Nyt studie sår tvivl om kolesterol-myte

Det er en udbredt forestilling, at for meget af det ’dårlige’ LDL-kolesterol er direkte skyld i, at risikoen for blodpropper i hjernen stiger. En blodprop i hjernen kaldes også slagtilfælde.

Men helt så enkelt hænger det formentlig ikke sammen, skriver Videnskab.dk.

Et nyt dansk statistisk studie kan ikke finde en direkte sammenhæng mellem LDL-kolesterol og slagtilfælde i tal fra en befolkningsundersøgelse med data fra 106.000 danskere.

En uafhængig forsker har læst studiet for Videnskab.dk, og selvom han roser studiet, understreger han, at de nye resultater ikke er en forsikring for patienterne.

For selvom der ikke er direkte sammenhæng mellem forhøjet LDL-kolesterol og blodpropper i hjernen, er der stadig meget stor risiko for blodpropper i hjertet, når man lider af denne sygdom.

Fejlagtig sammenhæng
I det nye studie har forskerne fundet ud af, at man ikke kan sige, at der er en direkte sammenhæng mellem forhøjet LDL-kolesterol i blodet og faren for at få en blodprop i hjernen.

Men hvorfor har man troet, at der var en sammenhæng? Det skyldes den medicin, der kaldes statiner, som man giver mennesker med forhøjet LDL-kolesterol.

Læs mere på Videnskab.dk: Kolesterol kan have en overset effekt på dit helbred

Statiner mindsker risikoen for blodprop både i hjertet og i hjernen, og det er her, forvirringen er opstået, forklarer medicinstuderende Sabina Beheshti, der er en af forskerne bag studiet.

»Man har troet, at statiner kun sænker kolesterolet i blodet, og når forsøg så har vist, at både risikoen for blodprop i hjertet og i hjernen er blevet mindre hos de patienter, der tog denne medicin, så har man automatisk tænkt, at der var en sammenhæng mellem forhøjet LDL-kolesterol og blodpropper i hjernen,« siger hun.

Risikoen er indirekte
Man skal stadig være opmærksom på, at der findes andre typer kolesterol, som øger risikoen for blodpropper i hjernen, men forskerne bag studiet mener, at personer med forhøjet LDL-kolesterol kan slappe mere af, når det kommer til frygten for blodpropper i hjernen.

»Vi kan nu berolige de patienter, der lider af højt LDL-kolesterol, for de behøver ikke være bange for at få slagtilfælde og lammelser,« fortæller Sabina Beheshti.

Læs mere på Videnskab.dk: Endnu flere blodpropper i hjernen kan behandles

Men sagen er mere kompliceret end som så, mener Simon Glerup, der er lektor ved Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet. Han har ikke selv deltaget i studiet, men han har læst den videnskabelige artikel for Videnskab.dk.

»Det her studie er godt lavet på baggrund af et stort antal mennesker. Men er man en af dem, der lider af forhøjet LDL-kolesterol, så skal man vide, at den medfølgende forhøjede risiko for hjertesygdomme også indebærer en forhøjet risiko for blodpropper i hjernen,« siger lektor Simon Glerup fra Aarhus Universitet.

Denne pointe vinder genklang hos forskerne bag studiet. De understreger dog, at risikoen for en blodprop i hjernen er indirekte.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Forskere: Det gode kolesterol er slet ikke godt

Kan mad blive så sundt, at det bliver usundt?

Forskere: Fede oste er ikke usunde

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes
1