Forskning giver svaret: Forebygger mæslinger kræft?

’Mæslinger kan forebygge kræft’.

Måske er du stødt på denne påstand i løbet af den seneste uge, hvor folketingskandidat for Alternativet Allon Hein Sørensen søndag skrev på Twitter, at:

»Børn der har haft mæslinger og/eller andre børnesygdomme, har mindre chance for at få f.eks allergi og nogle typer af kræft, fordi disse sygdomme modner og udvikler deres immunsystem.«

Det citerer B.T., der også har publiceret et screenshot af Allon Hein Sørensens tweet, skriver Videnskab.dk.

Folketingskandidaten slettede dog sit tweet igen mandag eftermiddag.

Vi kan ikke påstå, at mæslinger forebygger kræft
Men var det korrekt at påstå, at der er en sammenhæng mellem at få mæslinger og at have lavere risiko for kræft? Det korte svar er nej.

Påstanden holder ikke af den simple årsag, at der ikke er nok forskning, der underbygger den, fortæller Lars Jørgen Østergaard til Videnskab.dk.

Han er klinisk professor i infektionsmedicin ved Klinisk Institut på Aarhus Universitet og har hjulpet Videnskab.dk med at komme til bunds i de florerende historier om mæslinger og kræft.

Læs mere på Videnskab.dk: Skal jeg vaccinere mit barn mod mæslinger?

Der findes enkelte, gamle studier, der viser, at mæslinger muligvis sænker risikoen for kræft i lymfeknuderne eller lymfebanerne. Men de studier er af dårlig videnskabelig kvalitet og står meget alene, fortæller Lars Jørgen Østergaard.

»Man kan ikke sige, at der er tilstrækkeligt bevis for, at mæslinger som sygdom forebygger kræft. Det er en påstand, der slet ikke er underbygget nok til, at man kan drage den konklusion. Det kræver meget grundigere forskning,« fastslår Lars Jørgensen Østergaard over for Videnskab.dk.

Kan ikke bruges i debatten om vacciner
Debatten slutter ikke her. For selvom ovenstående intet har med vaccinationer at gøre, er den fejlagtige sammenhæng mellem mæslinger og kræft blevet brugt som argument i debatten om, hvorvidt man skal lade sine børn vaccinere.

Her er det korte svar også: Nej, det kan man ikke.

»Selv hvis det nu var rigtigt, at børnesygdomme som mæslinger kunne forebygge kræft, så har det intet med vacciner at gøre,« siger Lars Jørgen Østergaard.

Læs mere på Videnskab.dk: Se, hvilken massiv gavn vacciner har gjort indtil videre

Det kan der hentes bevis for i den videnskabelige litteratur. 

»En stor, systematisk gennemgang af al litteratur inden for vaccinationer og udvikling af leukæmi, viser, at børn, der er vaccineret, har mindre risiko for at udvikle kræft,« fortæller Lars Jørgen Østergaard.

Vaccine mod mæslinger modner også immunforsvaret

Der er endnu en grund til, at man ikke kan blande vacciner og sammenhængen mellem kræft og mæslinger sammen: 

Ofte er idéen bag ikke at lade sig barn vaccinere, at sygdommene udvikler og styrker barnets immunforsvar – ligesom Allon Hein Sørensen skrev i sit tweet.

Men mæslingevacciner indeholder også en lille mængde mæslingevirus, så vaccinerede børns immunforsvar udvikles og modnes også, fortæller Lars Jørgensen Østergaard.

Andre artikler på Videnskab.dk:

»Bekymrende« tal: Mange danskere i tvivl, om vaccine giver autisme – og om månelanding fandt sted

Er et stort mæslingeudbrud i Danmark realistisk?

Børn med psykisk sygdom har oftere haft infektioner

Oplevelser i byen
Minby.dk - nyheder fra København
Lokale ugeaviser
Københavns erhvervsavis

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.