Byer er et afgørende våben mod klimaforandringer

Halvdelen af verdens befolkning bor i dag i byer. Det tal kommer til at stige til omkring 70 procent i 2050.

Byerne er en ekstremt vigtig brik i klimaspillet, da de udleder enorme mængder drivhusgasser, og estimater anslår, at byer er ansvarlige for to tredjedele af de globale CO2-udledninger, hvor transport og bygninger er blandt de største bidragsydere.

Det er derfor vigtigt at gøre byer til en integreret del af løsningen i kampen mod klimaændringer, lyder det fra IPCC, som hører under FNs klimapanel. Det skriver Videnskab.dk.

Når IPCC går ind i sin næste ’cyklus’ fra år 2023, bliver det med et massivt fokus på byerne, fortæller professor Diana Vorsatz, viceformand for IPCC’s tredje arbejdsgruppe, som har fokus på at begrænse de skadelige konsekvenser af klimaforandringer samt at vurdere metoder til at reducere udledningen af drivhusgasser.

»Der er adskillige grunde til, at det er vigtigt at rette fokus mod byerne. En af de vigtigste er, at de kan være langt mere fleksible end nationalstater, som er bundet af langsomme, lovgivningsmæssige politiske processer,« siger Diana Vorsatz til Videnskab.dk.

Læs mere på Videnskab.dk: IPCC: Klima-forandringer giver sult og sygdom om få årtier

Byer kan handle hurtigt og drastisk
Det er svært for én statsminister eller én præsident at skabe konkret, drastisk handling på kort tid, eftersom han eller hun skal igennem en række juridiske processer, før tanke kan blive til handling.

På den måde er det nationale niveau alene ikke tilstrækkeligt, når det kommer til at få gennemført de nødvendige visionære indsatser mod klimaforandringer, fortæller Diana Vorsatz.

Hun er ud over sin rolle i IPCC også direktør for Center for Climate Change and Sustainable Energy Policy (3CSEP) på Central European University i Ungarn.

»Byerne kan handle meget hurtigere, fordi de ikke skal igennem de samme komplicerede processer, som man skal på nationalt plan. Vi har set flere gange, at én karismatisk borgmester eller minister kan skabe større og hurtigere forandringer, end en statsleder kan,« siger hun.

Byerne er et oplagt næste skridt
I disse dage sidder verdens ledere samlet til klimatopmøde, COP24, i Katowice i Polen og diskuterer, hvordan landene skal leve op til de mål, der blev vedtaget i Parisaftalen for tre år siden.

Ifølge den danske professor Kirsten Halsnæs er der dog ikke længere ret mange, der tror på, at det er på disse store klimaforhandlingsmøder, at der bliver truffet store beslutninger. I stedet begynder fokus i klimakredse at blive rettet imod de frivillige initiativer, som vokser op rundt omkring.

Læs mere på Videnskab.dk: Klimaforandringer i Danmark er en realitet

»Det er oplagt, at byerne er det næste skridt i kampen mod klimaforandringer, fordi der ligger meget store muligheder i byerne,« siger Kirsten Halsnæs, som er medforfatter på et kapitel om bæredygtig udvikling i den kommende IPCC-rapport og til daglig arbejder på Danmarks Tekniske Universitet.

»Måske er det ikke så interessant, hvad Donald Trump gør og siger, det er faktisk langt mere interessant, hvad der reelt set foregår rundt omkring i verden,« tilføjer Kirsten Halsnæs.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Unge vil have rene og rare byer

10 gode grunde til at cykle

Hvad styrer vores klima?

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.