Farligere end en tur i skoven: Hver tredje flåt i din baghave bærer borrelia

Sommeren er måske på retur rundtomkring i det danske lande, men det er de ubudne og blodsugende flåter langtfra.
De seneste tal fra DTU Veterinærinstituttet viser fortsat et rekordhøjt antal flåter i den danske natur sammenlignet med tidligere år.

I starten af juli måned i 2018 fangede man gennemsnitligt to skovflåter per minut, mens det i år er oppe på hele ti flåter i minuttet.

Det er dog ikke kun på skovturen, at man skal være opmærksom. Det samme gælder efter en tur i baghaven.

Et nyt dansk studie viser nemlig, at mere end hver tredje flåt i folks baghaver bærer borrelia. De små blodsugere bliver transporteret af trækfugle, som taber dem i haverne eller af vildt, som har forvildet sig ud af skoven.

Se kortet: Her er der flåter i Danmark

Lyst og langt tøj
På det danske marked findes en række borreliatest*, som kan påvise antistoffer i blodet. Da mange danskere dog bærer disse antistoffer i blodet uden at have været syge, er testene ingen garanti for, at man er smittet, men de kan være en god indikation på, om man skal søge læge.

Ønsker man helt at undgå at stå i sådan en situation, kan man derudover følge Nanna Skaarup Andersens råd. Hun er læge og forsker i flåtoverførte infektioner og har en klar opfordring til, hvad man kan gøre for at undgå flåterne.

– Det første, man skal tænke på, er ens påklædning. Lyst tøj gør det nemmere at spotte de små, sorte flåter. Skal man eksempelvis gå tur i skoven eller i højt græs, er det vigtigt med lange bukser og ærmer. Det hjælper også at stoppe bukserne ned i strømperne og dermed undgå bar hud omkring anklerne, forklarer Nanna Skaarup Andersen.

Her er kuren mod myggekløe

Når uheldet er ude
Skulle man være uheldig alligevel at blive bidt af en flåt, skal man ikke gå i panik. Fjerner man flåten med det samme, minimeres risikoen yderligere for, at den kan nå at overføre eventuelle sygdomme gennem blodet.

– Jo før man får fjernet flåten, jo bedre. Det kan både gøres med en pincet, en flåttang* eller sågar med neglene. Her er det vigtigt at få fat så tæt på huden som muligt. Nogle gange bliver flåtens kæber siddende, men det skal man ikke lade sig skræmme af. De smitter ikke, men kan fortsat give lidt hudirritation, uddyber Nanna Skaarup Andersen.

Derfor tiltrækker DU myg

Symptomer og behandling
Når flåten er fjernet, skal man være opmærksom på området omkring biddet. Symptomer på overført borrelia viser sig typisk inden for de første 14 dage, men det kan nogle gange tage op til seks uger, før de er tydelige.

– Man skal være opmærksom på huden: Kommer der en rød ring på mere end fem centimeter til syne, der breder sig omkring flåtbiddet, så skal man kontakte egen læge, så man kan blive tjekket ordentligt og eventuelt begynde en penicillinbehandling, afslutter Nanna Skaarup Andersen.

Ifølge Rigshospitalet bliver et par tusinde danskere om året smittet med borrelia.

Det er nemt at fjerne flåter med en tang


Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.