Folk, der arbejder inde, får for lidt lys – og det kan have negative konsekvenser

For tiden lyser sommersolens stråler klart ind gennem vinduerne, men hvis du sidder på et kontor hele dagen, kender du sikkert følelsen af at gå glip af dagslyset – især om vinteren, når dagene er korte.

Når du tager på arbejde, er solen først lige stået op, og når du hen ad de sene eftermiddagstimer forlader kontoret, er den allerede på vej ned igen.

Men hvor meget spiller vores arbejdssituation reelt ind på den mængde dagslys, vi får? 

Det har forskere fra Aarhus- og Aalborg Universitet lavet den hidtil største kortlægning af. Her ser de på, hvordan lyseksponering varierer, afhængig af om man arbejder inden- eller udendørs, og om dagen eller om natten.

»Folk, der arbejder indendørs, får meget lidt dagslys i arbejdstiden. I store dele af året får de så lidt, at det kan påvirke deres mentale helbred,« siger Henrik Kolstad, klinisk lærestolsprofessor ved Institut for Klinisk Medicin, Arbejdsmedicin, Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.

Det skriver Videnskab.dk.

Han har sammen med forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Københavns Universitet og Aalborg Universitet udgivet resultatet i det videnskabelige tidsskrift Annals of Work Exposures and Health.

Læs også på Videnskab.dk: Folk griber ind, hvis de ser gadevold

Armbåndsur målte lyslængde
Forskergruppen lod 560 testpersoner gå med et særligt armbåndsur i en uge. Urværket var skiftet ud med en lyssensor, der målte, hvor meget lys testpersonerne blev udsat for.

»Det er en ganske nøjagtig måling, fordi sensoren registrerer lyset med et minuts interval,« siger Henrik Kolstad.

Lysmængder måles i lux, og hvis du er ude en hel dag, får du i gennemsnit 2.000-3.000 lux, hvis det er mørkt og overskyet, imens du får omkring 10.000 lux ved at tilbringe en hel dag i blændende solskin.

Folk, der arbejdede indendørs fik i arbejdstiden i gennemsnit 1000 lux om sommeren og 400 lux om vinteren – udendørsarbejderne fik til sammenligning 4-5 gange så meget lys både om sommeren og om vinteren. Om dagen fik natarbejdere stort set den samme mængde lys som indendørsarbejdere.

Testpersonerne var nogenlunde ligeligt fordelt, så der var 1/3 udendørs-, indendørs- og natarbejdere. Udendørsarbejderne var især især håndværkere, gartnere, landmænd og pædagoger, og natarbejderne var primært sygeplejersker og industriarbejdere.

Læs også på Videnskab.dk: Hvorfor møder håndværkere så tidligt?

Folk ved ikke, hvor lidt lys de får

Og nu, hvor vi kan konstatere, at folk i visse typer af jobs får for lidt lys, kan vi tænke det ind i den måde, vi bygger arbejdspladser på, mener Henrik Kolstad. 

Studiet er også en vigtig anledning til at sætte fokus på, hvor ufatteligt lidt lys vi får, hvis vi sidder inde på et kontor hele dagen. Det siger Klaus Martiny, klinisk forskningslektor på Institut for Medicin, Københavns Universitet, til Videnskab.dk.

»Der er altid minimum 10 gange mere lys udenfor end inde, og det ved folk ikke. Vores øjne tilpasser sig til at se svagere lysstyrker indendørs, men biologisk set lever vi lidt i mørke, når vi er indenfor,« siger Klaus Martiny.

Derfor bør vi sørge for at indrette bygninger med mere daglys og med indbygget dynamisk LED-lys, som lyser kraftigere og mere blåligt om morgenen og glider over en et rødligt skær om aftenen. På den måde stabiliserer lyset vores energi, døgnrytme og humør, fortæller han. 

Andre artikler på Videnskab.dk:

Tjernobyl: Hvorfor dør planter ikke af kræft?

Hvorfor er planeter runde?

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.