Vi måler os selv som aldrig før: Her er fordele og ulemper ved løbeure og motions-apps

Smarte ure, blodsukkermålere og motionsapps.

I dag er vi nået til en ekstrem grad af selvmåling, der i princippet kan stå på i alle døgnets timer og dække over alt fra søvn til kost, skridt og menstruation.

Den tendens kan på mange måder bruges produktivt – men du bør også tænke kritisk, før du sætter dit smart-ur på armen.

Det skriver Videnskab.dk.

»Det særligt kendetegnende for vores tid er, hvor gennemgribende denne tendens er blevet. Vi ‘rater’ og måler os selv i næsten alle sammenhænge, hvor vi kan komme af sted med det,« fortæller Peter Dalsgaard, professor i interaktionsdesign ved Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.

Læs også på Videnskab.dk: Har du også målt dig selv i dag?

Der findes mange gode grunde til, at vi er blevet så glade for selvmåling.

Joeb Høfdinghoff Grønborg har siden 2016 ledet et forskningsprojekt på Aarhus Universitet, hvor han har undersøgt, hvordan 20 såkaldte ‘motionsudfordrede’ bruger mobil-apps til at komme ud og motionere.

Mange af hans forsøgspersoner har positive oplevelser ved at bruge selvmåling som et middel til at trække én op af sofaen og ud i naturen eller ned i fitnesscenteret.

»Selve det at blive målt på er en oplevelse, der kan have værdi i sig selv. For nogle giver selve overvågningen et ekstra kick,« fortæller Joeb Høfdinghoff Grønborg.

Han forklarer også, at det kan give en følelse af at være en del af et fællesskab, når man bruger selvmåling-apps.

Det blev også konkluderet af et etnografisk studie fra 2017, der pegede på tre grunde til, at folk bliver fanget af selvmåling:

  1. Folk får et fællesskab med andre, der måler sig selv.
  2. Selvmåling bruges som middel til mindfulness.
  3. Det ses som et alternativ til gængse sundhedsinstitutioner, som folk er skeptiske overfor – for eksempel, hvis man ikke stoler på, at éns læge eller sundhedsvæsnet kan diagnosticere en korrekt.

Læs også på Videnskab.dk: Professor: Sundhedsapps skal understøtte folks livsstil

Et eksempel på det sidste kan være at bruge en app til at holde styr på sin menstruation.

Når man tracker sin menstruation, handler det ikke så meget om at optimere sig selv, blive bedre og slå rekorder, hvilket ellers ofte forbindes med selvmåling. Det forklarer Amanda Karlsson, der er ph.d.-studerende og forsker i brugen af menstruations-apps på Aarhus Universitet.

»Menstruations-tracking adskiller sig fra andre selvmålingspraksisser, da det ikke handler om selvoptimering, men i højere grad om at få et redskab, man kan støtte sig til og informeres af,« siger hun til Videnskab.dk og tilføjer:

»Men vi skal være opmærksomme på, hvem der i sidste ende ejer og har adgang til vores data.«

Det er en af de faldgruber, som man skal være opmærksom på – ens databeskyttelse.

Man skal være afklaret med, at ens data ikke kun er tilgængelig for en selv, men også for de apps eller producenterne bag de selvmålingsredskaber, man bruger.

Ifølge Joeb Høfdinghoff Grønborg er det også vigtigt at pointere, at selvmåling og motionsapps aldrig kan stå alene.

»Man skal passe på ikke at glemme, at man selv er ekspert i sin egen krop. Selvmålingsværktøjer kan aldrig fortælle dig lige så meget, som du kan selv, men de kan give nogle redskaber, der kan hjælpe en,« siger han til Videnskab.dk.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Vi former teknologien – men den former også os

Anders måler hver dag sit helbred: Jeg vil være så sund som muligt, indtil det er slut

Oplevelser i byen
Minby.dk - nyheder fra København
Lokale ugeaviser
Københavns erhvervsavis

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.