Flere får vaccine – men HPV-læge lader sig ikke overbevise

Et videnskabeligt gennembrud – den første og eneste vaccine, der beskytter mod kræft – har igen fået vind i sejlene. Det skriver Videnskab.dk.

I 2015 var HPV-vaccinen ellers i hård modvind: Piger i Danmark fravalgte i stigende grad at blive vaccineret, fordi de frygtede bivirkninger.

Frygten intensiveredes, da TV 2 viste en dokumentarfilm. I dokumentaren optrådte blandt andre den pensionerede overlæge Jesper Mehlsen sammen med en gruppe unge kvinder, der stod frem og fortalte, at de havde fået invaliderende symptomer – umådelig træthed, smerter og andre lidelser – efter, at de var blevet vaccineret.

Men siden 2016 er antallet af piger, der er blevet vaccineret, steget støt: I 2018 steg antallet med 20 procent i forhold til det foregående år, viser nye tal fra Statens Serum Institut.

En læge imod den samlede forskning
Vaccinen virker og er sikker, viser den samlede forskning.

Men den samlede forskning overbeviser ikke Jesper Mehlsen, der er pensioneret overlæge fra Frederiksberg Hospital. Lægen, der i dag har en privat klinik, har flere gange sagt, at han har en mistanke om, at vaccinen har gjort hans patienter syge.

I 2016 fik Jesper Mehlsen fire millioner kroner fra Folketingets satspulje til at undersøge pigernes symptomer. Pengene har Jesper Mehlsen blandt andet brugt på at få lavet analyser af blod fra 40 kvinder, der alle er vaccineret mod HPV.

»Det går strygende med forsøget. Jeg skal snart aflevere en rapport til Lægemiddelstyrelsen om, hvordan forskningsmidlerne er blevet brugt,« siger Jesper Mehlsen til Videnskab.dk.

I forsøget indgår 20 vaccinerede kvinder, der har haft symptomer på kronisk træthedssyndrom (ME), efter at de har fået HPV-vaccinen. Og 20 kvinder har ikke haft symptomer, efter at de er blevet vaccineret.

Læs mere på Videnskab.dk: Kæmpestudie: HPV-vaccinerne virker og er ikke farlige

Forsøget kan ikke påvise en sammenhæng
Jesper Mehlsens forsøg kan vise, om pigerne med kronisk træthedssyndrom har sygdomsfremkaldende antistoffer i blodet.

Men det kan ikke vise, om der er en sammenhæng mellem HPV-vaccinen og antistofferne, siger Jan Pravsgaard, der er professor i immunologi på Københavns Universitet, til Videnskab.dk.

Hvis Jesper Mehlsen og kollegerne skulle påvise, at der er en sammenhæng mellem auto-antistofferne og HPV-vaccinen, ville de være nødt til at sammenligne kvindernes blod med en kontrolgruppes.

Læs mere på Videnskab.dk: Sådan undgår du at blive snydt, når du ser dokumentarfilm

Kontrolgruppen skal bestå af kvinder, der har kronisk træthedssyndrom, men ikke er vaccineret, forklarer Jan Pravsgaard.

»Jesper Mehlsen og hans kolleger fra Frederiksberg Hospital er tidligere blevet kritiseret for ikke at inkludere en kontrolgruppe. Det har svækket deres forskning. Så jeg forstår ikke, at han igen laver et forsøg, hvor der ikke er noget at måle op imod,« siger Jan Pravsgaard.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Hvad skal jeg vide om HPV og vaccine?

Link mellem autisme og MFR-vaccine er dårlig videnskab

Lægesønner får HPV-vaccine – fattige drenge gør ikke

Oplevelser i byen
Nyheder, debat og guides fra København
Lokale ugeaviser
Københavns erhvervsavis

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes