Oplevelser i byen
Nyheder, debat og guides fra København
Lokale ugeaviser
Københavns erhvervsavis

Ikeas gryde slår de dyre mærker

Foto: Kristian Brasen

Ikeas gryde slår de dyre mærker

En god gryde behøver ikke koste mere end 80 kroner. Det viser Søndagsavisens test af seks populære gryder.

Se hele testen her

Ikea-gryden koster en tiendedel af testens dyreste, Jamie Oliver-gryden fra Tefal. Alligevel er den bedre til at overføre varmen fra kogepladen til indholdet i gryden – hurtigt og jævnt.

»Priserne på de to gryder er meget forskellige, men kvaliteten er stort set lige god. Så med den dyre betaler du måske mere for design,« siger testansvarlig Daniel Asplund fra SP Sveriges Tekniska Forskningsinstitut.

Stjernekok Thomas Rode har samme erfaring.

»Ofte er det en smart designdetalje, der koster. Men man skal altid vælge funktion over form,« siger han. »Et kendt mærke skulle borge for kvalitet, men nogle gange hænger det ikke sådan samme. Og det er jo bare rart for forbrugeren,« fortsætter Thomas Rode, der er direktør i Kong Hans Kælder.

De billigste gryder er hurtigst

Se hele testen her

Gryden fra Ikea er hurtig til at overføre varmen til indholdet i gryden. Faktisk er testens tre billigste også de hurtigste. Efter et minuts opvarmning er bunden af Aida Atelier 265 grader varm. Testens langsomste, Eva Trio, er 100 grader koldere.

»Noget kan tyde på, at den langsomste mister varme undervejs. Det er vigtigt, at gryden kan holde på temperaturen, « siger Thomas Rode.

De billige gryder skiller sig også ud, når det gælder om at fordele varmen jævnt i grydens bund. Temperaturen er målt både midt i den tomme grydes bund og i et punkt syv centimeter fra midten. Ikeas gryde har den bedste evne til at fordele varmen jævnt. Efter tre minutters opvarmning er forskellen mellem de to målepunkter kun 3,5 grader. Både Aida Atelier og Aldente har forskelle på omkring 50 grader.

»Det er store forskelle, og det kan mærkes. Ikke når du koger vand, men når du steger, kan du helt sikkert mærke det,« siger Daniel Asp lund, der har udført testen.

»Det dur slet ikke. Især ikke hvis du koger noget, der nemt brænder på,« tilføjer Thomas Rode.

Buede gryder bliver plane igen

Se hele testen her

Ikea, Eva Trio og Tefal har manualer, der advarer mod at opvarme gryderne uden indhold. Men en del af testen går ud på at måle, hvor godt gryderne modstår høje temperaturer. Først blev gryden varmet op i fem minutter uden indhold. Derefter blev der hældt koldt vand i gryden. Aldentes slip let-belægning blev sandsynligvis ødelagt. Men ingen af gryderne ‘slog sig’ betydeligt. Bunden på Aida Atelier buede mest, 0,4 mm, efter testen.

Men det er ifølge testansvarlig Daniel Asplund ikke nok til, at gryden står ujævnt på et plant underlag. »Bunden er buet i kold tilstand, men udvider sig lidt og bliver plan igen under opvarmning,« siger Daniel Asplund. Han understreger desuden, at testen ikke siger noget om grydernes tilstand efter længere tids brug.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes