Chimpanser smadrer og æder skildpadder

Chimpansernes evne til at knække skildpaddeskjolde er et synligt bevis på deres imponerende armkræfter.

Chimpansernes evne til at knække skildpaddeskjolde er et synligt bevis på deres imponerende armkræfter.

Vær glad for, at du ikke er en skildpadde og bor i Loango Nationalpark i Gabon.

Mellem 2016 og 2018 har forskere observeret 38 tilfælde, hvor nationalparkens sultne chimpanser har jagtet arten Bells Hængsel-skildpadde og banket dem ned i en hård overflade for at smadre skjoldet. Det skriver Videnskab.dk, hvor du også kan se video af chimpanserne, der spiser skildpadder. 

Succesraten ved den teknik er høj – det er lykkedes chimpanserne at smadre skjoldene på i alt 34 skildpadder, der efterfølgende har endt deres dage som abemad. Især en han-chimpanse ved navn Pandi er god til det.

»Chimpanser er kendt for at jage og spise forskellige dyr, men vi har ikke set andre flokke gå efter skildpadder eller reptiler i det hele taget før,« siger Tomas Persson, som forsker i primatadfærd og er leder af Primate Research Station ved Lund Universitet i Sverige.

Tomas Persson har ikke selv været med til at lave studiet, men han har læst det igennem og vurderet det for Videnskab.dk.

Læs mere på Videnskab.dk: Chimpanse-forsker: Alfahanner er bløde og empatiske væsner

Pandis gavmildhed kan gøre ham populær
Chimpansen Pandi, en af de voksne hanner i flokken, har været en sand mester til at smadre skildpaddeskjolde. Han stod for 20 af de knuste skjolde – ud af 20 forsøg.

Det er kun de 10 han-chimpanser i nationalparkens flok på i alt 15 individer, forskerne har set jagte skildpadder. Når chimpanserne fangede dem, var der eksempler på samarbejde i flokken.

Nogle af flokkens medlemmer forsøgte at knuse skjoldet på skift. Når det lykkedes at splitte skjoldet, klatrede den heldige chimpanse op i et træ for at spise kødet.

I 23 af de 38 observerede tilfælde var chimpanserne gavmilde og delte skildpaddekødet med andre flokmedlemmer.

»Det er interessant, at Pandi er den, der oftest deler med de andre. Måske bruger han det som social valuta og opnår popularitet ved at vise velvilje. Ellers elsker han bare skildpaddekød så meget, at han hele tiden jager efter det. Så det er en sideeffekt, at han deler mest,« siger Tomas Persson.

I andre chimpansestudier har det vist sig, at de flokmedlemmer, der hjælper andre, også får hjælp i andre situationer, fortæller primatforskeren.

Læs mere på Videnskab.dk: Chimpanser husker handlingen i abe-gyserfilm

Hvad kan få chimpanserne til at spise kød?
Chimpansers kost består mest af frugt, nødder, blade og insekter, og de kan som regel godt få de nødvendige proteiner uden at spise kød.

Men kulturen i forskellige chimpanseflokke varierer meget, og nogle flokke kan godt finde på at jagte andre dyr. For eksempel leopardunger.

»Vi har også set eksempler på, at chimpanser stikker spidse pinde ind i huller i træer for at fange galago-aber,« siger Tomas Persson.

Der er to mulige forklaringer på, at Pandi og de andre chimpanser fra Loango Nationalpark er så vilde med at spise skildpadder, siger Tomas Persson:

  1. Økologi – Hvis jorden er tør, kan chimpanserne oppe i træerne bedre høre skildpadderne komme gående. På den måde er jagten blevet lettere.
  2. Opfindelse – Først fandt én chimpanse ud af, at man kunne åbne skildpaddeskjolde, og de andre har efterlignet teknikken.

En mere generel grund til, at chimpanser kan finde på at spise kød, kan være, at de ikke kan få fat i frugt, fordi landskabet tørrer ud under visse årstider.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Sex-glade hippie-aber er menneskets frække kusine

Hvem nedstammer aberne fra?

Hvordan kan jeg være både neandertal og chimpanse?

Oplevelser i byen
Minby.dk - nyheder fra København
Lokale ugeaviser
Københavns erhvervsavis

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.