Danskerne har talt: Denne streamingtjeneste er bedst

Hvor får man det bedste indhold og den bedste kvalitet, når det kommer til streaming?

Hvor får man det bedste indhold og den bedste kvalitet, når det kommer til streaming?

Netflix er de seneste år blevet voldsom populær blandt de danske forbrugere, og succesen fortsætter tilsyneladende med ufortrøden kraft.

I en stor tilfredshedsmåling sender Netflix’ danske brugere nemlig tjenesten ind på en andenplads i forhold til indhold og en suveræn førsteplads, når det drejer sig som teknisk formåen og stabilitet.

Kun DR’s streamingtjeneste byder for alvor den canadiske mastodont op til dans, viser en analyse, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen.

»Netflix kan faktisk det hele. De producerer selv indhold med højt niveau, og så fungerer det tekniske altid. Du får god billedkvalitet og stabil afspilning. Netflix har sat en utrolig høj standard, og den er svær at leve op til,« siger Claus Bülow Christensen, medieanalytiker hos Zibra Digital Media Group.

Han roser samtidig Danmarks Radio:

»Det er ekstremt positivt for DR med topplaceringerne. For bare et par år siden havde DR en ret begrænset streamingtjeneste, men så hævede man ambitionsniveauet, og det belønner brugerne nu.«

Læs mere: Hver fjerde om streaming: »Vi får ikke nok for pengene«

Bruger-tilfredshed

Indhold: Hvor tilfreds er du med udvalg og aktualitet?*

  1. DR TV79 %
  2. Netflix77 %
  3. HBO Nordic 76%
  4. Viaplay 71%
  5. TV 2 Play 69%
  6. YouSee Play 68%

Teknisk kvalitet: Hvor tilfreds er du med billedkvalitet, lyd og afspilning?*

  1. Netflix 86%
  2. DR TV 79%
  3. Viaplay 78%
  4. HBO Nordic 78%
  5. TV 2 Play 69%
  6. YouSee Play 63%

*Andel af brugere, der har svaret ‘tilfreds’ eller ‘meget tilfreds’.

Kilde: YouGov, 2.013 svar.

Kontant afregning

I den anden ende af skalaen indtager YouSee Play de nederste pladser – både i forhold til indholdet og det tekniske niveau. Når brugerne bliver spurgt, hvad de er utilfredse med, er det oftest udfald, hakkende afspilning og gammelt indhold, de fremhæver.

»Indholdet på tjenesten er selvfølgelig vigtigt, men det er et akut problem for YouSee Play, at så mange oplever tekniske udfald og hakkende afspilninger. YouSee taber mange kunder i forvejen, og derfor er det ekstremt vigtigt, at de får en streamingplatform, som kunderne oplever som elegant og velfungerende,« siger Morten Imsgard, analytiker i Sydbank, der følger TDC og YouSee tæt.

Ifølge Claus Bülow Christensen er dårlig teknik noget af det, streamingkunder straffer hårdest.

»Der er absolut ingen tålmodighed blandt de danske brugere på det her punkt. Der er kontant afregning – har brugerne for mange oplevelser, hvor tingene ikke fungerer, forsvinder de hurtigt igen,« siger han og fastslår, at det er virkelig skidt for YouSee Play, at de har så mange problemer.

Se ekspertens vurdering: Stor test af streamingtjenester: Her er de bedste

Hos YouSee erkender direktør René Brøchner, at en del kunder har oplevet tekniske vanskeligheder.

»Det er vi rigtig kede af. Vi arbejder intenst på at løse problemerne og har for et par uger siden lanceret et helt nyt website, der skal gøre oplevelsen mere stabil. Det har vores højeste prioritet,« skriver direktøren i en mail, før han adresserer, at YouSee også taber på indhold:

»Vi lytter til kunderne i undersøgelsen og er selvfølgelig kede af deres opfattelse. Men som kunde hos os er der stor forskel på, hvilket indhold du har adgang til – det afhænger af dit abonnement, så oplevelsen af indhold vil variere fra kunde til kunde.«

Mere streaming: Hver fjerde dansker dumper Netflix: Her skuffer streaming-giganten

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes
1