Oplevelser i byen
Nyheder, debat og guides fra København
Lokale ugeaviser
Københavns erhvervsavis

Forskere: Forarbejdet mad kan gøre os fede og syge

Nye studier fra flere lande peger på, at vi spiser mere forarbejdet mad, og det mener flere forskere er problematisk. Det skriver Forskning.no ifølge Videnskab.dk.

Ultraforarbejdet mad er en fællesbetegnelse for stærkt forarbejdede fødevarer, som typisk indeholder stoffer, vi kun meget sjældent finder i køkkenet.

Typiske eksempler er blandt andet sodavand, langtidsholdbare bageriprodukter, søde morgenmadsprodukter, færdiglavede gryderetter, billige pølser, kyllingenuggets, margarine, energibarer samt færdige desserter.

Undersøgelser fra USA, Norge og flere europæiske lande viser, at mere end halvdelen af den mad, vi køber, hører hjemme i gruppen af stærkt forarbejdede fødevarer.

Og det mener adskillige forskere er problematisk. De argumenterer for, at de nye madvarer spiller en rolle i vores stadig stigende problemer med fedme og metabolisk relaterede sygdomme.

I den seneste udgave af tidsskriftet Nutrients opsummerer Marit Zinöcker fra Bjørknes Høyskole og Inge Lindseth fra Balderklinikken forskningen om mulige sammenhænge mellem stærkt forarbejdede fødevarer og fedme.

»Det var et forskningsmiljø ved universitetet i São Paulo med Carlos Augusto Monteiro i spidsen, som startede det hele,« fortæller Marit Zinöcker til Forskning.no, Videnskab.dk’s norske søstersite.

Læs også på Videnskab.dk: Træning, der fjerner fedtet

Studie: Forarbejdede fødevarer skyld i fedme
De udtænkte NOVA-klassifikationssystemet, som grupperer vores mad i fire kategorier:

  • Ubearbejdet eller minimalt forarbejdet mad.
  • Forarbejdede kulinariske ingredienser.
  • Forarbejdet mad.
  • Ultraforarbejdet mad.

Undersøgelser fra Brasilien viste, at folk, der spiste meget af de ekstremt forarbejdede fødevarer – op til halvdelen af energiindtaget – ofte led af fedme.

I løbet af de senere år er studier fra andre lande kommet frem til samme konklusion.

Skeptiske forskere: Hvad gør en fødevare forarbejdet?
Men der er også flere forskere, der er skeptiske overfor idéen.

For eksempel publicerede Mike Gibney og hans kolleger i 2017 en artikel, der kritiserede både NOVA-systemet og hypotesen om, at ultraforarbejdet mad udgør en sundhedsrisiko i sig selv.

Andrew Brown fra Indiana University Bloomington har forsket netop på myter og antagelser om sammenhængen mellem kost og fedme.

Han mener, at det er en udfordring, at definitionerne af, hvad der tæller som ultraforarbejdet mad, ikke er særlig klare.

I en mail til forskning.no skriver han:

»Hvis man tager en yoghurt, så er den uforarbejdet på trods af fermenteringen. Rørsukker bliver betragtet som en forarbejdet kulinarisk ingrediens. Hvis du blander de to sammen, står du med en ultraforarbejdet madvare – uden nogen åbenbar grund.«

Læs hele historien på Videnskab.dk.

Læs også på Videnskab.dk:

Er cola godt mod dårlig mave?

Er stenaldermad overhovedet sundt?

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes