Derfor er det værre for mænd at have influenza

Mange mænd har oplevet at blive kaldt pylrede, når de uden held har forsøgt at forklare kæresten, hvor slemt det er for dem at være ramt af influenza. Nu har et amerikansk forskningsprojekt fundet frem til, hvorfor influenzaen rammer mændene langt hårdere.

Stanford University School of Medicine har undersøgt fænomenet ved at teste, hvordan henholdsvis mænd og kvinder reagerer på vaccinen mod influenza. Undersøgelsen viser, at kvinder på grund af deres lave testosteronniveau har et immunforsvar som beskytter bedre mod influenzavirus.

Undgå vintersygdomme: Så let sænker du risikoen

– Vi har tidligere set, at mænds immunforsvar beskytter dårligere mod bakterier og virus, men har ikke helt vidst hvorfor. Undersøgelsen viser imidlertid, at det er personer med høje testosteronniveauer, som bliver mest syge af denne type sygdomme og infektioner, selvom der naturligvis er flere faktorer, som kan spille ind når immunforsvaret svigter, fortæller immunolog ved Skolelaboratoriet for biologi ved Universitetet i Oslo Tone Fredsvik Gregers til det norske medie Klikk.no.

Det vrimler med bakterier i træningscentre: Sådan undgår du at blive syg

Testet med influenzavaccine
Mændene, som deltog i undersøgelsen, blev opdelt i to grupper. Den første gruppe havde normalt eller lavere end normalt testosteronniveau, mens den anden gruppe havde højere niveauer end normalt. Desuden deltog en kontrolgruppe med kvinder, som også har visse niveauer af testosteron.

– Mændene med de højeste testosteronniveauer havde svag respons på vaccinen, mens kvinderne og mænd med lavere testosteronniveauer havde en langt bedre respons, siger immunologen.

Dét sker der med hjernen, når nybagte forældre mangler søvn

Ifølge hende ville mændene have reageret på samme måde, som de gjorde på vaccinen, hvis de var blevet smittet med influenza på almindelig vis.

– Når man vaccinerer, giver man en variant af virussen, som ikke medfører sygdom, men som vil give en immunrespons. Immunresponsen vil derfor blive nærmest den samme som ved almindelig smitte, siger Tone Fredsvik Gregers.

Undersøgelsen viser, at mænd mellem 25 og 45 år bliver ramt hårdest af influenza, fordi det er i den alder, de har det højeste testosteronniveau.

– Det betyder imidlertid ikke, at mænd bliver mindre syge jo ældre, de bliver. Både mænd og kvinders immunforsvar forringes nemlig med årene, siger Tone Fredsvik Gregers.

Kend vitaminerne og deres egenskaber

Sveinung Sørbye , overlæge ved afdeling for klinisk patologi ved Universitetssygehuset i Nordnorge, mener, at der ud over testosteronniveauet er andre faktorer, der påvirker immunforsvaret.

– Jeg tvivler på at det alene er niveauet af testosteron, der påvirker hvor syg man bliver. De fleste som dør af influenza er over 60 år, og disse har jo lavere testosteronniveauer, siger han.

Det er ikke ved alle sygdomme, at mænds immunforsvar beskytter dårligere end kvinders.

– Kvinder er for eksempel mere udsatte for alvorlig blodforgiftning i forbindelse med SARS og dengue-feber, siger Tone Fredsvik Gregers.

Artiklen blev bragt første gang d. 13/2 2017.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.