Oplevelser i byen
Nyheder, debat og guides fra København
Lokale ugeaviser
Københavns erhvervsavis

Overset flåtsygdom nærmer sig Danmark

Svenske forskere har i et nyt studie opdaget en farlig parasit, der er ved at blive spredt med skovflåter. Det skriver Videnskab.dk.

Parasitten hedder babesia og har ifølge forskerne indfundet sig i Skåne i Sydsverige lige ovre på den anden side af Øresund. Herfra er den ved at brede sig til resten af Sverige.

I Norge melder andre forskere om en lignende tendens.

Læs mere på Videnskab.dk: Mikrochip kan revolutionere test for flåtsygdomme

Infektionen minder om malaria
Parasitten giver en infektion, der minder om malaria. Tit vil den kun give hovedpine, feber og andre influenzalignende symptomer. Men den kan være dødelig, hvis den rammer folk, som har svækket immunforsvar, for eksempel mennesker uden milt eller personer, som er svækket på grund af alderdom.

»I en skandinavisk population med rigtigt mange gamle mennesker og andre, som har mistet milten eller har andre skader på immunsystemet, skal man have det her i baghovedet. Det er en reminder om, at de skal tage det alvorligt og beskytte sig mod flåter, især hvis de går tur i svenske skove,« siger René Bødker, seniorforsker på Institut for Veterinær- og Husdyrforskning ved Københavns Universitet.

Babesia-parasitten er kendt i to varianter i Danmark. Men de to typer af babesia hopper normalt kun på dyr, hvor de blandt andet ødelægger de røde blodlegemer, så dyrene tisser blod. Sygdommen er kendt som ’blodpis’.

Læs mere på Videnskab.dk: Sådan vinder vi krigen mod flåterne

Endnu ikke fundet i Danmark
Babesia-parasitten, som spreder sig i Sverige, er af en tredje type, som er langt farligere for mennesker. Indtil videre er den tredje type med det latinske navn B. microti ikke fundet i Danmark.

»Sagt med en god portion forsigtighed, så tyder det på, at det er en ny infektion, som for nylig er kommet til Skandinavien, og som vi endnu ikke finder i Danmark. Det er interessant, for den står højt på vores overvågningsliste,« siger Rene Bødker, som løbende overvåger flåter, mitter og myg og de sygdomme, der følger med dem.

Hidtil har der været tvivl, om babesia overhovedet kunne inficere mennesker ved andet end usædvanlige tilfælde. Den tvivl bliver fjernet i det nye studie.

De svenske forskere konkluderer, at babesia gemmer sig i hele 16 procent af de sydsvenskere, som i forvejen har haft borrelia, altså er blevet bidt af en flåt mindst én gang.

Læs mere på Videnskab.dk: Borreliose-patienter klarer sig godt efter infektion i nervesystemet

Let at behandle efter diagnosen
Forskerne mener, at tusindvis af andre svenskere kan være smittet uden at vide det. Det er vigtigt at få den viden ud, så særligt de udsatte smittede kan få den rigtige behandling.

»Det vigtigste i det her studie er, at vi bliver klar over, at denne her parasit overhovedet eksisterer. En person uden milt eller en stakkels patient med dårligt immunforsvar risikerer at blive hurtigt syg, og hvis du ikke tænker på babesia, vil du misse diagnosen,« skriver én af forskerne bag undersøgelsen, Kristina Persson fra Lunds universitet, i en mail til Videnskab.dk.

René Bødker gør opmærksom på, at parasitten er relativt let at behandle, så længe man ved, at det er babesia, man behandler. Det kræver blot en anden type antibiotikum, end den man bruger til borreliose; en anden udbredt flåtsygdom, der stammer fra bakterien borrelia.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Ny Borrelia-art i danske flåter giver ingen synlige symptomer

Bør vi være bange for parasitter i fisk?

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes