Billig blender udfordrer de dyre

Hvis du ikke har brug for en masse specialfunktioner, men bare vil have en billig blender, der virker, skal du vælge Philips HR2010. Modelfoto: Colourbox

Philips HR2010 koster under en sjettedel af KitchenAid-blenderen, men klarer sig stort set lige så godt. Det viser en test af blendere, som Søndagsavisen har foretaget. KitchenAid vinder sammen med Wilfa testen, fordi de er hurtigst og mest eff ektive til at lave smoothies, blende store stykker rodfrugter og hakke nødder.

Wilfas motor er på papiret dobbelt så kraftig som konkurrenternes, og det kan mærkes i praksis. Et enkelt tryk på knappen, så er seks isterninger hakket til fine og lige store stykker. Perfekt til frosne drinks. Og hvis du ikke passer på, hakker blenderen fuldstændig ubesværet nødder til mel. Desuden giver Wilfa fem års garanti på den kraftfulde blendermotor.

Aldsidig eller billig blender

Testens anden vinder, KitchenAid, er kendt for sine køkkenmaskiner, som blandt andet ses i diverse bageprogrammer på tv. KitchenAid er uden tvivl testens mest alsidige blender med anbefalede indstillinger til blandt andet skum, mousse og pandekagedej.

Men hvis du ikke har brug for alle de funktioner og bare vil have en billig blender, der virker, skal du vælge Philips HR2010. Den har testens mindst kraftfulde motor – til gengæld får Philips meget ud af den. Blenderen klarer alle dele af testen uden problemer og med udmærkede resultater. Og mens KitchenAid-blenderen koster 1.900 kroner, kan du få Philips HR2010 for under 300 kroner.

Pas på Elgigantens anbefaling

Alle blendere i testen er nemme at bruge. Men ikke alle virker lige godt. OBH Nordica Type 6666 formår som den eneste blender i testen ikke at hakke isterninger. I stedet for fint pulveriseret is ender du med en blanding af vand og store ujævne isklumper. Det er ikke godkendt for en blender, der koster 700 kroner, og som ifølge producenten godt kan hakke is.

En anden blender, der står til dumpekarakter, er Kenwood. På et stort skilt i Elgiganten står der: ‘Vi anbefaler Kenwood Smoothie maker’. Men sammenlignet med de fem konkurrenter er den ikke værd at anbefale. Kenwood-blenderen har problemer med større stykker.

Beholderen er designet, så knivene slet ikke kan få fat. Det resulterede i en meget klumpet smoothie, og den måtte opgive at blende blandingen af rodfrugter og vand.

 

Oplevelser i byen
Minby.dk - nyheder fra København
Lokale ugeaviser
Københavns erhvervsavis

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.