Lyst, størrelse og behov: Myter om mænd og sex

Billedet af manden i 2018 bør nuanceres, siger sexolog.

Billedet af manden i 2018 bør nuanceres, siger sexolog.

Mænd har behov for regelmæssig sex, og de vil helst selv tage initiativet. Sådan lyder et par af de myter, som sexologerne Jesper Bay-Hansen og Ann-Marlene Henning punkterer i bogen ‘Hvad alle bør vide om mænd – pik, potens og parforhold’.

»Der er mange myter om mænds seksualitet, og de gennemsyrer vores samfund. For eksempel at manden skal tage initiativet og altid har lyst til sex. Eller at han skal leve op til det, man ser i pornofilm. Det er vigtigt at frigøre sig fra de myter og finde ud af, hvad man som par har lyst til, og ikke, hvad man forventes at gøre. Myter giver et præstationspres,« siger han.

Forskere: Snart vil nogle mennesker foretrække sex med robotter

Men myterne opstår vel af noget?
»Det gør de måske nogle gange, men de giver et meget unuanceret billede af manden. Der er jo utallige måder at være mand på i dag. Myterne er overleveret fra generation til generation, men meget har ændret sig, blandt andet kønsrollerne, og der er behov for at korrigere myter og fordomme om mænds seksualitet,« siger Jesper Bay-Hansen, der også er læge.

Hans råd til mænd er at tænke hele kroppen som ét stort seksuelt organ – og ikke kun kønsdelene. Og at træne bækkenbunden, for det kan hjælpe på alt fra inkontinens til rejsningsbesvær og tidlig sædafgang.

5 myter – om størrelser og sexlyst
  1. Mænd tænker altid på sex og har altid lyst
    »Det er bestemt ikke rigtigt. Mange mænd tænker ofte på sex, og det gælder i øvrigt også kvinder. Myterne og de gamle mønstre siger, at kvinder skal være kostbare og undertrykke deres seksuelle behov, og at mænd altid tænker på sex og altid har lyst. Hvis vi tror massivt på det, så ser vi også forskellene. Jeg får hver uge nye par i min konsultation, hvor kvinden har mere lyst end manden, og de tror, at det er dybt unormalt. Hvis vi taler om, at mænd altid har lyst til sex, hvad så med manden, der ikke altid har lyst – er han aseksuel? Nej, formentlig ikke.«
  2. Mænd vil helst selv tage initiativ til sex
    »Det er en skrøne. Det kan også blive et pres for manden, at det ligger i de gamle roller, at han skal tage initiativet. Mange mænd finder en frihed i, at partneren tager initiativet. Mænd vil gerne bekræftes og kan også have lyst til at blive forført.«
  3. Størrelsen betyder meget for mænd og deres partnere
    »Det gode budskab er, at langt de fleste mænd er store nok forneden. En stor britisk undersøgelse har vist, at knap 70 procent har en penis, der måler 7,5-10,7 centimeter i slap tilstand og 11,4-14,8 centimeter i stiv tilstand. Kun 0,14 procent af alle mænd har det, som lægerne kalder mikropenis. Mange mænd tror, at størrelsen betyder meget for deres partner. Men det er mindst lige så vigtigt, hvordan man bevæger sig og bruger hele kroppen, bækkenbunden og vejrtrækningen under sex. En veludrustet mand kan ikke bare læne sig tilbage og tro, at størrelsen er nok i sig selv. I øvrigt findes de fleste nerveender i en kvindes skede i den yderste tredjedel, så også der betyder størrelsen mindre, end de fleste tror.«
  4. En mand har brug for sex for at føle sig elsket
    »Sex kan bekræfte os i at føle os elsket. Men der er også forhold, hvor ingen af parterne har lyst til sex, men elsker hinanden alligevel. Og man kan have sex med en prostitueret – eller endda en partner – uden at føle sig elsket. Der mangler undersøgelser på området, men jeg ved, at en del mænd ikke føler det helt store afsavn, når de ikke har sex. Andre føler omvendt et meget stort savn. Men mange vil føle sig bekræftet i kærligheden, når de har sex, som begge parter nyder.«
  5. Mænd har behov for sex mindst et par gange om ugen
    »Nogle mænd taler om, at de får spændte testikler, hvis de ikke har sex. Men der er ingen, der dør af ikke at have sex. Det er vigtigt at huske, for det kan hurtigt blive et pres, i et forhold hvis man ikke har samme behov. Det kan aldrig blive partnerens ansvar, at manden får ‘taget trykket’. Så må han klare det på egen hånd. Det er også en lidt provokerende myte, for hvorfor siger vi ikke om en kvinde, at hun har behov for sex et par gange om ugen?«

Kilde: Læge og klinisksexolog Jesper Bay-Hansen og bogen ‘Hvad alle bør vide om mænd’

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes
1