Norsk studie: Kronisk trætte kan måske have gavn af intensivt kursus

Millioner af mennesker på verdensplan lider af kronisk træthedssyndrom, som også bliver kaldet myalgisk encephalopathi (ME). Sygdommen er blandt andet kendetegnet ved træthed, udmattelse, smerter i muskler og led og blodtryksfald.

Hidtil har der været meget få opløftende forsøg på at lave en behandling, men et nyt norsk studie er måske på rette vej.

Det skriver Forskning.no i en artikel bragt på Videnskab.dk.

Behandlingen, der er blevet testet, er et mestringsprogram – altså et program, der ikke nødvendigvis behandler sygdommen, men i stedet gør patienterne i stand til at takle de udfordringer, som sygdommen giver.

Kurset varede i alt fire dage og bestod af kognitiv adfærdsterapi, mindfulness og fysisk aktivitet.

Læs også på Videnskab.dk: Forskningen i kronisk træthed er fortsat præget af usikkerhed og uenighed

300 patienter deltog i behandlingen, og efter en uge, 3 og 12 måneder skulle de svare på et spørgeskema, der skulle vurdere, hvordan de havde det.

75 procent af deltagerne udfyldte alle spørgeskemaerne, og 80 procent af dem oplevede mindre træthed og bedre fysisk funktion efterfølgende – og for mange holdt det stadig et år senere.

Behandlingen er udviklet af psykiater Bjarte Stubhaug fra Klinikk for stressmedisin i Sunnhordland i Norge, og resultaterne er blevet udgivet i tidsskriftet Frontiers in Psychiatry – Psychosomatic Medicine.

Der er dog en række begrænsninger i studiet, man skal tage med:

For det første kan Stubhaigs studie ikke sige, hvilken effekt behandlingen har på patienter med ME generelt. Deltagerne havde nemlig mange forskellige symptomer, og ikke alle var ME-patienter.

Desuden var deltagerne ikke tilfældigt udvalgt, men det var i stedet patienter, der selv valgte behandlingen. Det udelukker mange, der sygdommen i meget alvorlig grad.

For det andet havde studiet ingen kontrolgruppe, og man kan derfor ikke sige, om behandlingen rent faktisk virkede, eller om det er noget andet, der har gjort patienterne mere raske.

For det tredje kan studiet ikke sige noget om mekanismerne bag sygdommen.

Læs også på Videnskab.dk: Stort studie viser, at HPV-vaccine ikke giver kronisk træthedssyndrom

Det tredje er et generelt problem i forhold til at behandle ME. Man kender nemlig ikke årsagerne til ME, og der er heller ikke en test, man kan tage, der kan vise, om sygdommen er der eller ej.

Derfor bliver diagnosen stillet ved at kigge på symptomer og udelukke andre sygdomme, på samme måde som man diagnosticerer eksempelvis migræne.

Der er flere sæt af kriterier, man kan kigge på for at diagnosticere sygdommen, og nogle er strengere end andre.

Kristian Sommerfelt er forsker og børnelæge med mange års erfaring med børn og unge med ME. Han har ikke været en del af studiet.

Han fortæller, at patienterne, han ser, generelt har det meget dårligere end dem i studiet. Derfor tror han ikke, at det intensive kursus vil være gavnligt for den typiske patient hos ham – det er simpelthen for omfattende.

Han siger dog, at mange patienter, som lider af ME eller andre relaterede træthedssygdomme i mildere grad, muligvis kan have gavn af den nye behandling.

»Jeg mener, at det er klogt at definere ME strengt. Det udelukker jo ikke, at de personer, som ikke tilfredsstiller de strenge krav, også bliver tilbudt hjælp. Og det er netop dét, som Stubhaug viser: At han prøver at hjælpe dem,« siger Kristian Sommerfelt til Forskning.no.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Kronisk træthed kan skyldes dysfunktionelle celler

Børnekræft-patienter risikerer kronisk træthed

Kroniske smerter bliver til at holde ud med mindfulness

Oplevelser i byen
Minby.dk - nyheder fra København
Lokale ugeaviser
Københavns erhvervsavis

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.