Overlæge mener, at kvinder skal tage det roligt og afslappet med hensyn til fordommene om jomfruhinden

Overlæge mener, at kvinder skal tage det roligt og afslappet med hensyn til fordommene om jomfruhinden

Jomfruhinden har i mange år været et stort samtaleemne, der er præget af mange myter og misforståelser.

MY DAILY SPACE har snakket med Annemette Lykkebo, ledende overlæge på afdeling for kvindesygdomme og fødsler på Kolding sygehus, for at opklare nogle af de mange myter omkring den der jomfruhinde.

Læs også på MY DAILY SPACE: 14 ting, du kender, når du har menstruation

Fakta: Jomfruhinden er slet ikke en hinde
Vi kendte den tidligere som jomfruhinden, men i 2013 besluttede eksperter at omdøbe den til kønskransen. Det er der ifølge Annemette Lykkebo en meget simpel grund til.

– Tidligere blev den omtalt som jomfruhinden, men det synes vi er misvisende, for det er ikke en hinde, der dækker. Det er en slimhindefold, der sidder i en krans ved skedeindgangen – som også er det snævreste sted i skeden – og derfor er kønskrans et meget bedre navn, siger hun og fortsætter:

– Jeg synes, det er skræmmende, hvor mange myter der kan opstå baseret på et navn. Bare se på, hvor mange forskellige misforståelser og myter, der er kommet frem med årene, fordi mange har haft en opfattelse af, at kønskransen er en hinde.

Netop navnet jomfruhinden har skabt mange bekymringer blandt unge kvinder, der endnu ikke har haft deres seksuelle debut, da der er en udbredt misforståelse om, at der altså er tale om en hinde, der sprænger, første gang man har sex. Men er det nu også tilfældet? Den myte – og mange andre – vil vi se nærmere på nu.

Læs også på MY DAILY SPACE: Endelig: Fire kvinder vil gøre det rart at gå til gynækolog

Myte: Jomfruhinden brister altid, første gang man har sex

Du har sikkert hørt udtrykket “at få taget sin mødom” mange gange. Heri ligger en opfattelse af jomfruhinden – eller kønskransen –  som værende en form for massiv væg, der dækker din inderste lady business og simpelthen skal trænges igennem, første gang du har sex, hvilket så vil resultere i, at jomfruhinden sprænger som en ballon.

Det er en rimelig udpræget opfattelse af jomfruhinden, og den er desværre langt fra sandheden, fortæller Annemette Lykkebo:

– Der er stor variation i forhold til, hvad der kan briste “jomfruhinden”. Jeg tror på, at der kan komme nogle rifter på kønskransen, hvis du for eksempel går i spagat eller rider, men der hvor det oftest skader, er når noget passerer forbi kønskransen – her kan der være tale om en finger, en tampon eller en penis, siger hun og fortsætter:

– Du kan sammenligne jomfruhinden med en elastik. Der sidder en elastik dernede: Hos nogle kan den strammes, uden at der sker noget. Andre gange kan der komme sprækker i, fordi den er lidt for stram i forhold til det, der skal forbi. Så udvider den sig, og det kan resulterer i nogle rifter.

Læs også på MY DAILY SPACE: Årtiers dusktrends: Kvinders kønsbehåring gennem tiden

Myte: Det gør altid ondt og bløder, når jomfruhinden brister

En anden udbredt opfattelse er, at det altid gør ekstremt ondt og bløder ud over det hele, når din jomfruhinde brister. Det hænger lidt sammen med opfattelsen af jomfruhinden som en hinde, der skal trænges igennem, hvilket giver et klart billede af, hvor smertefuldt, det må være, når der kommer noget op. Men det er heller ikke helt tilfældet, mener Annemette Lykkebo:

– Det kan godt give lidt smerter, første gang du bruger en tampon eller har samleje, men der er ikke noget gældende. Der er færre kvinder, der bløder og flest, der ikke gør. Men alligevel er der en udbredt misforståelse om, at man skal bløde første gang, og det er simpelthen ikke tilfældet. Man siger, at halvdelen af alle kvinder – sådan cirka – bløder, når kransen brydes.

– Det kan selvfølgelig gøre ondt, første gang du har sex, men det har ikke nødvendigvis noget at gøre med din “jomfruhinde”. Jo mere du slapper af ved første samleje, jo større sandsynlighed er der for, at det bliver rart. Det kan sagtens gøre ondt, hvis du ikke er våd nok, så det spiller også en rolle.

En af Annemette Lykkebos vigtigste pointer er, at det langt fra er alle, der bløder, og at blod i forbindelse med samleje ikke nødvendigvis kommer fra kønskransen, men kan skyldes, at man ikke slapper af. Det kan resultere i rifter i underlivet, der så kan være årsag til en eventuel blødning.

Læs også på MY DAILY SPACE: Blærebetændelse: Myter og fakta om kulde, tranebærjuice og sexbakterier

Myte: Det er ikke alle kvinder, der har en kønskrans

En af de mindre udbredte myter lyder på, at det ikke er alle kvinder, der har en kønskrans – eller “jomfruhinde”. Det er dog endnu en myte, som Annemette Lykkebo skyder ned:

– Langt, langt, langt de fleste kvinder har en slimhindefold ved skedeindgangen. Det er egentlig bare en fold, men der er jo variationer i dens udseende. Der er også nogen, der har en lille antydning af det, hvor det ligner frynser. Det er meget forskelligt fra kvinde til kvinde: Vi har en alle sammen, men de er meget forskellige.

– De fleste kvinder har en slimhindefold. Det er langt det hyppigste. Der er dog også nogle kvinder, der har en halvmåneformet hinde. I de meget sjældne tilfælde – og her er tale om en ud af 2.000 eller 3.000 – har kvinder en decideret hinde, men det vil blive opdaget inden det første samleje, da menstruationsblodet simpelthen ikke kan komme ud.

Se de tre sidste myter på MY DAILY SPACE.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes