Økologi smager ikke bedst


Der er mange gode grunde til at købe økologisk mad. Men smagen er ikke altid en af dem. Det viser en gennemgang af 29 smagstest, som Søndagsavisen har lavet siden sommeren 2010. De 29 test er lavet som blindsmagninger, og kun 6 gange vandt et økologisk produkt.

Antallet af test, hvor økologiske produkter har vundet, stemmer dog overens med, hvor mange økoprodukter, der har været med i testene. Så forskellen er næsten lig nul.

»Der er langt flere konventionelle varer med i smagstestene, så jeg glæder mig bare over, at økologi har vundet 6 gange,« siger Henrik Hindborg, der er markedschef i Økologisk Landsforening.

»Økologer hverken må eller ønsker at bruge farve, smagsforstærker eller tilsætningsstoffer, når de producerer fødevarer. De må ikke bruge kemi til at booste smagen,« siger han.

Økologiske varer vandt testene af grillpølser, hakkede tomater, mayonnaise, rødkål, pesto og spegepølser.


Økologi burde smage bedre

Økologisk Landsforenings giver 10 grunde til at vælge økologi. Nummer to er, at maden smager af mere.

»Økologiske grøntsager indeholder generelt flere nærings- og smagsstoffer og mindre vand pr. kilo end ikke-økologiske grøntsager,« lyder forklaringen.

Men det er ikke det, Søndagsavisens test viser.

»Jeg kan godt forstå, at når danskerne betaler mere for en vare, så forventer de også, at den smager bedre. Det er en positiv udfordring, økologerne har. De skal hele tiden blive bedre på smagen, men testene viser, at de stadig har et stykke at gå for at leve op til danskernes forventning om, at økologiske varer smager bedre,« siger Henrik Hindborg fra Økologisk Landsforening.


Store producenter er kedelige

»Jeg vil til hver en tid vurdere, at økologiske produkter ville vinde på smagen,« siger Benny Friis Jensen, der underviser kommende kokke på Hotel- og Restaurantskolen.

Han har flere gange medvirket som dommer i Søndagsavisens blindsmagninger, men han savner en større variation og bredde i valget af produkter.

»De store producenter laver ofte noget, der ligner det oprindelige produkt for meget. Der er ikke den store forskel på Heinz’ økologiske ketchup og deres almindelige,« siger Benny Friis Jensen.

»Jeg mangler ofte de små producenter, der brænder for at skabe et topklasseprodukt. Men der er udfordringen, at de ikke er tilgængelige i supermarkederne, så alle kan købe dem.«

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes
1