Er forskerne virkelig enige om, at klimaforandringerne er menneskeskabte?

Klimaforandringerne er virkelige. De globale temperaturer er i nyere tid beviseligt blevet varmere, og størstedelen af forskerstanden er enige om, at det først og fremmest er menneskets skyld.

Faktisk er det lige nøjagtig 97 procent af klimaforskerne, der mener, at klimaændringerne er menneskeskabte. Det konkluderede et studie fra 2013 i hvert fald, skriver Videnskab.dk.

Og et australsk-hollandsk studie fra 2014 viste, at jo mere ekspertise forskerne har inden for emnet, des mere enige er de i, at det er menneskers klimapåvirkning, der giver det største bidrag.

Forsker: Kig på videnskaben i stedet
Men kan man egentlig stille det op på den måde? Giver det mening at sætte procenter på enigheden?

»I princippet er det lige meget, om det er 80 eller 65 procent, der er enige, for det tal kan alligevel ikke bruges til at sige, at så er klimaforandringer menneskeskabte. Jeg synes, at det er meget vigtigere at snakke om, hvad forskerne lægger til grund for deres analyser,« siger Sebastian Mernild, som er administrerende direktør for Nansen Center Bergen, et af de mest anerkendte klimaforskningscentre i Nordeuropa.

Blandt de mange klimaforskere, den danske professor arbejder sammen med, møder han ingen skepsis over for præmissen om, at de nuværende klimaforandringer primært er menneskeskabte, fortæller han.

Læs mere på Videnskab.dk: Overblik: Det ved vi om klimaets tilstand

Møder ikke længere usikkerhed
Samme oplevelse deles af professor Jens Hesselbjerg Christensen, som arbejder ved Is-, Klima- og Geofysik ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet. Han er tidligere hovedforfatter på IPCC-rapporterne.

»Jeg bliver ikke længere for alvor eksponeret for nogen, der sætter spørgsmålstegn ved, om mennesker er årsag til klimaforandringer. Det er meget længe siden, at jeg har mødt rigtige, faglige diskussioner, hvor det er blevet anfægtet,« siger han.

Det er dog alligevel vigtigt at forholde sig åben overfor, at der fortsat er ting, vi ikke forstår, mener Jens Hesselbjerg Christensen. Han understreger, at bare fordi de fleste forskere køber præmissen om menneskeskabt opvarmning, er det ikke ensbetydende med, at forskerstanden er enig om alt.

Læs mere på Videnskab.dk: Energi-professor: Drop solceller på dit tag

Ingen alternative forklaringer
De 97 procent kan med andre ord ikke siges at være den endelige sandhed. Omvendt er det nok heller ikke et helt skævt estimat, hvis man endelig vil snakke tal.

Det skyldes, at den nuværende mængde af evidens i altoverskyggende grad peger i retning af, at den globale opvarmning er menneskeskabt, lyder det slutteligt fra Jens Hesselbjerg Christensen.

»De beviser, der ligger i retning af, at mennesker er årsag til den globale opvarmning, er så tydelige, at jeg ikke kan komme frem til andre konklusioner,« siger han og fortsætter:

»Der er stadig ubekendte, men jeg har ikke set en beregning, der kan anskueliggøre, at vi har alternative forklaringer til menneskets rolle i den nuværende opvarmning. Det er fint, hvis nogen har den forklaring, så synes jeg, at de skal skynde sig at publicere den i Nature. Det ser jeg frem til.«

Andre artikler på Videnskab.dk:

Se på bøf, bil og bolig: Tre gode råd til en klimavenlig hverdag

99 procent sikkert, at global opvarmning er menneskeskabt

NASA advarer: Isbjerg større end New York løsner sig i Antarktis

Oplevelser i byen
Nyheder, debat og guides fra København
Lokale ugeaviser
Københavns erhvervsavis

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes