Rystende tal: Så mange ehvervschaffører tjekker mobilen under kørsel

En ny undersøgelse foretaget af Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension viser, at erhvervschauffører under kørsel foretager handlinger, der kan forstyrre deres fokus og i værste fald føre til ulykker.

1.051 erhvervschauffører har deltaget i interviewundersøgelsen, hvor de blev spurgt, hvad de laver bag rattet under kørsel.

Hver sjette erhvervschauffør (17 pct.) svarer, at han eller hun ofte eller engang imellem ser på sin telefon og læser sms, mail eller indhold på internettet, mens de kører i trafikken.

Sidste år var der 26 pct. af erhvervschaufførerne, der sagde, at de kigger på mobilen bag rattet. Selv om der altså er tale om, at færre gør det, så er det stadig for mange, lyder det fra Rådet for Sikker Trafik.

I den nye undersøgelse siger fire procent af erhvervschaufførerne desuden, at de inden for det sidste år er kørt galt i arbejdstiden, og 20 pct. svarer, at de har været lige ved at køre galt.

– Uopmærksomhed er hvert år skyld i voldsomme trafikulykker, og derfor er det vigtigt, at flere holder fokus på trafikken og ikke alt muligt andet bag rattet. Der kan ske store skader, hvis en erhvervschauffør i en fuldt læsset varevogn eller en lastbil overser en bilkø eller cyklister i trafikken, siger Mogens Kjærgaard Møller, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.

fakta
  • Der er et erhvervskøretøj i hver tredje dødsulykke og i hver sjette ulykke med alvorligt tilskadekomne, viser tal fra Vejdirektoratet.
  • Varebiler har tre gange større risiko for at blive involveret i trafikulykker end personbiler ifølge Havarikommissionen.
  • Halvdelen af de alvorlige lastbilulykker kunne have været undgået, hvis chaufførerne havde orienteret sig bedre og holdt fokus på trafikken og vejens forløb. Det viser en tidligere undersøgelse fra Havarikommissionen: www.hvu.dk

“Jeg kan ikke lade være”
I undersøgelsen blandt erhvervschaufførerne har Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension også spurgt erhvervschaufførerne, hvorfor de foretager sig uopmærksomme handlinger bag rattet.

Knap hver femte (19 pct.) svarer, at det er, fordi de ikke kan lade være, mens 22 pct. begrunder det med, at køretøjet er deres kontor.

15 pct. siger, at de tror, at arbejdspladsen forventer, at de er tilgængelige på telefonen, og seks procent begrunder det med kedsomhed.

Minister vil skærpe straffen
Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) tager undersøgelsen meget alvorligt og er parat revidere lovgivningen på området.

– Det er fantastisk egoistisk og enormt farligt, hvis chaufføren kigger andre steder hen end på vejen, når man kører rundt med flere ton metal for enden af speederen. Ja, faktisk viser forskning og undersøgelser, at risikoen for ulykker øges, når man som fører koncentrerer sig om andre ting end kørselsrelaterede opgaver. Derfor glæder det mig, at nogle virksomheder gør en særlig indsats for at øge opmærksomheden. Og så fremsætter vi snart et lovforslag, som netop sætter fokus på uopmærksomhed, så det fremadrettet kommer til at give et klip i kørekortet, hvis man bruger håndholdt teleudstyr under kørslen, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

fakta om undersøgelsen

“Hvor ofte gør du følgende, når du kører i arbejdstiden med minimum 40 km/t.?” (tal i parentes er fra en lignende undersøgelse fra 2017):

  • 11 % taler ofte eller en gang imellem i håndholdt telefon (2017: 17 %).
  • 17 % ser ofte eller en gang imellem på sin telefon – fx læser sms, mail eller er på nettet (2017: 26 %).
  • 10 % skriver ofte eller en gang imellem på telefon eller iPad (14 %).
  • 8 % læser ofte eller en gang imellem i papirer eller på iPad (2017: 16 %).
  • 36 % taster ofte eller en gang imellem på sin GPS (2017: 42 %).

Kilde: Kilde: Undersøgelse blandt 1.051 erhvervschauffører, der kører lastbil (11 %), bus (8 %), varevogn (29 %) eller personbil (53 %) i arbejdstiden. Undersøgelsen er gennemført af Userneeds for Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension, juli 2018

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes