Oplevelser i byen
Nyheder, debat og guides fra København
Lokale ugeaviser
Københavns erhvervsavis

Den billigste skovbær-te vinder

Den bedste skovbærte i Søndagsavisens test er også den billigste.

Den bedste skovbærte i Søndagsavisens test er også den billigste.

Januarkulden nærmest indbyder til indendørs hygge med varme drikke. Caffe latte, chai og kakao vil dog bryde med mange af de slankeforsætter, som januar også tit fører med sig. Så hvad er mere ideelt end en kop velduftende, varm te?

Tebreve med skovbærsmag holder et pænt niveau, mener testsmagerne Michael René og Preben Vestergaard, der underviser i ernæring på Professionshøjskolen Metropol. De giver tre stjerner til testens ringeste te, Enjoy fra REMA 1000.

»Den er meget bitter og giver ikke samme fornemmelse af bær i munden som de fleste af de andre. Bærrene smager ikke nok igennem,« siger Preben Vestergaard og slubrer endnu en tår, mens Michael René uddyber:

»Den er brun og mørk, smager stærkt og har træ-agtige noter. Jeg er ikke sikker på, hvilke bær der er tale om, for bærsmagen trænger ikke igennem.«

Læs hele testen på Testuniverset.dk

Sådan skal skovbærte smage

Man skal kunne smage og dufte skovbærrene, og den bitre smag, der er i sort te, må ikke overskygge bærsmagen. Vi vil gerne have en frisk smag, og smagen af bær må ikke blive syntetisk.

For den garvede tedrikker
Sammen med Nettos House of Tea Skovbær Te, der får fire stjerner, er REMA 1000’s Enjoy kraftig og bitter.

»Vil man have en enkelt kop te, som er meget intens, skal man vælge en af de to. Det er ikke en, man drikker spandevis af. De kræver næsten, at man er garvet tedrikker,« siger Michael René.

Både han og Preben Vestergaard bruger ordet ‘tør’ om teen. Lidt paradoksalt for en drik baseret på vand med smag.

»En tør mundfornemmelse er almindeligt, når man drikker te, men her kan det godt maskere lidt af den gode bærsmag, hvis tørheden dominerer for meget,« siger Michael René.

Læs hele testen på Testuniverset.dk

»Tør er den fornemmelse, du kan få i munden, når du drikker en meget kraftig, dyb og intens rødvin. Stoffet tannin i teen får munden til at trække sig sammen og giver en tør fornemmelse,« supplerer Preben Vestergaard.

REMA 1000’s Enjoy-te vandt ellers, da Søndagsavisen testede english breakfast-te i oktober. Her fik enjoy af et andet dommerpanel ros for netop ikke at være bitter.

Masser af bærsmag er der til gengæld i Aldis Westminster skovbærsmag. Oven i købet koster hvert brev kun 40 øre, og det gør den til testens billigste te.

»Det er helt klart min favorit. Jeg kan sagtens fornemme de små bær ude i skoven i min mund. Jeg får smag af friske bær, og der er rigtig god harmoni mellem det bitre, teens smag og bærsmagen. Den er lige til seks stjerner,« siger Preben Vestergaard.

Se også tests af Earl Grey og english breakfast-te på Testuniverset.dk

Det er der i skovbærte

Skovbærteerne i testen er sort te tilsat enten tørrede skovbær, skovbæraroma eller begge dele. Teerne indeholder aroma eller tørrede frugter fra forskellige kombinationer af jordbær, hindbær, solbær, blåbær og brombær.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes